Frihandel er mere end et privilegium

Intet land kan leve af at handle med sig selv, klippe hinanden eller finansiere udgifter med skatter. Og det er få forbrugere, der kun køber produkter fra deres eget land. Heller ikke de mest nationalistiske eller bæredygtighedselskende af slagsen.

Frihandel har gavnet mange lande og kontinenter. Til gengæld er det ikke alle der nyder godt af frihandelsprivilegiet. Især ikke Afrika. Derfor ser vi en folkevandring og hjerneflugt fra bl.a. mange tidligere kolonier, som den vestlige verden nu spiser af med bistandsmidler og import af udvalgte varer og ressourcer.

For Danmarks vedkommende kan vi, ifølge en ny analyse, takke EU’s fælles indre marked for, at vi er 10 % rigere og har et 5 % større bruttonationalprodukt. Og for EU som helhed er frihandlen med til at sikre 56 mio. jobs. Især de små og mellemstore virksomheder nyder godt af det.

Men med frihandel bliver der også stillet krav. Lige nu er det et af de største stridspunkter ved Brexit-forhandlingerne. Og frihandel er ikke en garanti for eksport. Det oplever USA bl.a. Deres svar har været at indføre told og afgifter på varer fra Kina og EU. Men hvorfor ikke se på, hvorfor amerkanerne og udlandet vælger amerikanske produkter fra.

Frihandel løser ikke alt, og kan på nogle måder spænde ben for en bæredygtig erhvervsudvikling. Og der er også andre udfordringer i form af manglende standardisering, statsstøtte og digitale benspænd. Her har verdenshandelsorganisationen WTO ikke fulgt med tiden og udviklingen. Derfor er der lagt op til en større reform for at forhindre unfair konkurrence og en decideret handelskrig.

Mangel på arbejdskraft – en kamp om sandheden

Uenigheden om, hvor vidt dansk erhvervsliv lider under mangel på arbejdskraft er stor. Det skyldes bl.a., at problemets omfang og årsag afhænger meget af, hvilke øjne der ser, hvilke behov man har, hvordan man betragter erhvervsudviklingen og hvor vidt løsningerne forventes løst af virksomhederne, de ledige, dem der mangler en praktikplads, politikerne, fagbevægelsen eller uddannelsesinstitutionerne.

Svaret er nok, at det er noget der skal løses i fællesskab, at man er nødt til at se på behovene både nu og om 20 år, og at udfordringerne er forskellige alt efter hvilken branche, faggruppe og landsdel, der er tale om.

Personligt mener jeg, at der er nogle åbenlyse udfordringer og tendenser, som ingen kan løbe fra og som kræver handling lige nu, herunder:

  • Der er kamp om talenterne inden for visse områder, bl.a. håndværkere, it-specialister, ingeniører og social- og sundhedsassistenter. Og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udfordringerne omkring manglende praktikpladser er ved at blive løst, og der bliver oprettet flere studiepladser inden for STEM-fagene.Det ændrer bare ikke på, at en ledig procesoperatør, 60-årig bogholder eller nedslidt jord- og betonarbejder kan omskoles eller har evnerne til at skifte til sådanne jobs. Det er ikke noget der klares med få måneders uddannelse. Og ekspertisen hertil ligger på uddannelsesstederne – sjældent i små- og mellemstore virksomheder Og hvem siger, at virksomhederne vil ansætte dem?
  • Øget mobilitet og forbedret rekrutteringspraksis kan man ikke rigtigt lovgive om. Det kræver en kultur- og praksisændring. Jeg er selv vant til at pendle, har taget ufaglært arbejde eller jobs uden for mit fagområde, og har selv været opsøgende. Arbejdspladserne kan ikke sådan flytte hen, hvor de ledige bor, men de kan være bedre til at sælge deres ledige stillinger og skabe rammer, der gør deres jobs og virksomhed mere attraktiv for bl.a. kvinder, og den nye unge generation, der kræver både mening i og indflydelse på deres arbejde.
  • Et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor vi kan frigøre det uudnyttede potentiale, der er hos personer, der er nedslidte, har psykiske udfordringer, et fysisk handicap, har et ikke-danskklingende navn eller er passeret de 60. Det er måske ikke alle, der kan være med til at udvikle og implementere kunstig intelligens, bygge hospitaler eller programmere it. Men så kan de måske noget andet. Og det bliver der også plads til. For en del af de jobs vi skal leve af om 20 år er ikke omfundet endnu. Og en del af dem vil være såkaldte gig-jobs, dvs. jobs hvor man ikke er fastansat.

Dansk velfærd og uddannelse som eksportvarer

Vores velfærdssamfund får ofte hårde ord med på vejen. Nogle gange med god grund eller fordi den offentlige sektor bliver ved med at vokse. Andre gange fordi vi simpelthen kræver og forventer for meget som “betaling” for vores skat.

