Velkommen til læringsøkonomien

Nogle gange kan man blive immun over for mantraer og krav om forandringsparathed, opkvalificering, teknologisk udvikling og valg af de ”rigtige” uddannelser som håndværker, ingeniør, lærer, sygeplejerske eller so-su-assistent. For man vil jo bare gerne have et arbejde, bidrage med noget, gøre en forskel, opfinde/skabe noget og klare sig selv. Derfor ser vi også de fastlåste positioner, når det handler om vækst og manglen på kvalificeret arbejdskraft, ansættelse af akademikere, fremtidens folkeskole, og efteruddannelse af ufaglærte eller nedslidte medarbejdere.

Dette ændrer dog ikke på, at Danmark – og resten af verden – befinder sig midt i den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor vidensøkonomien er ved at blive afløst af læringsøkonomien. Her handler det om at lære nyt, lære at anvende viden på en ny måde, og evne at samarbejde og skabe nye relationer, perspektiver og løsninger. Det der på mange måder det der omfatter filosofien og tankegangen om at gå fra et ”fixed” til et ”growth” mindset. Her rettes fokus mod muligheder og potentialer frem for i begrænsende overbevisninger og fastholdelse af status quo. Og ser man på jobannoncerne og stillingsbeskrivelserne i private virksomheder, det offentlige og i konsulentbranchen, så lægger man mærke til udtryk som digital læringskonsulent, kursus- og konferencekonsulent, kursuskoordinator, faglig konsulent og learning & development manager. Og for den unge generation, så holder de sig ikke tilbage, når det gælder udvikling af nye produkter, anvendelse af ny teknologi eller optagelse af ”sådan-gør-du”-videoer til Youtube.

Det er noget, som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked. Den anerkendte professor og forsker Lynda Gratton har udtalt, at vi skal have fokus på arbejdsopgaver og jobfunktioner frem for jobtitler og uddannelsesbaggrunde. Og ja, lige nu har Danmark stor mangel på tømrere, elektrikere, it-specialister, ingeniører og sundhedsfagligt personale. Men vi har især behov for medarbejdere og iværksættere, der besidder en række personlige og universelle færdigheder og kompetencer, som er afgørende på det arbejdsmarked, som er under forandring. Ifølge World Economic Forum vil de 10 vigtigste kompetencer i 2020 være:

  1. Kompleks problemløsning
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Følelsesmæssig intelligens
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandlingsevne
  10. Kognitiv fleksibilitet (mental omstillingsparathed og åbenhed)

Derfor er det ikke bare nok, at vi har dygtige medarbejdere med hænderne godt skruet på, der kan producere en masse og sikre driften. For kunderne er med til at bestemme og designe løsningerne. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af virksomheden og sammen med specialister og underleverandører uden for virksomheden. Den verden vi lever i bliver mere kompleks. Og vi kan ikke bare kopiere andre eller forvente, at det vi lever af i dag, også er det vi skal leve af i morgen.

Den gode nyhed er, at Danmark har en klar fordel sammenlignet med mange andre nationer. For vi har tradition for at satse på gratis uddannelse og se det som et fundament for velfærdssamfundet. Samtidig har vi en demokratisk og lighedsbaseret kultur og tradition, hvor nysgerrighed, tillid, kritisk tænkning og udfordring af autoriteterne har ført til, at vi kan tænke selv, er vant til at samarbejde og arbejde løsningsorienteret, tager ansvar og tør sige fra.

Til gengæld er der to forudsætninger, der skal være opfyldt, inden vi bliver alt for selvfede eller modløse. Den første er, at flere kommer med på vognen, når det gælder uddannelse og beskæftigelse. Den anden er, at vi skal have styrket danskernes generelle mentale sundhed. Her står det på nogle områder sløjt til, hvilket udover sygedage og mistrivsel også betyder manglende evne til f.eks. kompleks problemløsning, kreativitet, sikre kvaliteten af vores arbejde og håndtere forandringer.

Infrastruktur som vækstmotor

Transport

En stabil og veludviklet infrastruktur er én af forudsætningerne for vækst, erhvervsudvikling, regional udvikling og et land der i bund og grund hænger sammen.

Transport- og energisektoren er under udvikling, omend det nogle gange synes at gå for langsomt og/eller favoriserer visse dele af landet på bekostning af andre, der måske har mere behov.

Når det gælder den digitale infrastruktur, som er mindst lige så vigtig i en digital tidsalder, går det noget trægt. I hvert fald uden for de større byer. Og selvom der det seneste år er kommet mere politisk fokus på området og der er bevilget midler til bredbåndsdækning i hele landet, så betragter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke bredbånd og mobildækning som en statslig opgave. .

