Akademikerbashing for fuld skrue

Indrømmet. Jeg er selv akademiker. Én af dem, der af mange opfattes som humanist, selvom jeg har læst min uddannelse på CBS og har læst flere erhvervsrelaterede fag.

Og ja, der er akademikerledighed. Især blandt nyuddannede. Og Djøfferne har fået  megen magt i finansministeriet, den offentlige sektor og konsulentbranchen. Det er der måske en grund til i en tid med komplekse problemstillinger, et stærkt fokus på økonomi og effektivitet, en stram økonomisk styring samt et konstant krav om udvikling og omstilling. Og ja, der findes pseudoarbejde mange steder. Det er bare ikke alt der er pseudoarbejde, bare fordi man ikke forstår det eller tror, at udviklingen sker af sig selv.

Vi lever i et komplekst vidensamfund, hvor tal, data og viden er Gud. Og hvis vi skal væk fra det, så skal vi alle acceptere, at vi ikke kan få svar på alle vores spørgsmål hele tiden og at vi måske ikke får mest / det bedste ud af vores samfund.

Det handler for mig at se om rette person på rette plads.Det er nogle gange en akademiker eller ekstern konsulent; de såkaldt kolde hænder. Andre gange er det en håndværker, lærer, fysioterapeut, frisør eller den selvlærte.

Erhvervslivet ansætter vel akademikere, herunder humanister, fordi det gavner virksomheden. Bl.a. har de små og mellemstore virksomheder fået meget ud af at ansætte en akademiker.

Udgifterne til udbudsrunder og privaticering skal tælle med

Konkurrence er en god ting. Især fair konkurrence. Og et marked, hvor det er kunderne, som er i fokus.

Til gengæld er det utopi, i min verden, at tro, at markedet regulerer sig selv og tilpasser sig efterspørgslen. For udbyderne gør sjældent noget, der ikke er til gavn for dem selv eller kan betale sig på både den korte og den lange bane. I så fald ville der nok blive udviklet medicin til små og fattige patientgrupper, flere der bød ind på komplicerede opgaver med store lovgivningsmæssige og rammemæssige krav og/eller it-firmaer, der blev ramt efter adskillige skandaler.

Udbud kan være en god ting, både økonomisk og udviklingsmæssigt. Og noget kan vi ikke komme uden om pga. EU’s regler. Der er bare nogle af mellemregningerne og de negative konsekvenser/resultater, som har det med at blive overset. Det gælder f.eks.:

  • Ulovlig eller uregelmenterede udbudsrunder, der efterfølgende enten bliver annulleret, resulterer i sagsanlæg eller giver anden uro på bagsmækken
  • Udbud der stiller så store / specifikke krav, at nogle virksomheder rent faktisk har monopol og små/mellemstore virksomheder ikke har en reel chance for at byde på opgaven
  • Oplevet administrativt bøvl fra udbyderens side.
  • Udgifter og tidsforbrug til ansøgninger blandt de virksomheder, der ikke fik opgaven. De lærte måske noget. Men det var dyrt. Og ressourcer der kunne være anvendt til noget andet.
  • Udbudsrunder hvor prisen er den afgørende faktor. Her kan det ende med dårligere kvalitet, faglig inkompetence og manglende økonomisk robusthed hos dem der vinder opgaven
  • Dobbeltbetaling hos kommunerne der har forsyningspligten. Går en privat leveandør konkurs, skal kommunen overtage opgaven. Og den udgift er sjældent regnet med i udbuddet.

Opgør med bureaukrati og regeltyrani

Regeringen, virksomheder, industrien og udvalgte brancher er alle ved at gøre op med unødvendige regler og bureaukrati. Ikke nødvendigvis en tillidsreform, for politikerne ved åbenbart bedst, og har svært ved at stoppe med at lovgive ud fra enkeltsager og forventningen om quick fixes. Derfor er der stadig – og vil nok altid være – regler og bureaukrati, som opfattes som opfattes som unødvendige for “manden på gulvet”.

