Mangel på arbejdskraft – en kamp om sandheden

Uenigheden om, hvor vidt dansk erhvervsliv lider under mangel på arbejdskraft er stor. Det skyldes bl.a., at problemets omfang og årsag afhænger meget af, hvilke øjne der ser, hvilke behov man har, hvordan man betragter erhvervsudviklingen og hvor vidt løsningerne forventes løst af virksomhederne, de ledige, dem der mangler en praktikplads, politikerne, fagbevægelsen eller uddannelsesinstitutionerne.

Svaret er nok, at det er noget der skal løses i fællesskab, at man er nødt til at se på behovene både nu og om 20 år, og at udfordringerne er forskellige alt efter hvilken branche, faggruppe og landsdel, der er tale om.

Personligt mener jeg, at der er nogle åbenlyse udfordringer og tendenser, som ingen kan løbe fra og som kræver handling lige nu, herunder:

  • Der er kamp om talenterne inden for visse områder, bl.a. håndværkere, it-specialister, ingeniører og social- og sundhedsassistenter. Og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udfordringerne omkring manglende praktikpladser er ved at blive løst, og der bliver oprettet flere studiepladser inden for STEM-fagene.Det ændrer bare ikke på, at en ledig procesoperatør, 60-årig bogholder eller nedslidt jord- og betonarbejder kan omskoles eller har evnerne til at skifte til sådanne jobs. Det er ikke noget der klares med få måneders uddannelse. Og ekspertisen hertil ligger på uddannelsesstederne – sjældent i små- og mellemstore virksomheder Og hvem siger, at virksomhederne vil ansætte dem?
  • Øget mobilitet og forbedret rekrutteringspraksis kan man ikke rigtigt lovgive om. Det kræver en kultur- og praksisændring. Jeg er selv vant til at pendle, har taget ufaglært arbejde eller jobs uden for mit fagområde, og har selv været opsøgende. Arbejdspladserne kan ikke sådan flytte hen, hvor de ledige bor, men de kan være bedre til at sælge deres ledige stillinger og skabe rammer, der gør deres jobs og virksomhed mere attraktiv for bl.a. kvinder, og den nye unge generation, der kræver både mening i og indflydelse på deres arbejde.
  • Et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor vi kan frigøre det uudnyttede potentiale, der er hos personer, der er nedslidte, har psykiske udfordringer, et fysisk handicap, har et ikke-danskklingende navn eller er passeret de 60. Det er måske ikke alle, der kan være med til at udvikle og implementere kunstig intelligens, bygge hospitaler eller programmere it. Men så kan de måske noget andet. Og det bliver der også plads til. For en del af de jobs vi skal leve af om 20 år er ikke omfundet endnu. Og en del af dem vil være såkaldte gig-jobs, dvs. jobs hvor man ikke er fastansat.

Kan den danske model stå distancen?

 

I kølvandet på forårets omfattende OK18-forhandlinger for det offentlige arbejdsmarked er der opstået usikkerhed om holdbarheden af den danske arbejdsmarkedsmodel og dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor er der bl.a. blevet foreslået et kvalitetstjek af den danske model.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU’s indre marked har ført til krav om, at alle EU-borgere skal have ret til børnecheck samt adgang til dagpenge efter en måneds arbejde. Det sker samtidig med, at EU-Kommissionen med et “arbejdsvilkårsdirektiv”, som skal give lønmodtagere adgang til en række minimumsrettigheder. Samtidig betyder nye ansættelsesformer, at der i fremtiden vil være færre, der er omfattet af de overenskomster, som er et af hovedpunkterne for forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Spørgsmålet er, hvad man kan stille op, og om der i så fald er et bedre alternativ.

Derudover er det ikke sikkert, at det er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, der fører til, at flere får en plads på arbejdsmarkedet, uanset om man er ufaglært, akademiker, handicappet, udlænding eller +50. For slet ikke at tale om den generelle tillidskrise mellem især store dele af den offentlige sektor og politikerne på Christiansborg.

Konkurrencestaten – hvor langt vil vi gå?

Danmarks finansminister har meldt ud, at vi befinder os i en konkurrencestat. Det han nok ret i. Og erhvervslivet stiller også krav om bedre vilkår for at klare sig i den internationale konkurrence.

Men hvad med konkurrencen på det danske arbejdsmarked? Skal den også være fri og fair?

Udbudsreglerne betyder i praksis, at kun de største aktører med det billigste bud vinder. Og prisen holder sjældent i virkeligheden. Social dumping og manglende kædeansvar er heller ikke just et udtryk for fair konkurrence. Men det bekymrer finansministeren og liberale politikere sig ikke om. Det er kun skatten, der er problemet.

