Velkommen til læringsøkonomien

Nogle gange kan man blive immun over for mantraer og krav om forandringsparathed, opkvalificering, teknologisk udvikling og valg af de ”rigtige” uddannelser som håndværker, ingeniør, lærer, sygeplejerske eller so-su-assistent. For man vil jo bare gerne have et arbejde, bidrage med noget, gøre en forskel, opfinde/skabe noget og klare sig selv. Derfor ser vi også de fastlåste positioner, når det handler om vækst og manglen på kvalificeret arbejdskraft, ansættelse af akademikere, fremtidens folkeskole, og efteruddannelse af ufaglærte eller nedslidte medarbejdere.

Dette ændrer dog ikke på, at Danmark – og resten af verden – befinder sig midt i den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor vidensøkonomien er ved at blive afløst af læringsøkonomien. Her handler det om at lære nyt, lære at anvende viden på en ny måde, og evne at samarbejde og skabe nye relationer, perspektiver og løsninger. Det der på mange måder det der omfatter filosofien og tankegangen om at gå fra et ”fixed” til et ”growth” mindset. Her rettes fokus mod muligheder og potentialer frem for i begrænsende overbevisninger og fastholdelse af status quo. Og ser man på jobannoncerne og stillingsbeskrivelserne i private virksomheder, det offentlige og i konsulentbranchen, så lægger man mærke til udtryk som digital læringskonsulent, kursus- og konferencekonsulent, kursuskoordinator, faglig konsulent og learning & development manager. Og for den unge generation, så holder de sig ikke tilbage, når det gælder udvikling af nye produkter, anvendelse af ny teknologi eller optagelse af ”sådan-gør-du”-videoer til Youtube.

Det er noget, som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked. Den anerkendte professor og forsker Lynda Gratton har udtalt, at vi skal have fokus på arbejdsopgaver og jobfunktioner frem for jobtitler og uddannelsesbaggrunde. Og ja, lige nu har Danmark stor mangel på tømrere, elektrikere, it-specialister, ingeniører og sundhedsfagligt personale. Men vi har især behov for medarbejdere og iværksættere, der besidder en række personlige og universelle færdigheder og kompetencer, som er afgørende på det arbejdsmarked, som er under forandring. Ifølge World Economic Forum vil de 10 vigtigste kompetencer i 2020 være:

  1. Kompleks problemløsning
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Følelsesmæssig intelligens
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandlingsevne
  10. Kognitiv fleksibilitet (mental omstillingsparathed og åbenhed)

Derfor er det ikke bare nok, at vi har dygtige medarbejdere med hænderne godt skruet på, der kan producere en masse og sikre driften. For kunderne er med til at bestemme og designe løsningerne. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af virksomheden og sammen med specialister og underleverandører uden for virksomheden. Den verden vi lever i bliver mere kompleks. Og vi kan ikke bare kopiere andre eller forvente, at det vi lever af i dag, også er det vi skal leve af i morgen.

Den gode nyhed er, at Danmark har en klar fordel sammenlignet med mange andre nationer. For vi har tradition for at satse på gratis uddannelse og se det som et fundament for velfærdssamfundet. Samtidig har vi en demokratisk og lighedsbaseret kultur og tradition, hvor nysgerrighed, tillid, kritisk tænkning og udfordring af autoriteterne har ført til, at vi kan tænke selv, er vant til at samarbejde og arbejde løsningsorienteret, tager ansvar og tør sige fra.

Til gengæld er der to forudsætninger, der skal være opfyldt, inden vi bliver alt for selvfede eller modløse. Den første er, at flere kommer med på vognen, når det gælder uddannelse og beskæftigelse. Den anden er, at vi skal have styrket danskernes generelle mentale sundhed. Her står det på nogle områder sløjt til, hvilket udover sygedage og mistrivsel også betyder manglende evne til f.eks. kompleks problemløsning, kreativitet, sikre kvaliteten af vores arbejde og håndtere forandringer.

Den gode arbejdslivsbalance er ikke ens for alle

                 Shutterstock/Lucian3D

Lad os starte med den gode nyhed: Danmark har, ifølge World Economic Forum, vedens bedste arbejdslivsbalance. Det skal vi være glade for, for det har positiv betydning for vores sundhed, produktivitet og effektivitet samt giver plads til flere på arbejdsmarkedet.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærene eller betragte det, som noget der er kommet af sig selv. Det er et fælles ansvar at sikre en god arbejdslivsbalance. Og her har vi meget at takke vores velfærdssamfund og lønmodtagerrettigheder for. Samtidig er lange arbejdstider ikke i høj kurs eller noget vi er tvunget til, bla. pga. rimelige lønninger.

