Den gode arbejdslivsbalance er ikke ens for alle

                 Shutterstock/Lucian3D

Lad os starte med den gode nyhed: Danmark har, ifølge World Economic Forum, vedens bedste arbejdslivsbalance. Det skal vi være glade for, for det har positiv betydning for vores sundhed, produktivitet og effektivitet samt giver plads til flere på arbejdsmarkedet.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærene eller betragte det, som noget der er kommet af sig selv. Det er et fælles ansvar at sikre en god arbejdslivsbalance. Og her har vi meget at takke vores velfærdssamfund og lønmodtagerrettigheder for. Samtidig er lange arbejdstider ikke i høj kurs eller noget vi er tvunget til, bla. pga. rimelige lønninger.

Til gengæld er det med arbejdslivsbalancen ikke noget, som alle har lige stor indflydelse på, lige som den rette arbejdslivsbalance kan variere fra person til person og over tid. Og med den aktuelle stress-epidemi og ledighed blandt handicappede og seniorer, må der være noget der halter et sted.

Med GIG-økonomien, hvor flere og flere arbejder som løstansatte, kan det være svært at opnå et fast og stabilt arbejdsliv med en grundlæggende og sund arbejdslivsbalance. Med mindre man er heldig, evner at styre sin tid, har faste kunder, ikke er tvunget til at arbejde en masse timer og / eller  trives med livet som fri agent. I dele af den  offentlige sektor er der en praksis med mange deltidsansættelser. Det tiltaler nogle, især kvinder, men det kan også være kilde til økonomisk og faglig frustration.

Samtidig er vi mennesker forskellige, lige som vores livsforløb betyder, at vi på nogle tidspunkter har et stort ønske om og en masse energi til at “rykke”og pleje karrieren, mens vi har andre behov og ønsker, når vi stifter familie, oplever sygdom/kriser eller nærmere os pensionsalderen. Derfor er en god arbejdslivsbalance ikke det samme for alle.

Det oplever mange virksomheder nu, hvor der inden for visse fag og brancher er mangel på kvalificeret arbejdskraft, opleves nedslidning, stress og stor personaleomsætning samt en generel centralisering af arbejdspladserne.

Dertil kommer den nye millenialsgeneration, som er på vej ud på arbejdsmarkedet – eller allerede har gjort deres første joberfaringer. De vil have et meningsfyldt arbejde, de vil have indflydelse, de bliver ikke hængende så længe og – vigtigst af alt: de skelner ikke helt mellem arbejde og fritid.

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Sikring af en god arbejdslivbalance er en fælles opgave

Der er ingen tvivl om, at vi med et moderne og hektisk arbejdsliv har brug for at sikre en god arbejdslivbalance. Og her er alle parter nødt til at bidrage med løsninger og nye måder at indrette vores arbejdsliv på.

Virksomhederne kan bidrage med en mere fleksibelt indrettet arbejdsdag/arbejdsplads og en kultur, hvor det ikke forventes, at medarbejderne skal være på hele tiden, medarbejderne belønnes for deres resultater og indsats frem for på deres arbejdstid og arbejdspresset ikke forbliver for højt.

Politikerne, i samarbejde med fagbevægelsen, kan bidrage til at skabe nogle gode rammer og motivere virksomhederne til at vælge nogle gode løsninger/praksisser. Men de skal ikke gå ind og moralisere eller diktere ned i detaljen, hvordan virksomhederne skal indrette sig eller blande sig i, hvordan medarbejderne planlægger og indretter deres arbejdsliv.

For medarbejderne/borgerne må også selv tage et medansvar for at sikre sig et godt arbejdsliv med plads til familie- og fritidsliv. Hvis man vil dyrke karrieren i en periode, insisterer på at leve et godt liv i storbyen, stifte en stor familie eller satser på et aktivt fritidsliv, så må man vælge noget andet fra eller spare op til det. Her er det ikke rimeligt at bede andre om at klare ærterne eller levere en løsning på det gode liv.

 

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Hjemmearbejde – hvor svært kan det være?

Industrisamfundet er en saga blot, men beskæftigelseslovgivningen er ikke fulgt med ind i det 21. århundrede. I hvert fald sker det kun med ganske få skridt.

I 2011 vedtog man en national hjemmearbejdsdag. Det ser jeg som et skridt i den rigtige retning, for mange har jo rent faktisk en hjemmearbejdsplads. Og hver 3. lønmodtager har et job, der gør det muligt. Ligeledes viser en dansk undersøgelse fra 2008, at mange danskere elsker deres hjemmearbejdsplads. Måske fordi de så kan arbejde, når de er mest effektive og når det passer ind i hverdagen. Samtidig kan de slippe for myldretrafik, larm og afbrydelser.