Måske der er ændringer på vej. I hvert fald venter der et kommunal- og regionsvalg til efteråret, og det har fået en række politikere på banen. Desuden er der afsat midler til at “undersøge mulige initiativer, der styrker teleselskabernes muligheder for at skabe god dækning”. Det har vakt begejstring hos den danske teleindustri, der efterlyser både penge, samarbejde og lovændringer for at Danmark kan blive en frontløber, eller i hvert fald få resten af Danmark med digitalt, så også erhvervslivet i yderområderne kan udvikle deres erhvervsliv og tiltrække nye borgere.

Imens stormer et kontinent som Afrika frem, når det gælder mobilløsninger. På nogle områder er de lysår foran os. Men det hører man ikke så meget om.

Et kønsopdelt arbejdsmarked koster erhvervslivet penge og arbejdskraft

Kilde: Shutterstock

Ligestillingdebatten har, med rette måske, ofte fokus på lønforskelle, diskrimination og manglende udnyttelse af kvinders kompetencer.

Imidlertid er det relevant også at fokusere på de bagvedliggende årsager og konsekvenserne på lang sigt, der bl.a. hænger sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked.

I en ny rapport fra SFI, er det kønsopdelte arbejdsmarked blevet kortlagt .

Rapporten belyser tre områder:

  • Udviklingen i kønsopdelingen på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste to årtier.
  • Mobilitet på individniveau ved at undersøge mobiliteten mellem sektorer og brancher.
  • Udviklingen i kønsopdelingen i uddannelsessystemet.

Ud fra dette påpeges det i rapporten, at et kønsopdelt arbejdsmarked medfører, at visse fag og brancher præges af økonomisk ineffektivitet, at visse kvindedominerede brancher fravælges af mænd, bl.a. pga. lavere lønninger, at nogle brancher generelt har svært ved at tiltrække både mænd og kvinder samt at kvinder nogle steder er overkvalificeret i forhold til det arbejde de udfører.

Dermed vil det danske arbejdsmarked de kommende år blive udfordret af mulighederne for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og opnå gevinsterne af mangfoldighedsledelse. Desuden vil lønningerne bygge på køn mere end kompetencer. Og nogle fag/brancher vil få (endnu) større udfordringer ift. parametre som antallet af ansatte på barsel/ufaglærte/nedsat arbejdstid/nedslidning mm.

Så blev der endelig sat gang i privatiseringsdebatten

Med Lars Løkkes snak om nulvækst i i den offentlige sektor har jeg længe haft den tanke, at han  virkeligheden taler om privatisering af den offentlige sektor, men ikke havde mod til at sige det.

Traditionelt set er venstrefløjen, inkl. Socialdemokraterne, mest skeptiske over for dette, især på velfærdsområdet. Men i praksis har de “røde” kommuner lagt mere op til udlicitering end de “blå”.  

Nu er den såkaldte produktivitetskommission så også kommet på banen med forslag om mere privatisering/udlicitering og offentligt-privat samarbejde. Og det har fået de ideologiske argumenter frem hos de forskellige politiske fløje på Christiansborg samt hos dele af fagbevægelsen.

Men hvorfor gøre det her til en religion? Fokus må ligge på kapacitet, kvalitet og udgifter.

Lige nu viser f.eks. beskæftigelsesindsatsen med al tydelighed, at hverken det offentlige eller det private evner at levere kvalitet for pengene. Så her skal der tænkes nyt og frit. Flere steder i kommunerne er der et alt for stor fokus på regler og procedurer i stedet for at se på borgernes konkrete situation og betragte dem som kunder. Her kunne man sikkert lære noget af både private virksomheder og frivillige foreninger. Og på hospitalsområdet har flere regioner sparet penge og undgået overkapacitet/underkapacitet ved at lade privathospitaler stå for bl.a. scanninger.

Men lad os nu se, om plejer er ved at dø.   

 

Mandsmod og god ledelse som mangelvare

Der produceres og effektiviseres til den store guldmedalje i det ganske land. Men det er ikke godt nok, siger Produktivitetskomissionen, DI, DJØF, erhvervsfolk med flere.  

Til gengæld er der få der stiller spørgsmålstegn ved, om vi producerer de rigtige ting, og om vi gør det på den rigtige måde. Her tænker jeg ikke på dansk nicheproduktion eller LEAN-principper, men mere på, om det vi leverer på arbejdspladsen har værdi og bidrager til bundlinjen samt er båret frem af dygtige medarbejdere, ledere, samarbejspartnere og politikere.