Dog kommer vi ikke udenom, at der bliver behov for en særlig indsats på f.eks. ældreområdet. Og der er plads til forbedring på social- og handicapområdet. Nogle mener ligefrem, at retstilstanden på socialområdet er ikke-eksisterende.

Men når det er sagt, så må Danmark gøre noget rigtigt. I hvert fald er vi godt ik gang med at eksportere vores viden og praksis inden for velfærds- og uddannelsesområdet. Således eksporterer Niels Brock og andre uddannelsesinstitutioner deres kurser og uddannelser til kinesere og nepalesere. En række virksomheder og institutioner eksporterer filosofien og indretningen af danske plejehjem til Japan og andre lande. Og velfærdsteknologi, som bl.a. er koncentreret omkring Odense, kommer også udenlandske borgere til gavn. Derudover har vi den danske højskoletradition, vores arbejdsmarkedskultur og vores professionsuddannelser, som også nyder anerkendelse internationalt og i nogle tilfælde er belvet en eksportsucces.

Danmarks globale udsyn – eller mangel på samme

Danmark er en lille og åben økonomi. Måske det er derfor, at sloganet for den danske erhvervsstrategi er “Open – for business and pleasure”.

Men et er ord og perspektiv. Noget andet er konkret praksis. For det virker mere og mere som om, at business og pleasure tages meget alvorligt. Forretningsfolk og turister er velkomne, dvs. personer der viser interesse for vores land og erhvervsmuligheder, men som ikke har et primært ønske om at bo her.

Det siger noget om det globale danske udsyn blandt befolkningen og danske politikere. Og det viser sig i den politik der bliver gennemført. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for dansk økonomi, danske borgere, dansk erhvervsliv og Danmarks renomé i udlandet.

Det har ført til undren, medieomtaler og opsange fra en bred front: erhvervsfolk, erhvervsorganisationer, dygtige udlændinge, danskere i udlandet, danskere der ønsker at bo i Danmark med deres udenlandske partner, internationale medier og NGO’er.

Lars Himmer og Sara Riis-Carstensen illustrerede det ganske godt, da de talte ved Dansk Erhvervs Årsdag 2018.

For Lars Himmer er vi blinde for det enorme potentiale der ligger i de ca. 800.000 personer, der hvert år vender tilbage til Danmark med global viden og erfaringer i bagagen. Og Sara Riis-Carstensen gjorde opmærksom på, at blot fordi vi ved, at et produkt eller en virksomhed er dansk, så er det ikke nødvendigvis tilfældet i udlandet.

Danmarks statsminister er ikke nem at blive klog på. For han siger noget forskelligt hele tiden: Danmark er et åbent land (Dansk Erhvervs Årsdag 2018). Danmark har plads til dem der kan og vil (Nytårstale). Danmark skal tage imod dem vi inviterer (Tweet). Regeringen vil sikre, at dansk erhvervsliv kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft (Dansk erhvervsliv) og Danmark som international partner (Regeringsgrundlaget).

Og uanset hvad man måtte mene om udlændinge – især dem fra ikke-vestlige lande, så skyder vi os selv i foden og bringer os i disse situationer:

  • Færre dygtige udlændinge, der søger til Danmark for at arbejde
  • Danskere som ikke bliver anerkendt for deres viden om internationale forhold og erhvervsforholdene på vigtige eksportmarkeder
  • Et turisterhverv der har det godt, men alligevel går glip af indtægter og turister
  • Danske virksomheder der ikke kan tiltrække den arbejdskraft de har brug for, og som de ikke kan skaffe i Danmark
  • Danskere der ikke kan få lov til at bo med deres partner i deres fædreland
  • Udlændinge der kriminaliseres for at arbejde i Danmark, f.eks. sagen om en forsker der holdt oplæg for danske politikere.

Har vi råd til det på sigt? Er det prisen værd? Og hvad er den danske holdning egentlig?

FNs verdensmål som løftestang for virksomhedernes CSR-arbejde

CSR

Mange borgere har mistet tilliden til, at det offentlige/politikere kan/vil sikre tilfredsstillende løsninger på væsentlige “bløde” udfordringer. Det sker i kølvandet på en verdensomspændende finanskrise, klimaudfordringer, flygtningekriser, sundhedssystemer der bryder sammen samt sociale problemer der forsøges løst med puljer, bistandshjælp, lappeløsninger og pisk.

Samtidig kan virksomhedernes bidrag til at løfte et socialt ansvar være svære at honorere, ud over enkeltstående og måske mindre strategiske og afgørende indsatser. Og der stilles ofte spørgsmålstegn ved legitimiteten af disse tiltag.

Continue reading

Infrastruktur som vækstmotor

Transport

En stabil og veludviklet infrastruktur er én af forudsætningerne for vækst, erhvervsudvikling, regional udvikling og et land der i bund og grund hænger sammen.