Nogle af de steder som får gavn af dette opgør er små og mellemstore virksomheder, dele af den den offentlige sektor, foreningsdanmark samt life science industrien. Modtagelsen har været positiv, selvom der også har været stillet spørgsmålstegn ved mulighederne for kvalitets- og forbedringsarbejde samt risikoen for forringet patientsikkerhed.

Næste gang er det forhåbentlig styringsmodellerne og finansieringen af de forskellige dele af den offentlige sektor, som der sker noget med. For alle tre elementer i den vigtige sociale kapital er vigtige: tillid, mening og retfærdighed.

Dansk velfærd og uddannelse som eksportvarer

Vores velfærdssamfund får ofte hårde ord med på vejen. Nogle gange med god grund eller fordi den offentlige sektor bliver ved med at vokse. Andre gange fordi vi simpelthen kræver og forventer for meget som “betaling” for vores skat.

Dog kommer vi ikke udenom, at der bliver behov for en særlig indsats på f.eks. ældreområdet. Og der er plads til forbedring på social- og handicapområdet. Nogle mener ligefrem, at retstilstanden på socialområdet er ikke-eksisterende.

Men når det er sagt, så må Danmark gøre noget rigtigt. I hvert fald er vi godt ik gang med at eksportere vores viden og praksis inden for velfærds- og uddannelsesområdet. Således eksporterer Niels Brock og andre uddannelsesinstitutioner deres kurser og uddannelser til kinesere og nepalesere. En række virksomheder og institutioner eksporterer filosofien og indretningen af danske plejehjem til Japan og andre lande. Og velfærdsteknologi, som bl.a. er koncentreret omkring Odense, kommer også udenlandske borgere til gavn. Derudover har vi den danske højskoletradition, vores arbejdsmarkedskultur og vores professionsuddannelser, som også nyder anerkendelse internationalt og i nogle tilfælde er belvet en eksportsucces.

Kan den danske model stå distancen?

 

I kølvandet på forårets omfattende OK18-forhandlinger for det offentlige arbejdsmarked er der opstået usikkerhed om holdbarheden af den danske arbejdsmarkedsmodel og dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor er der bl.a. blevet foreslået et kvalitetstjek af den danske model.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU’s indre marked har ført til krav om, at alle EU-borgere skal have ret til børnecheck samt adgang til dagpenge efter en måneds arbejde. Det sker samtidig med, at EU-Kommissionen med et “arbejdsvilkårsdirektiv”, som skal give lønmodtagere adgang til en række minimumsrettigheder. Samtidig betyder nye ansættelsesformer, at der i fremtiden vil være færre, der er omfattet af de overenskomster, som er et af hovedpunkterne for forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Spørgsmålet er, hvad man kan stille op, og om der i så fald er et bedre alternativ.

Derudover er det ikke sikkert, at det er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, der fører til, at flere får en plads på arbejdsmarkedet, uanset om man er ufaglært, akademiker, handicappet, udlænding eller +50. For slet ikke at tale om den generelle tillidskrise mellem især store dele af den offentlige sektor og politikerne på Christiansborg.

God ledelse er vigtig – men hvad er vigtigst nu og her?

Leder - chef

Ledelse er for alvor kommet på dagsorden i Danmark med både en ledelseskommission, et disruptionråd, en komité for god selskabsledelse samt en række nye forskningsprojekter finansieret af bl.a. Industriens Fond. Hertil kommer et hav af ledelseshåndbøger og -artikler, der er skrevet af førende ledelsesguruer og forskere i ind- og udland.

Årsagerne til den store fokus på området er mange, herunder konkrete udfordringer, organisationsændringer, samfundssudviklingen og nye ledelsesfilosofier. Derfor er der opstået nye begreber som bæredygtig, autentisk, værdibaseret, versatil og agil ledelse.

Og god ledelse er vigtig. Spørgsmålet er, hvad god ledelse er og hvilke konkrete ledelsesudfordringer organisationer og virksomheder står midt i / overfor her næsten 10 år efter finanskrisen.