Og hvad med aupair-ordningen? Hvorfor skal små selvstændige servicefirmaer udkonkurreres, fordi rige nordsjællendere ikke vil betale for børnepasning, rengøring og madlavning? På samme måde fratager SKI-aftalen det offentlige fra at købe ind hos den billigste leverandør. Senest har Atea fået lov til at være eneleverandør til staten.

Så der er lang vej til at vi får noget der minder om en konkurrencestat.

Helligdage – en særlig hellig ko

Foto: Shutterstock

Klicheen lyder ofte, at der skal sluges nogle kameler. Med sammenbruddet i trepartsforhandlingerne har det vist sig, at én af disse kameler – fjernelse af feriedage eller helligdage – simpelt hen er for hellig en ko.

Dette får mig endnu en gang til at tænke på, om danskerne og topforhandlerne kan skelne mellem velfærd og velstand. Ja, der er stor arbejdsløshed, men slet ikke som i 80’erne eller under Nyrup. Og ja, lønmodtagerne har vist løntilbageholdenhed. Men vi lever i et land, hvor de fleste på arbejdsmarkedet har op til 6 ugers ferie, social sikkerhed, ret til sygedagpenge og flere måneders barsel.

Mon ikke det vare vigtigere at kæmpe for at sikre gode rammevilkår for danske virksomheder, fastholdelse af ufaglærte og faglærte på arbejdsmarkedet, et bedre psykisk arbejdsmiljø samt bekæmpe udnyttelse af ledige og udlændinge?

Fagforeningen som modspiller

I weekenden var jeg til en social sammenkomst, hvor forskellige meninger om dette og hint blev luftet.

Ét af emnerne var folkeskolen og de udfordringer lærerne står overfor. Her bragte en engageret én af slagsen følgende på banen: hans skole havde invilliget i at betale for noget efteruddannelse, som han skulle gennemføre i sin fritid. Glad var han – lige indtil det kom fagforeningen for øre. Næ, nej, det kunne der ikke være tale om. Det må kun finde sted inden for normal arbejdstid, hvilket ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden. Havde det i stedet for været ham selv, der betalte for det, så var det ikke noget problem.

Summa summarum. Én lærer mindre uden efteruddannelse, og en skole der skal hyre en lærer til at undervise i 1 fag, fordi de nuværende lærere ikke kan levere kvalificeret undervisning i det pågældende fag.

Socialt balanceret tilbagetrækningsreform

Velfærdsdebatten handler efter min mening alt for meget om rettigheder og offerliggørelse af middelklassen. Det afslørede fagforeningsbossen Harald Børsting også, da han udtalte, at “middelklassen ikke har ansvar for at udvise solidaritet med de svageste”. Næh, det handler åbenbart mere om, hvad man har ret til end hvad man har brug for. Selv for dem, som ikke har indbetalt til efterlønnen.

Det er også derfor, at oppositionen siger nej tak til regeringens bud på en tilbagetrækningsreform, som tilmed er socialt balanceret. For med regeringens tilbagetrækningsreform bliver det lettere for nedslidte at komme på førtidspension. Men at være på førtidspension er åbenbart ikke så respektabelt som at være på efterløn.

Har fagbevægelsen spillet fallit?

Samme arbejdsbyrde for en 71-årig murer som en 25-årig? Rabat på forsikringer, feriehuse og kulturoplevelser. Dyre reklameannoncer. Kampen mod østeuroæisk arbejdskraft og “gule” fagforeninger. Opbakning til højere skatter med deraf følgende lønpres og dårligere konkurrenceevne. Manglende indsats mod byggesjusk. Og ja, sikkert en hel del mere.

Er det virkelig alt, hvad den traditionelle fagbevægelse har at byde på i dag?

Hvad blev der af tankerne om det rummelige og fleksible arbejdsmarked? Kræver det for mange individuelle hensyn og tilvænning til en ny og moderne tid?

Og hvad med de ufaglærte, SO-Su’ernes og håndværkernes dårlige helbred og livsstil? Er det blot samfundets skyld?

Og hvad med behovet for efteruddannelse? Regeringen har valgt at beskære uddannels- og arbejdsmarkedsområdet med 5,5 mia. de næste 3 år. Her har fagbevægelsen været usandsynligt tavse. Måske fordi EU har finansieret store dele af efteruddannelsesindsatsen for fyrede håndværkere og ufaglærte i Jylland.

Til gengæld har man kæmpet mod en reform af efterlønnen – den er en rettighed, også til dem der kan og vil arbejde længere. Men det er man måske ikke interesseret i?

Spørgsmålet er, hvis interesser den traditionelle fagbevægelse arbejder for? Og om fagbevægelsen har hvilet lidt for længe på laurbærene.