Transport- og energisektoren er under udvikling, omend det nogle gange synes at gå for langsomt og/eller favoriserer visse dele af landet på bekostning af andre, der måske har mere behov.

Når det gælder den digitale infrastruktur, som er mindst lige så vigtig i en digital tidsalder, går det noget trægt. I hvert fald uden for de større byer. Og selvom der det seneste år er kommet mere politisk fokus på området og der er bevilget midler til bredbåndsdækning i hele landet, så betragter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke bredbånd og mobildækning som en statslig opgave. .

Måske der er ændringer på vej. I hvert fald venter der et kommunal- og regionsvalg til efteråret, og det har fået en række politikere på banen. Desuden er der afsat midler til at “undersøge mulige initiativer, der styrker teleselskabernes muligheder for at skabe god dækning”. Det har vakt begejstring hos den danske teleindustri, der efterlyser både penge, samarbejde og lovændringer for at Danmark kan blive en frontløber, eller i hvert fald få resten af Danmark med digitalt, så også erhvervslivet i yderområderne kan udvikle deres erhvervsliv og tiltrække nye borgere.

Imens stormer et kontinent som Afrika frem, når det gælder mobilløsninger. På nogle områder er de lysår foran os. Men det hører man ikke så meget om.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

I Danmark er det nemt at oprette et firma. Siden sidste år har man kunne gøre det for 1 krone. På arbejdsmarkedet udgør iværksættere, selvstændige og freelancere 22% af arbejdsstyrken. Og andelen er stigende, især blandt børn og unge. Sandsynligvis som led i udviklingen af den såkaldte GIG-økonomi / freelancerøkonomi / platformsøkonomi.

Til gengæld er det få selvstændige virksomheder der overlever efter de første 5 år, mange har udfordringer med at tiltrække risikovillig kapital og få af dem formår at vækste. Det spænder ben for mange, lige som retten til barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Derfor er det tankevækkende, at arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen stadig bygger på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Der er kommet en ny dagpengeaftale, der betyder, at der ikke skelnes så meget mellem lønmodtagere, freelancere og selvstændige. Nogle kommuner giver penge til ledige, der ønsker at starte virksomhed. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. En række iværksættere er begyndt at undervise i iværksætteri. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordring med at få adgang til risikovillig kapital.

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.For vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. .

Svarene på, hvordan denne situation skal håndteres, og hvilke løsninger der skal på bordet er mange, og de fleste har fokus på tiltag, der påvirker arbejdsudbuddet og købekraften. Det vil sige første del af teorien om udbud og efterspørgsel. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal sikre landbrugets overlevelse. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Men ærligt talt. Det er nok ikke lige deres kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation, og erhvervsskolerne holdes ikke fri for nedskæringer. .

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken eller måske tage chancen som selvstændig, selvom det betyder nedgang i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

National klyngestrategi bringer forskningen ud til virksomhederne

ForskningDen nye nationale klyngestrategi lægger op til at bringe mere forskning ud til virksomhederne for derigennem at understøtte innovation og regional udvikling.

Dermed sættes der yderligere fokus på den naturlige, og nogle gange oversete tendens, hvor virksomheder inden for samme branche samarbejder og placerer sig geografisk i det samme område, også uden for landets 5 største byer.

Det er både et positivt signal og fornuftig erhvervspolitik

Et kønsopdelt arbejdsmarked koster erhvervslivet penge og arbejdskraft

Kilde: Shutterstock

Ligestillingdebatten har, med rette måske, ofte fokus på lønforskelle, diskrimination og manglende udnyttelse af kvinders kompetencer.

Imidlertid er det relevant også at fokusere på de bagvedliggende årsager og konsekvenserne på lang sigt, der bl.a. hænger sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked.

I en ny rapport fra SFI, er det kønsopdelte arbejdsmarked blevet kortlagt .

Rapporten belyser tre områder:

  • Udviklingen i kønsopdelingen på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste to årtier.
  • Mobilitet på individniveau ved at undersøge mobiliteten mellem sektorer og brancher.
  • Udviklingen i kønsopdelingen i uddannelsessystemet.

Ud fra dette påpeges det i rapporten, at et kønsopdelt arbejdsmarked medfører, at visse fag og brancher præges af økonomisk ineffektivitet, at visse kvindedominerede brancher fravælges af mænd, bl.a. pga. lavere lønninger, at nogle brancher generelt har svært ved at tiltrække både mænd og kvinder samt at kvinder nogle steder er overkvalificeret i forhold til det arbejde de udfører.

Dermed vil det danske arbejdsmarked de kommende år blive udfordret af mulighederne for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og opnå gevinsterne af mangfoldighedsledelse. Desuden vil lønningerne bygge på køn mere end kompetencer. Og nogle fag/brancher vil få (endnu) større udfordringer ift. parametre som antallet af ansatte på barsel/ufaglærte/nedsat arbejdstid/nedslidning mm.