Til gengæld er det med arbejdslivsbalancen ikke noget, som alle har lige stor indflydelse på, lige som den rette arbejdslivsbalance kan variere fra person til person og over tid. Og med den aktuelle stress-epidemi og ledighed blandt handicappede og seniorer, må der være noget der halter et sted.

Med GIG-økonomien, hvor flere og flere arbejder som løstansatte, kan det være svært at opnå et fast og stabilt arbejdsliv med en grundlæggende og sund arbejdslivsbalance. Med mindre man er heldig, evner at styre sin tid, har faste kunder, ikke er tvunget til at arbejde en masse timer og / eller  trives med livet som fri agent. I dele af den  offentlige sektor er der en praksis med mange deltidsansættelser. Det tiltaler nogle, især kvinder, men det kan også være kilde til økonomisk og faglig frustration.

Samtidig er vi mennesker forskellige, lige som vores livsforløb betyder, at vi på nogle tidspunkter har et stort ønske om og en masse energi til at “rykke”og pleje karrieren, mens vi har andre behov og ønsker, når vi stifter familie, oplever sygdom/kriser eller nærmere os pensionsalderen. Derfor er en god arbejdslivsbalance ikke det samme for alle.

Det oplever mange virksomheder nu, hvor der inden for visse fag og brancher er mangel på kvalificeret arbejdskraft, opleves nedslidning, stress og stor personaleomsætning samt en generel centralisering af arbejdspladserne.

Dertil kommer den nye millenialsgeneration, som er på vej ud på arbejdsmarkedet – eller allerede har gjort deres første joberfaringer. De vil have et meningsfyldt arbejde, de vil have indflydelse, de bliver ikke hængende så længe og – vigtigst af alt: de skelner ikke helt mellem arbejde og fritid.

Mellemledernes anseelse og ledelsesansvar – nu og i fremtiden

Mellemlederne er udfordret for tiden. De er klemt, overset, drukner i drift og er ikke klædt godt nok på til en ekstremt forandringspræget hverdag.

DEA har, i samarbejde med Lederne og NOCA, undersøgt, hvordan danske mellemledere ser på deres arbejdsliv. Resultatet er, at de føler sig udfordret på især 4 områder:

1) Evnen og pladsen til at agere forandringsagenter

2) Tid til at lede – driften fylder (for) meget

3) Teknologi og digitalisering

4) Uforudsigelighed og usikkerhed, som udfordrer den mentale sundhed

Noget af det, som gør det svært at være mellemleder, er at de mangler information fra topledelsen. Derudover har de ikke den højeste status. Hverken i virksomhederne, hos politikere eller i befolkningen. Således var der ingen mellemleder med i regeringens ledelseskommission, lige som kritikken af unødvendige ledere (læs: bureaukrati og kolde hænder) fylder meget.

Derfor er det nok en god ide at lytte til opfordringerne fra henholdsvis Johan Larsen, valgt som årets lærling af DI Vestsjælland: “Tag jeg bedre af mellemlederne” og Ledelseskommissionen: “Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk”.

Mennesker og teknologi er ikke hinandens modsætninger

Frygten for at miste sit arbejde pga. automatisering, frustrationer over at spilde tid på dårlige it-systemer og udsigten til mere upersonlig kontakt med andre er ikke lige det der er med til at skabe teknologibegejstring. Og ja, der er udfordringer og behov for omstilling. Ingen tvivl om det.

Imidlertid kan størstedelen af teknologien ikke erstatte kloge hoveder, varme hjerter og dygtige hænder. Og det skal den heller ikke. Men den kan gøre livet nemmere, skabe nye arbejdspladser og give plads til en bedre anvendelse af menneskelige ressourcer. Hvis, altså, ledere og medarbejdere er klar til det og den bliver implementeret og anvendt på en god måde. Lige nu ser mange ledere det som deres største udfordring.

Jeg prøver ikke at være en jubelidiot, men prøver bare at fokusere på det positive. Og den teknologiske udvikling stopper ikke.

GIG-økonomien udfordrer arbejdsmarkedet men giver også plads til fleksibilitet

Fremtidens arbejdsmarked er her ikke endnu, og så alligevel. En række tendenser og ændringer er i gang allerede nu. Vi ved ikke helt, hvad fremtidens jobfunktioner og -titler er. Nye virksomhedstyper, samarbejdsformer og produkter kommer til. Og færre vil arbejde som lønmodtagere.

GIG-økonomien, der også omtales som freelance- og platformsøkonomi, har ramt arbejdsmarkedet i hele verden (GIG er oprindeligt musikeres udtryk for en arbejdsopgave i form af en koncert). Flere og flere vil – frivilligt eller pga. manglende efterspørgsel på fastansatte medarbejder – arbejde som freelancere, projektansatte, vikarer og daglejere. Ifølge en række fremtidsforskere og organisationer som World Economic Forum og ILO vil omkring 50% af arbejdsstyrken i 2030 bestå af ikke-fastansatte medarbejdere.