Konkrete ledelsesudfordringer nu og her

Continue reading

En offentlig sektor under konstant beskydning

Løftet pegefinger

Danmarks offentlige sektor er stor, og vi betaler meget til den via skatten. Så der er store forventninger og krav til den. Og nulfejls- og effektivitetskulturen er udbredt.

Det er fair at stille krav og forvente, at den offentlige sektor leverer god service og lærer af sine fejl. Det undrer mig bare, at der ikke er den samme fokus på den private sektor; det er som om, at det tages for givet, at man her altid gør det godt.

Hvad med nogle af disse fakta (i denne postfaktuelle tid)?: Continue reading

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Selvmodsigelser i samspillet med de unge i uddannelsessystemet

Ungdommen er fremtiden, siger vi. Og der er brug for dem, for vi andre bliver ældre og går på et tidspunkt på pension, ned i tid eller holder for meget fast i fortiden.

Og initiativerne er der mange af (fremdriftsreform, reform af erhvervskolerne, gymnasiereform, debat om adgangskrav til gymnasierne, førtids- og fleksreform, kontanthjælpsreform mm.) – de er bare ikke altid de rigtige, eller også er de præget af kortsigtede løsninger, stereotype billeder af de unge og udpegning af, hvem der skal gøre tingene anderledes/skaber problemer. Sidstnævnte omfatter alt lige fra forældrene, de studerende, de unge selv, underviserne, rektorerne, folkeskolen og erhvervslivet.

Konsensus er der i hvert fald ikke. Og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen er der heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver. Nogle af dem ser vi allerede:

  • Fokus på karakterræs og produktion af kandidater
  • Ensretning – ingen plads til at tænke ud af boksen eller være noget specielt
  • Stressede studerende
  • Studerende med manglende erhvervserfaring
  • Erhvervsskoleer der nedprioriteres/forskelsbehandles og hvis elever bliver dem, der ikke klarer sig godt i folkeskolen eller selv må kæmpe for en læreplads/praktikplads
  • Sårbare unge, der falder ud af uddannelsessystemer flere gange og kastes rundt i de kommunale systemer

Unge er mere end bare unge, og de er ikke ens. Lige som ældre heller ikke alle er svage/fattige.

Det handler om at få de unge godt ud på den anden side af uddannelsessystemet til gavn for samfundet og dem selv.Og hvor der stilles rimelige krav og forventninger til dem.

Så blev der endelig sat gang i privatiseringsdebatten

Med Lars Løkkes snak om nulvækst i i den offentlige sektor har jeg længe haft den tanke, at han  virkeligheden taler om privatisering af den offentlige sektor, men ikke havde mod til at sige det.

Traditionelt set er venstrefløjen, inkl. Socialdemokraterne, mest skeptiske over for dette, især på velfærdsområdet. Men i praksis har de “røde” kommuner lagt mere op til udlicitering end de “blå”.  

Nu er den såkaldte produktivitetskommission så også kommet på banen med forslag om mere privatisering/udlicitering og offentligt-privat samarbejde. Og det har fået de ideologiske argumenter frem hos de forskellige politiske fløje på Christiansborg samt hos dele af fagbevægelsen.

Men hvorfor gøre det her til en religion? Fokus må ligge på kapacitet, kvalitet og udgifter.

Lige nu viser f.eks. beskæftigelsesindsatsen med al tydelighed, at hverken det offentlige eller det private evner at levere kvalitet for pengene. Så her skal der tænkes nyt og frit. Flere steder i kommunerne er der et alt for stor fokus på regler og procedurer i stedet for at se på borgernes konkrete situation og betragte dem som kunder. Her kunne man sikkert lære noget af både private virksomheder og frivillige foreninger. Og på hospitalsområdet har flere regioner sparet penge og undgået overkapacitet/underkapacitet ved at lade privathospitaler stå for bl.a. scanninger.

Men lad os nu se, om plejer er ved at dø.