Opgør med bureaukrati og regeltyrani

Regeringen, virksomheder, industrien og udvalgte brancher er alle ved at gøre op med unødvendige regler og bureaukrati. Ikke nødvendigvis en tillidsreform, for politikerne ved åbenbart bedst, og har svært ved at stoppe med at lovgive ud fra enkeltsager og forventningen om quick fixes. Derfor er der stadig – og vil nok altid være – regler og bureaukrati, som opfattes som opfattes som unødvendige for “manden på gulvet”.

Nogle af de steder som får gavn af dette opgør er små og mellemstore virksomheder, dele af den den offentlige sektor, foreningsdanmark samt life science industrien. Modtagelsen har været positiv, selvom der også har været stillet spørgsmålstegn ved mulighederne for kvalitets- og forbedringsarbejde samt risikoen for forringet patientsikkerhed.

Næste gang er det forhåbentlig styringsmodellerne og finansieringen af de forskellige dele af den offentlige sektor, som der sker noget med. For alle tre elementer i den vigtige sociale kapital er vigtige: tillid, mening og retfærdighed.

Dansk velfærd og uddannelse som eksportvarer

Vores velfærdssamfund får ofte hårde ord med på vejen. Nogle gange med god grund eller fordi den offentlige sektor bliver ved med at vokse. Andre gange fordi vi simpelthen kræver og forventer for meget som “betaling” for vores skat.

Dog kommer vi ikke udenom, at der bliver behov for en særlig indsats på f.eks. ældreområdet. Og der er plads til forbedring på social- og handicapområdet. Nogle mener ligefrem, at retstilstanden på socialområdet er ikke-eksisterende.

Men når det er sagt, så må Danmark gøre noget rigtigt. I hvert fald er vi godt ik gang med at eksportere vores viden og praksis inden for velfærds- og uddannelsesområdet. Således eksporterer Niels Brock og andre uddannelsesinstitutioner deres kurser og uddannelser til kinesere og nepalesere. En række virksomheder og institutioner eksporterer filosofien og indretningen af danske plejehjem til Japan og andre lande. Og velfærdsteknologi, som bl.a. er koncentreret omkring Odense, kommer også udenlandske borgere til gavn. Derudover har vi den danske højskoletradition, vores arbejdsmarkedskultur og vores professionsuddannelser, som også nyder anerkendelse internationalt og i nogle tilfælde er belvet en eksportsucces.

Kan den danske model stå distancen?

 

I kølvandet på forårets omfattende OK18-forhandlinger for det offentlige arbejdsmarked er der opstået usikkerhed om holdbarheden af den danske arbejdsmarkedsmodel og dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor er der bl.a. blevet foreslået et kvalitetstjek af den danske model.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU’s indre marked har ført til krav om, at alle EU-borgere skal have ret til børnecheck samt adgang til dagpenge efter en måneds arbejde. Det sker samtidig med, at EU-Kommissionen med et “arbejdsvilkårsdirektiv”, som skal give lønmodtagere adgang til en række minimumsrettigheder. Samtidig betyder nye ansættelsesformer, at der i fremtiden vil være færre, der er omfattet af de overenskomster, som er et af hovedpunkterne for forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Spørgsmålet er, hvad man kan stille op, og om der i så fald er et bedre alternativ.

Derudover er det ikke sikkert, at det er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, der fører til, at flere får en plads på arbejdsmarkedet, uanset om man er ufaglært, akademiker, handicappet, udlænding eller +50. For slet ikke at tale om den generelle tillidskrise mellem især store dele af den offentlige sektor og politikerne på Christiansborg.

God ledelse er vigtig – men hvad er vigtigst nu og her?

Leder - chef

Ledelse er for alvor kommet på dagsorden i Danmark med både en ledelseskommission, et disruptionråd, en komité for god selskabsledelse samt en række nye forskningsprojekter finansieret af bl.a. Industriens Fond. Hertil kommer et hav af ledelseshåndbøger og -artikler, der er skrevet af førende ledelsesguruer og forskere i ind- og udland.

Årsagerne til den store fokus på området er mange, herunder konkrete udfordringer, organisationsændringer, samfundssudviklingen og nye ledelsesfilosofier. Derfor er der opstået nye begreber som bæredygtig, autentisk, værdibaseret, versatil og agil ledelse.

Og god ledelse er vigtig. Spørgsmålet er, hvad god ledelse er og hvilke konkrete ledelsesudfordringer organisationer og virksomheder står midt i / overfor her næsten 10 år efter finanskrisen.

Konkrete ledelsesudfordringer nu og her

Continue reading

En offentlig sektor under konstant beskydning

Løftet pegefinger

Danmarks offentlige sektor er stor, og vi betaler meget til den via skatten. Så der er store forventninger og krav til den. Og nulfejls- og effektivitetskulturen er udbredt.

Det er fair at stille krav og forvente, at den offentlige sektor leverer god service og lærer af sine fejl. Det undrer mig bare, at der ikke er den samme fokus på den private sektor; det er som om, at det tages for givet, at man her altid gør det godt.