Det vil medføre både udfordringer og muligheder for virksomheder, arbejdstagere og fagbevægelsen, herunder i forhold til:

Continue reading

Deleøkonomien har bred appel uden konsekvensberegning

shutterstock_deleøkonomi

Deleøkonomi – eller opgaveøkonomien, som Morten Bay Kalder det – er blevet det nye modeord med særdeles bred appel. Formidlingstjenesterne skyder frem, der tales om deleøkonomi som forretningsmodel og de første eksperter er på banen. Ja, selv den nye erhvervs- og vækstminister taler om at hjælpe deleøkonomien på vej.

Og Danmark har da også gode forudsætninger for at tage deleøkonomien til sig: Høj tillid, historisk erfaring fra andelsbevægelse, brug af vennetjenester og nabotjenester med videre.

Imidlertid er det værd at huske på, at deleøkonomien ikke kun er en slags demokratisk og ubureaukratisk byttehandel samt at motivationen for deleøkonomien er meget forskellig. Desuden kan deleøkonomien komme til at udfordre både politikere, arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og dem, der ikke bare vil dele, men også have anerkendelse for det de har skabt og frie tøjler til at drive forretning.

Noget af konsekvensberegningen, som mangler er:

  • Hvordan skal bytteforholdet være, så alle får noget ud af det?
  • Hvad med lovgivningen? Passer den til virkeligheden?
  • Når vi bytter, er vi så helt kvalitetsbevidste?
  • Hvad med betaling / opkrævning af skat?
  • Hvad med prisen? Kan det blive for billigt og skabe et ulige arbejdsmarked?

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Tillidsreformerne har lange udsigter

Shutterstock/Nicoleta Raftu

Danmarks styrke har længe ligget i, at borgerne har stor tillid til andre og det samfund de lever i; det der også betegnes som sammenhængskraft og social kapital. Ja, vi er nærmest udråbt til verdensmeste i tillid (og lykke). Og fra politisk hold samt i medierne var tillid indtil for nyligt også buzz words og midlet til at gøre Danmark endu stærkere.

Imidlertid er de mange tillidstanker stødt på grund, ikke mindst i den offentlige sektor.

Den radikale tillidsreform blev i år lagt i skuffen af reformens egen ophavskvinde, efter hun var blevet chef på området. Så kontroltyranniet, formynderiet og bureaukratiet i den offentlige sektor kan nu fortsætte. På samme måde brød de såkaldte trepartsforhandlinger sammen sidste år, med det resultat, at der ikke blev lavet nye fælles tiltag for det danske arbejdsmarkedet. Senest har politikerne, med vedtagelse af en ny offentlighedslov samt indgrebet i lærerkonflikten og varsling om det samme over for lægerne i almen praksis, sendt et signal om, at tillid er godt, men magt er bedre.

Reaktionerne har været mange. Politikerleden er vokset. Kritikken af sundhedsvæsnet, jobcentrene, de arbejdsløse, nydanskere, politiet, bankerne og de multinationale selskaber fylder mere og mere. Alle ved bedre og peger fingre af hinanden. Og dialogen, det er noget som flere taler om i stedet for at praktisere. Og reformer, dem er der kommet mange af – bare ikke den tidligere så nødvendige tillidsreform.

Innovation udsat for smagsdommeri og kønskamp

Et nyt produkt som missoiret – kvindernes svar på mændenes pissoir – er op til kvindernes internationale kampdag blevet udsat for både smagsdommeri og kønskamp i Københavns borgerrepræsentation og Debatten på DR.

Selvom produktet har haft succes på Roskildefestivalen, så er det åbenbart ikke godt nok for borgerlige partier, især ikke hvis det skal ske for offentlige midler. Hvad holdningen til pissoirerne, så er, siger debatten intet om.

Hvorfor skal snart sagt alting ende i smagsdommeri og kønskamp, i stedet for at se på produkterne som udtryk for brugerdrevet og målrettet innovation?

Medarbejderne betaler for topchefernes fejltagelser

Ikke alene har Finanskrisen gjort det sværere og dyrere at være dansker. Den har også været med til at udstille en række brancher og virksomheder, der hverken havde styr på økonomi eller ledelse. Således har en række topchefer kunne hævet en fed hyre til trods for at de ikke har skabt nogen nævneværdige resultater og/eller sikret sig en klækkelig fratrædelsesgodtgørelse, når de er blevet fyret som resultat af inkompetence. Det har vi ikke råd til i længden, særligt ikke i forhold til de medarbejdere, som mister deres arbejde pga de efterfølgende nedjusteringer og besparelser.