Kundeservice: et hot konkurrenceparameter

God, gammeldags service er blevet en eftertragtet vare.

Og cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv blev i Fyens Stiftstidende for nyligt citeret for, at fremtidens arbejdsmarked er et servicesamfund, ikke mindst når det gælder antallet af ansatte. Det passer også sammen med den øgede digitale udvikling og køb, salg og udvikling af digitale produkter.

Et nyt begreb er opstået; servitization. Og det er især industrien der har fået øjnene op for det, sammen med automatisering af produktionen, med henblik på at skabe vækst og udvikling.

Det går lidt i mod de to eksisterende modpoler i arbejdsmarkeds- og erhvervsdebatten, der italesætter Danmark som enten et videns- eller produktionssamfund. Eller dem der har fokus på, at medarbejderne – især i den offentlige sektor – skal løse deres kerneopgave. Hvilket forstås som “de varme hænder”. Her tænkes “de kolde hænder” ikke ind som nogle der leverer en kerneopgave eller service. Tværtimod.

Men hvem er det vi ringer til, når noget ikke virker eller vi har spørgsmål til et produkt/en ydelse? Og hvad er det de fleste af os bedømmer en virksomhed på, når vi laver en anmeldelse på f.eks. Trustpilot?

Deleøkonomien har bred appel uden konsekvensberegning

shutterstock_deleøkonomi

Deleøkonomi – eller opgaveøkonomien, som Morten Bay Kalder det – er blevet det nye modeord med særdeles bred appel. Formidlingstjenesterne skyder frem, der tales om deleøkonomi som forretningsmodel og de første eksperter er på banen. Ja, selv den nye erhvervs- og vækstminister taler om at hjælpe deleøkonomien på vej.

Og Danmark har da også gode forudsætninger for at tage deleøkonomien til sig: Høj tillid, historisk erfaring fra andelsbevægelse, brug af vennetjenester og nabotjenester med videre.

Imidlertid er det værd at huske på, at deleøkonomien ikke kun er en slags demokratisk og ubureaukratisk byttehandel samt at motivationen for deleøkonomien er meget forskellig. Desuden kan deleøkonomien komme til at udfordre både politikere, arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og dem, der ikke bare vil dele, men også have anerkendelse for det de har skabt og frie tøjler til at drive forretning.

Noget af konsekvensberegningen, som mangler er:

  • Hvordan skal bytteforholdet være, så alle får noget ud af det?
  • Hvad med lovgivningen? Passer den til virkeligheden?
  • Når vi bytter, er vi så helt kvalitetsbevidste?
  • Hvad med betaling / opkrævning af skat?
  • Hvad med prisen? Kan det blive for billigt og skabe et ulige arbejdsmarked?

A-kassen: leverandør eller arbejdsgiver?

Jeg har tænkt over, om A-kassen skal betragtes som min leverandør eller arbejdsgiver.

Baggrunden er min 2. aktørs reaktion på følgende episode. 

For nogle uger siden skulle jeg til vejledningsmøde i min A-kasse kl. 13.30. Pga. noget uventet blev jeg forsinket, og jeg ringede derfor og orienterede min A-kasse. Da mødet blev afholdt i min fagforening, kunne A-kassen åbenbart ikke lægge en besked, mren jeg blev bedt om bare at møde op og beklage forsinkelsen. Som sagt, så gjort – jeg kørte de 60 km. derind, blot for at få besked om at jeg var kommet alt for sent og at jeg derfor måtte ombooke min aftale. Det skal siges, at jeg har deltaget i flere vejledningsmøder, og denne dag ikke skulle have noget nyt at vide, men blot dokumentere min jobsøgning.

Efterfølgende måtte jeg kontakte min 2. aktør for at meddele, at jeg skulle have fri endnu en dag fra min aktivering for at deltage i et vejledningsmøde i A-kassen. Reaktionen fra min 2. aktør var meget entydig: 1) Vejledningsmøder skal ligge uden for normal arbejdstid. 2) A-kassen skal betragte mig som deres kunde – og dermed sig selv som leverandør – ikke som en brik, der skal passe ind i et puslespil.

Og det kan der jo være noget om.