Efter finanskrisen er billedet ifølge Randstad ændret en del, måske fordi folk er bange for at miste deres arbejde og tilhørsforhold til gode kolleger.

Det handler vel om at skabe optimale arbejdsbetingelser og fokusere på, hvilke resultater vi skaber i stedet for entydigt at bedømme lønmodtagere ud fra, hvor hvornår og hvor meget de arbejder. Uden at det dog skal føre til en forventning om, at folk er til rådighed 24 timer i døgnet.

Sæt den offentlige sektor fri

Foto: shutterstock

60 mio. timer om året. Så mange timer har vi åbenbart råd til at bruge på dokumentation i den offentlige sektor ifølge FTF . Eller ”al magt til bureaukratiet”, som Lisbeth Knudsen udtrykker det.

Og megen af dette bureaukrati indføres med åbne øjne, bl.a. med argumentet om, at regelforenkling kræver flere regler. Således omtalte Ugebrevet A4 sidste år, hvordan den daværende regering afviste hvert 3. forslag til regelforenkling.

I faglige kredse er der uenighed om konsekvenserne af denne bureaukratisering. Tænketanken Cevea, FOA og FTF mener, at det tager tid fra borgerne og reducerer velfærden. På den anden side mener DJØF, at tallet er for højt sat og at der er sat et fjendebillede op over for embedsmændene, der typisk arbejder med dette område.

I Danske Regioner har man forsøgt at gøre noget ved det, og i kommunerne er man i gang med en række digitaliseringsprojekter, som kan være med til at give flere varme hænder.

Men problemerne er langt fra løst, slet ikke i en tid, hvor der mangler sundhedspersonale og f.eks. psykiatere vælger at søge væk. Samtidig skriger middelklassen på mere velfærd, kommuner og regioner skærer ned og de handicappede og psykisk syge bliver mødt med beskeden om, at de belaster kommunekasserne for meget.

For mit eget vedkommende er jeg lidt skeptisk i forhold til både digitaliseringsplanerne og politikernes løfter. Tillid er godt, men kontrol er åbenbart bedre. Så det er nødvendigt selv at komme på banen. I mit tilfælde har det bl.a. ført til, at Frederikssund Kommune i 2009 vedtog et forslag om en tillids- og afbureaukratiseringsaftale.

Næste skridt bliver at se, hvad frikommuneforsøget bringer med sig.

Til gløgg og æbleskiver hos Mette Frederiksen

Som nyt medlem af Foreningen af Arbejdsmarkedsjournalister havde jeg fornøjelsen af at opleve Mette Frederiksen på slap line. Det blev til et par mundtre timer med debat om alt fra konsekvenserne af efterlønsreformen og  manglende fornuft i kommunernes beskæftigelsesindsats til krævementaliteten blandt unge ledige og afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Derudover gav Mette Frederiksen et indblik i regeringens planer på områder som social dumping, ungdomsarbejdsløshed og de kommende arbejdsmarkedsreformer og overenskomstforhandlinger.

For mit eget vedkommende forsøgte jeg at sætte fokus på vilkårene for psykisk syge samt regeringens løfte om en barselsfond for selvstændige. Førstnævnte var ikke så nemt at komme igennem med, mens hun bekræftede, at planerne om en barselsfond nok kom på bordet i 2013. Dog undlod hun at fortælle, at det allerede ville blive lanceret kort efter dette møde.

Fleksibilitet giver en bedre arbejdslivsbalance

For 14 dage siden havde jeg fornøjelsen af at mødes med Camilla Kring og Rolf Eriksen fra B-Samfundet / Balancepartiet.

Ikke alene delte vi synspunkter omkring fremtidens arbejdsmarked. De tog sig også tid til en mere nuanceret debat omkring emner som det fleksible arbejdsmarked, arbejdslivsbalance, innovation, konkurrenceevne og talentpleje. Og jeg skal hilse og sige, at de bringer mange gode og nye ideer på bordet.

Det savner jeg i høj grad nu, hvor det hele handler om efterløn, kommunal økonomi, velfærd for middelklassen og grøn vækst.

Denne status quo bringer ikke Danmark videre, og det gør hellere ikke tilværelsen bedre for de danske lønmodtagere, iværksættere, arbejdsgivere og jobsøgende. Og det er jo dem, som skal være med til at skabe et Danmark i udvikling.

Så der er brug for, at vi er nogle som tør tænke utraditionelt, råbe op og nuancere erhvervs- og arbejdsmarkedsdebatten.