Frihandel er mere end et privilegium

Intet land kan leve af at handle med sig selv, klippe hinanden eller finansiere udgifter med skatter. Og det er få forbrugere, der kun køber produkter fra deres eget land. Heller ikke de mest nationalistiske eller bæredygtighedselskende af slagsen.

Frihandel har gavnet mange lande og kontinenter. Til gengæld er det ikke alle der nyder godt af frihandelsprivilegiet. Især ikke Afrika. Derfor ser vi en folkevandring og hjerneflugt fra bl.a. mange tidligere kolonier, som den vestlige verden nu spiser af med bistandsmidler og import af udvalgte varer og ressourcer.

For Danmarks vedkommende kan vi, ifølge en ny analyse, takke EU’s fælles indre marked for, at vi er 10 % rigere og har et 5 % større bruttonationalprodukt. Og for EU som helhed er frihandlen med til at sikre 56 mio. jobs. Især de små og mellemstore virksomheder nyder godt af det.

Men med frihandel bliver der også stillet krav. Lige nu er det et af de største stridspunkter ved Brexit-forhandlingerne. Og frihandel er ikke en garanti for eksport. Det oplever USA bl.a. Deres svar har været at indføre told og afgifter på varer fra Kina og EU. Men hvorfor ikke se på, hvorfor amerkanerne og udlandet vælger amerikanske produkter fra.

Frihandel løser ikke alt, og kan på nogle måder spænde ben for en bæredygtig erhvervsudvikling. Og der er også andre udfordringer i form af manglende standardisering, statsstøtte og digitale benspænd. Her har verdenshandelsorganisationen WTO ikke fulgt med tiden og udviklingen. Derfor er der lagt op til en større reform for at forhindre unfair konkurrence og en decideret handelskrig.

Dansk velfærd og uddannelse som eksportvarer

Vores velfærdssamfund får ofte hårde ord med på vejen. Nogle gange med god grund eller fordi den offentlige sektor bliver ved med at vokse. Andre gange fordi vi simpelthen kræver og forventer for meget som “betaling” for vores skat.

Dog kommer vi ikke udenom, at der bliver behov for en særlig indsats på f.eks. ældreområdet. Og der er plads til forbedring på social- og handicapområdet. Nogle mener ligefrem, at retstilstanden på socialområdet er ikke-eksisterende.

Men når det er sagt, så må Danmark gøre noget rigtigt. I hvert fald er vi godt ik gang med at eksportere vores viden og praksis inden for velfærds- og uddannelsesområdet. Således eksporterer Niels Brock og andre uddannelsesinstitutioner deres kurser og uddannelser til kinesere og nepalesere. En række virksomheder og institutioner eksporterer filosofien og indretningen af danske plejehjem til Japan og andre lande. Og velfærdsteknologi, som bl.a. er koncentreret omkring Odense, kommer også udenlandske borgere til gavn. Derudover har vi den danske højskoletradition, vores arbejdsmarkedskultur og vores professionsuddannelser, som også nyder anerkendelse internationalt og i nogle tilfælde er belvet en eksportsucces.