Danmarks globale udsyn – eller mangel på samme

Danmark er en lille og åben økonomi. Måske det er derfor, at sloganet for den danske erhvervsstrategi er “Open – for business and pleasure”.

Men et er ord og perspektiv. Noget andet er konkret praksis. For det virker mere og mere som om, at business og pleasure tages meget alvorligt. Forretningsfolk og turister er velkomne, dvs. personer der viser interesse for vores land og erhvervsmuligheder, men som ikke har et primært ønske om at bo her.

Det siger noget om det globale danske udsyn blandt befolkningen og danske politikere. Og det viser sig i den politik der bliver gennemført. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for dansk økonomi, danske borgere, dansk erhvervsliv og Danmarks renomé i udlandet.

Det har ført til undren, medieomtaler og opsange fra en bred front: erhvervsfolk, erhvervsorganisationer, dygtige udlændinge, danskere i udlandet, danskere der ønsker at bo i Danmark med deres udenlandske partner, internationale medier og NGO’er.

Lars Himmer og Sara Riis-Carstensen illustrerede det ganske godt, da de talte ved Dansk Erhvervs Årsdag 2018.

For Lars Himmer er vi blinde for det enorme potentiale der ligger i de ca. 800.000 personer, der hvert år vender tilbage til Danmark med global viden og erfaringer i bagagen. Og Sara Riis-Carstensen gjorde opmærksom på, at blot fordi vi ved, at et produkt eller en virksomhed er dansk, så er det ikke nødvendigvis tilfældet i udlandet.

Danmarks statsminister er ikke nem at blive klog på. For han siger noget forskelligt hele tiden: Danmark er et åbent land (Dansk Erhvervs Årsdag 2018). Danmark har plads til dem der kan og vil (Nytårstale). Danmark skal tage imod dem vi inviterer (Tweet). Regeringen vil sikre, at dansk erhvervsliv kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft (Dansk erhvervsliv) og Danmark som international partner (Regeringsgrundlaget).

Og uanset hvad man måtte mene om udlændinge – især dem fra ikke-vestlige lande, så skyder vi os selv i foden og bringer os i disse situationer:

  • Færre dygtige udlændinge, der søger til Danmark for at arbejde
  • Danskere som ikke bliver anerkendt for deres viden om internationale forhold og erhvervsforholdene på vigtige eksportmarkeder
  • Et turisterhverv der har det godt, men alligevel går glip af indtægter og turister
  • Danske virksomheder der ikke kan tiltrække den arbejdskraft de har brug for, og som de ikke kan skaffe i Danmark
  • Danskere der ikke kan få lov til at bo med deres partner i deres fædreland
  • Udlændinge der kriminaliseres for at arbejde i Danmark, f.eks. sagen om en forsker der holdt oplæg for danske politikere.

Har vi råd til det på sigt? Er det prisen værd? Og hvad er den danske holdning egentlig?

Fastholdelse af psykisk sårbare på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedets fokus på produktivitet, effektivitet, konkurrenecevne og gennemførelse af udviklings- og forandringsprocesser kan være en udfordring i hverdagen. Ikke mindst for de medarbejdere, der har svært ved at klare presset eller er psykisk sårbare. Og det kræver særlig bevågenhed fra ledere og personaleansvarlige for at sikre, at disse medarbejdere kan blive fastholdt på arbejdsmarkedet.

Dertil kommer behovet for en særlig indsats for at hjælpe personer med en pykisk sårbarhed eller sygdom, ind på/tilbage på arbejdsmarkedet. For altfor mange, der gerne vil/kan bidrage på arbejdsmarkedet har ikke mulighed for det i dag.

Derfor er det positivt, at DA er kommet på banen og gør opmærksom på, at deres medlemsvirksomheder har behov for viden på dette område. Ligeledes er det godt, at folketinget har afsat midler til at styrke indsatsen.

Derudover kunne virksomhederne blive bedre til at opsøge den eksisterende viden på området. Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, Arbejdsmiljørådet, Psykiatrifonden, Rådet for Psykiask Sårbare på Arbejdsmarkedet, CAVI/Vinsa, Region Hovedstadens Psykiatri, landskampagnen Én af os med flere har stor viden og gode råd til,hvordan virksomhederne kan arbejde for at fastholde og inkludere psykisk sårbare på arbejdsmarkedet.

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Claus Meyer gør vel intet forkert i at udvise socialt ansvar

Samfundets, politikernes og myndighedernes manglende indsats for voldsofre har gjort mange vrede. I denne uge er denne vrede så af nogle blevet projektioneret over på Claus Meyer, der “tillader sig” at at udvise et socialt ansvar i forhold til at bringe voldsmændene på ret køl ved at tilbyde dem arbejde eller praktik efter udstået dom / prøveløsladelse.