Hvad med nogle af disse fakta (i denne postfaktuelle tid)?: Continue reading

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Selvmodsigelser i samspillet med de unge i uddannelsessystemet

Ungdommen er fremtiden, siger vi. Og der er brug for dem, for vi andre bliver ældre og går på et tidspunkt på pension, ned i tid eller holder for meget fast i fortiden.

Og initiativerne er der mange af (fremdriftsreform, reform af erhvervskolerne, gymnasiereform, debat om adgangskrav til gymnasierne, førtids- og fleksreform, kontanthjælpsreform mm.) – de er bare ikke altid de rigtige, eller også er de præget af kortsigtede løsninger, stereotype billeder af de unge og udpegning af, hvem der skal gøre tingene anderledes/skaber problemer. Sidstnævnte omfatter alt lige fra forældrene, de studerende, de unge selv, underviserne, rektorerne, folkeskolen og erhvervslivet.

Konsensus er der i hvert fald ikke. Og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen er der heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver. Nogle af dem ser vi allerede:

  • Fokus på karakterræs og produktion af kandidater
  • Ensretning – ingen plads til at tænke ud af boksen eller være noget specielt
  • Stressede studerende
  • Studerende med manglende erhvervserfaring
  • Erhvervsskoleer der nedprioriteres/forskelsbehandles og hvis elever bliver dem, der ikke klarer sig godt i folkeskolen eller selv må kæmpe for en læreplads/praktikplads
  • Sårbare unge, der falder ud af uddannelsessystemer flere gange og kastes rundt i de kommunale systemer

Unge er mere end bare unge, og de er ikke ens. Lige som ældre heller ikke alle er svage/fattige.

Det handler om at få de unge godt ud på den anden side af uddannelsessystemet til gavn for samfundet og dem selv.Og hvor der stilles rimelige krav og forventninger til dem.

Så blev der endelig sat gang i privatiseringsdebatten

Med Lars Løkkes snak om nulvækst i i den offentlige sektor har jeg længe haft den tanke, at han  virkeligheden taler om privatisering af den offentlige sektor, men ikke havde mod til at sige det.

Traditionelt set er venstrefløjen, inkl. Socialdemokraterne, mest skeptiske over for dette, især på velfærdsområdet. Men i praksis har de “røde” kommuner lagt mere op til udlicitering end de “blå”.  

Nu er den såkaldte produktivitetskommission så også kommet på banen med forslag om mere privatisering/udlicitering og offentligt-privat samarbejde. Og det har fået de ideologiske argumenter frem hos de forskellige politiske fløje på Christiansborg samt hos dele af fagbevægelsen.

Men hvorfor gøre det her til en religion? Fokus må ligge på kapacitet, kvalitet og udgifter.

Lige nu viser f.eks. beskæftigelsesindsatsen med al tydelighed, at hverken det offentlige eller det private evner at levere kvalitet for pengene. Så her skal der tænkes nyt og frit. Flere steder i kommunerne er der et alt for stor fokus på regler og procedurer i stedet for at se på borgernes konkrete situation og betragte dem som kunder. Her kunne man sikkert lære noget af både private virksomheder og frivillige foreninger. Og på hospitalsområdet har flere regioner sparet penge og undgået overkapacitet/underkapacitet ved at lade privathospitaler stå for bl.a. scanninger.

Men lad os nu se, om plejer er ved at dø.   

 

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Sæt den offentlige sektor fri

Foto: shutterstock

60 mio. timer om året. Så mange timer har vi åbenbart råd til at bruge på dokumentation i den offentlige sektor ifølge FTF . Eller ”al magt til bureaukratiet”, som Lisbeth Knudsen udtrykker det.

Og megen af dette bureaukrati indføres med åbne øjne, bl.a. med argumentet om, at regelforenkling kræver flere regler. Således omtalte Ugebrevet A4 sidste år, hvordan den daværende regering afviste hvert 3. forslag til regelforenkling.

I faglige kredse er der uenighed om konsekvenserne af denne bureaukratisering. Tænketanken Cevea, FOA og FTF mener, at det tager tid fra borgerne og reducerer velfærden. På den anden side mener DJØF, at tallet er for højt sat og at der er sat et fjendebillede op over for embedsmændene, der typisk arbejder med dette område.

I Danske Regioner har man forsøgt at gøre noget ved det, og i kommunerne er man i gang med en række digitaliseringsprojekter, som kan være med til at give flere varme hænder.

Men problemerne er langt fra løst, slet ikke i en tid, hvor der mangler sundhedspersonale og f.eks. psykiatere vælger at søge væk. Samtidig skriger middelklassen på mere velfærd, kommuner og regioner skærer ned og de handicappede og psykisk syge bliver mødt med beskeden om, at de belaster kommunekasserne for meget.

For mit eget vedkommende er jeg lidt skeptisk i forhold til både digitaliseringsplanerne og politikernes løfter. Tillid er godt, men kontrol er åbenbart bedre. Så det er nødvendigt selv at komme på banen. I mit tilfælde har det bl.a. ført til, at Frederikssund Kommune i 2009 vedtog et forslag om en tillids- og afbureaukratiseringsaftale.

Næste skridt bliver at se, hvad frikommuneforsøget bringer med sig.