Banksektoren, Vestas og it-virksomhederne, der har leveret elendige it-systemer til det offentlige, viser med al tydelighed, at det ikke er alle, der evner at drive forretning. Sygefraværet i både den offentlige og private sektor taler også sit tydelige sprog. For én ting er finanskrisen og konkurrencen udefra, noget andet er politikernes passion for regler og kontrol, danskernes hang til lønmodtagerrollen og ledernes manglende evne til at tage vare på medarbejderne, belønne dem for deres resultater og indsats samt prioritere rigtigt i en travl hverdag. Bedre bliver det heller ikke, når danske toppolitikere, der stiller krav til borgerne om at bidrage til samfundet, samtidig med at de selv ikke har mandsmod nok til at stå ved konsekvenserne af deres politik eller erkende deres egne fejl og manglende dømmekraft. 

Tillid, respekt og resultater kommer ikke af sig selv. Det kræver mandsmod, god ledelse og evnen til at levere varen.

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Hjemmearbejde – hvor svært kan det være?

Industrisamfundet er en saga blot, men beskæftigelseslovgivningen er ikke fulgt med ind i det 21. århundrede. I hvert fald sker det kun med ganske få skridt.

I 2011 vedtog man en national hjemmearbejdsdag. Det ser jeg som et skridt i den rigtige retning, for mange har jo rent faktisk en hjemmearbejdsplads. Og hver 3. lønmodtager har et job, der gør det muligt. Ligeledes viser en dansk undersøgelse fra 2008, at mange danskere elsker deres hjemmearbejdsplads. Måske fordi de så kan arbejde, når de er mest effektive og når det passer ind i hverdagen. Samtidig kan de slippe for myldretrafik, larm og afbrydelser.

Efter finanskrisen er billedet ifølge Randstad ændret en del, måske fordi folk er bange for at miste deres arbejde og tilhørsforhold til gode kolleger.

Det handler vel om at skabe optimale arbejdsbetingelser og fokusere på, hvilke resultater vi skaber i stedet for entydigt at bedømme lønmodtagere ud fra, hvor hvornår og hvor meget de arbejder. Uden at det dog skal føre til en forventning om, at folk er til rådighed 24 timer i døgnet.

Sæt den offentlige sektor fri

Foto: shutterstock

60 mio. timer om året. Så mange timer har vi åbenbart råd til at bruge på dokumentation i den offentlige sektor ifølge FTF . Eller ”al magt til bureaukratiet”, som Lisbeth Knudsen udtrykker det.

Og megen af dette bureaukrati indføres med åbne øjne, bl.a. med argumentet om, at regelforenkling kræver flere regler. Således omtalte Ugebrevet A4 sidste år, hvordan den daværende regering afviste hvert 3. forslag til regelforenkling.

I faglige kredse er der uenighed om konsekvenserne af denne bureaukratisering. Tænketanken Cevea, FOA og FTF mener, at det tager tid fra borgerne og reducerer velfærden. På den anden side mener DJØF, at tallet er for højt sat og at der er sat et fjendebillede op over for embedsmændene, der typisk arbejder med dette område.

I Danske Regioner har man forsøgt at gøre noget ved det, og i kommunerne er man i gang med en række digitaliseringsprojekter, som kan være med til at give flere varme hænder.

Men problemerne er langt fra løst, slet ikke i en tid, hvor der mangler sundhedspersonale og f.eks. psykiatere vælger at søge væk. Samtidig skriger middelklassen på mere velfærd, kommuner og regioner skærer ned og de handicappede og psykisk syge bliver mødt med beskeden om, at de belaster kommunekasserne for meget.

For mit eget vedkommende er jeg lidt skeptisk i forhold til både digitaliseringsplanerne og politikernes løfter. Tillid er godt, men kontrol er åbenbart bedre. Så det er nødvendigt selv at komme på banen. I mit tilfælde har det bl.a. ført til, at Frederikssund Kommune i 2009 vedtog et forslag om en tillids- og afbureaukratiseringsaftale.

Næste skridt bliver at se, hvad frikommuneforsøget bringer med sig.

Dansk opfindsomhed topper, men jobskabelsen udebliver

Igen og igen bliver der talt om innovation og Danmarks førerposition på området, senest med opgørelsen af, at Danmark er blevet placeret på en 2. plads i EU.

Til gengæld halter det, når det gælder Danmarks evne til at omdanne den danske opfindsomhed til nye produkter, løsninger, arbejdspladser og velfærd. Således står investorerne i kø til at udvikle dansk bioenergi, imens der tabes arbejdspladser i vindmølleindsutrien. Ligeledes bliver Danmark overhalet inden om, når det gælder om at udtage patenter på opfindelser og tiltrække udenlandske forskere og talenter, der kan skabe både arbejdspladser og velfærd. EU er kommet nogle opfindere til undsætning, mens andre må kæmpe alene med bureaukrati og jagten på investorer. Og når det gælder nye virksomheder, så har Danmark både meget få iværksættere og mange iværksættere, der vælger at gå tilbage til et job som forsker eller lønmodtager.

Derfor er der ikke så meget at juble over.