Hvad skulle alternativet være? Og ønsker vi ikke at disse personer bliver resocialiseret, hvis det er muligt? Det ene behøver vel ikke udelukke det andet.

Problemet ligger et andet sted. Claus Meyers sociale ansvar betragtes som en belønning af voldsmanden. Men hvori ligger det forkerte i det? Er det ikke positivt, at vedkommende bidrager til samfundet og tjener sine egne penge – penge der kan gå til at betale ofret erstatning? Det er ikke Claus Meyers skyld, at voldsdømte dels bliver prøveløsladt efter få år, dels at politikerne ikke har prioriteret et ordentligt tilbud til ofrene i form af retshjælp, erstatning, psykologhjælp mv. Det eneste man kan fortænke ham i er, at lave et stykke arbejde, der bliver vist på TV. Det kan naturligvis virke krænkende på eventuelle ofre.

Mon den nye ligestillingsminister har minoritets- og testosteronbrillerne på?

Det halter med ligestillingen, når det drejer sig om at give folk mulighed for at realisere deres potentiale. Imidlertid overdøves ligetillingsdebatten af en skinger kønsdebat, der helt udelukker de ligestillingsproblemer, som udsatte mænd, etniske minoriteter og seniorer slås med.

Spørgsmålet er, om vores nye mandlige og etniske ligestillingsminister har – og får lov til at sætte -minoritets- og testosteronbrillerne på, så vi kan få en bredere og mere helhedsorienteret ligestillingspolitik.

Det ville klæde Danmark og komme landet til gavn, hvis flere følte sig som en værdsat og aktiv del af vores samfund.

Daginstitutionerne har brug for andet end løftede pegefingre

Forventningerne til vores daginstitutioner har nået uanede højder, og derfor er det også nemt at blive skuffet.

Den seneste tid har kritikken gået på antallet af lukkeuger, for feminine værdier, opbevaring frem for pasning samt nedslidning af bygninger og faciliteter.

Men hvem har egentlig gjort noget for at rekruttere flere mænd til daginstitutionerne? Hvor mange vil betale mere i ejendomsskat, så vi har råd til at ansætte flere pædagoger? Hvem har sidst skrevet et rosende læserbrev om en lokal daginstitition – vel og mærke én, der ikke var lukningstruet? Og hvor mange afser tid til at deltage i samtaler med ledere og pædagoger, tage en halv fridag eller sige fra over for den mængde af papirarbejde, som tynger institutionerne?

Kort sagt, hvor mange har foretaget sig noget konstruktivt eller set på dagsinstitutionerne fra andet end deres egen lille verden?

Hvorfor gøre kvinder til en klods om benet?

Selvom jeg nægter at gå med i hylekoret af kvinder, der portrætterer kvinder som ofre for et mandschauvinistisk arbejdsmarked, så anerkender jeg, at der er nogle strukturer, som er med til at stille kvinderne på arbejdsmarkedet.

Kvinder i den fødedygtige alder er ikke i høj kurs alle steder, etableringen af en central barselsfond for selvstændige kvinder er endnu en gang udskudt og en række virksomheder har stadig svært ved at fokusere på kompetencer frem for køn.

Derfor bliver mange kvinder unødigt gjort til en klods om benet. Det gælder for jobcentrene m.fl., der opfordrer kvinder til at kaste sig ud i en tilværelse som selvstændig, små virksomheder med mange generalistfunktioner og virksomheder der kan ende med at gå konkurs ved afskedigelsen af gravide medarbejdere.

Risikoen er, at vi spilder kvindeligt talent, fastholder kvinder i ledighed og fastholder kvinderne i den offentlige sektor. Og det er der ikke just meget potentiale i.

Mangfoldighedsledelse som led i debatten om førtidspension og efterløn

Begreber som mangfoldighedsledelse og talentpleje bliver stort set ikke brugt i debatten om førtidspension og efterløn.

Det er ærgerligt, for rigtigt mange kan og vil gerne arbejde, men får ikke mulighed for det. Således har det “grå guld” ikke mange chancer på det offentlige arbejdsmarked, store dele af erhvervslivet skærer alle udlændinge over én kam, og der bliver ikke gjort nok for at finde en plads til psykisk syge og handicappede.

Dermed forpasser vi også muligheden for at realisere potentialet blandt disse grupper og gøre flere mennesker selvhjulpne.