Grænser for den frivillige sektors arbejde

Det frivilige (sociale) arbejde er hverken krymmel på kransekagen eller noget der kan erstatte væsentlige velfærdsfunktioner. Hen over sommeren, og som del af debatterne på bl.a. Folkemødet, har der været fokus på betydningen af og rammerne for det frivillige arbejde, som 40 % af danskerne deltager i.

Udviklingen i det frivillige arbejde viser, at samarbejdet mellem kommuner/hospitaler og frivillige er blevet mere organiseret, at flere udfører frivilligt arbejde uden om foreningerne, at der er behov for øget støtte og kompetenceudvikling af frivillige samt at der er en gråzone i udbredelsen af frivilligt arbejde i forhold til, hvilke opgaver der kan/bør løses af henholdsvis frivillige og ansatte.

Det frivillige arbejde har sine fordele, og corporate volounteering indgår bl.a. i flere virksomheders CSR-arbejde, herunder i den finansielle sektor og større teknologiske virksomheder. Andre virksomheder vælger at støtte frivillige organisationer, f.eks. gennem sponsorater For nogle borgere er frivilligt arbejde en vej til inklusion i samfundet, med til at skabe empowerment og/eller adgangsbillet til et arbejde. Fleer fonde er begyndt at arbejde mere strategisk med deres bevillinger til og samarbejde inden for især det sociale- og sundhedsmæssige område. Og værdien af frivilligt socialt arbejde er stort. Flere millioner kroner.

På den anden side kan det frivillige arbejde være konkurrenceforvridende og fastholde nogle borgere uden for det reelle arbejdsmarked. I nogle brancher er der en forventning om, at “frivilligt” arbejde er en forudsætning for en ansættelse. Og på internettet og de sociale medier er der mange, der insisterer på at kunne hente gratis information, artikler, digitale produkter med mere. Jeg er ikke sikker på, at alle tænker over konsekvenserne og selv er indstillet på at arbejde gratis.

Mangel på arbejdskraft – en kamp om sandheden

Uenigheden om, hvor vidt dansk erhvervsliv lider under mangel på arbejdskraft er stor. Det skyldes bl.a., at problemets omfang og årsag afhænger meget af, hvilke øjne der ser, hvilke behov man har, hvordan man betragter erhvervsudviklingen og hvor vidt løsningerne forventes løst af virksomhederne, de ledige, dem der mangler en praktikplads, politikerne, fagbevægelsen eller uddannelsesinstitutionerne.

Svaret er nok, at det er noget der skal løses i fællesskab, at man er nødt til at se på behovene både nu og om 20 år, og at udfordringerne er forskellige alt efter hvilken branche, faggruppe og landsdel, der er tale om.

Personligt mener jeg, at der er nogle åbenlyse udfordringer og tendenser, som ingen kan løbe fra og som kræver handling lige nu, herunder:

  • Der er kamp om talenterne inden for visse områder, bl.a. håndværkere, it-specialister, ingeniører og social- og sundhedsassistenter. Og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udfordringerne omkring manglende praktikpladser er ved at blive løst, og der bliver oprettet flere studiepladser inden for STEM-fagene.Det ændrer bare ikke på, at en ledig procesoperatør, 60-årig bogholder eller nedslidt jord- og betonarbejder kan omskoles eller har evnerne til at skifte til sådanne jobs. Det er ikke noget der klares med få måneders uddannelse. Og ekspertisen hertil ligger på uddannelsesstederne – sjældent i små- og mellemstore virksomheder Og hvem siger, at virksomhederne vil ansætte dem?
  • Øget mobilitet og forbedret rekrutteringspraksis kan man ikke rigtigt lovgive om. Det kræver en kultur- og praksisændring. Jeg er selv vant til at pendle, har taget ufaglært arbejde eller jobs uden for mit fagområde, og har selv været opsøgende. Arbejdspladserne kan ikke sådan flytte hen, hvor de ledige bor, men de kan være bedre til at sælge deres ledige stillinger og skabe rammer, der gør deres jobs og virksomhed mere attraktiv for bl.a. kvinder, og den nye unge generation, der kræver både mening i og indflydelse på deres arbejde.
  • Et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor vi kan frigøre det uudnyttede potentiale, der er hos personer, der er nedslidte, har psykiske udfordringer, et fysisk handicap, har et ikke-danskklingende navn eller er passeret de 60. Det er måske ikke alle, der kan være med til at udvikle og implementere kunstig intelligens, bygge hospitaler eller programmere it. Men så kan de måske noget andet. Og det bliver der også plads til. For en del af de jobs vi skal leve af om 20 år er ikke omfundet endnu. Og en del af dem vil være såkaldte gig-jobs, dvs. jobs hvor man ikke er fastansat.

GIG-økonomien udfordrer arbejdsmarkedet men giver også plads til fleksibilitet

Fremtidens arbejdsmarked er her ikke endnu, og så alligevel. En række tendenser og ændringer er i gang allerede nu. Vi ved ikke helt, hvad fremtidens jobfunktioner og -titler er. Nye virksomhedstyper, samarbejdsformer og produkter kommer til. Og færre vil arbejde som lønmodtagere.

GIG-økonomien, der også omtales som freelance- og platformsøkonomi, har ramt arbejdsmarkedet i hele verden (GIG er oprindeligt musikeres udtryk for en arbejdsopgave i form af en koncert). Flere og flere vil – frivilligt eller pga. manglende efterspørgsel på fastansatte medarbejder – arbejde som freelancere, projektansatte, vikarer og daglejere. Ifølge en række fremtidsforskere og organisationer som World Economic Forum og ILO vil omkring 50% af arbejdsstyrken i 2030 bestå af ikke-fastansatte medarbejdere.

Det vil medføre både udfordringer og muligheder for virksomheder, arbejdstagere og fagbevægelsen, herunder i forhold til:

Continue reading

Infrastruktur som vækstmotor

Transport

En stabil og veludviklet infrastruktur er én af forudsætningerne for vækst, erhvervsudvikling, regional udvikling og et land der i bund og grund hænger sammen.

Transport- og energisektoren er under udvikling, omend det nogle gange synes at gå for langsomt og/eller favoriserer visse dele af landet på bekostning af andre, der måske har mere behov.

Når det gælder den digitale infrastruktur, som er mindst lige så vigtig i en digital tidsalder, går det noget trægt. I hvert fald uden for de større byer. Og selvom der det seneste år er kommet mere politisk fokus på området og der er bevilget midler til bredbåndsdækning i hele landet, så betragter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke bredbånd og mobildækning som en statslig opgave. .

Måske der er ændringer på vej. I hvert fald venter der et kommunal- og regionsvalg til efteråret, og det har fået en række politikere på banen. Desuden er der afsat midler til at “undersøge mulige initiativer, der styrker teleselskabernes muligheder for at skabe god dækning”. Det har vakt begejstring hos den danske teleindustri, der efterlyser både penge, samarbejde og lovændringer for at Danmark kan blive en frontløber, eller i hvert fald få resten af Danmark med digitalt, så også erhvervslivet i yderområderne kan udvikle deres erhvervsliv og tiltrække nye borgere.

Imens stormer et kontinent som Afrika frem, når det gælder mobilløsninger. På nogle områder er de lysår foran os. Men det hører man ikke så meget om.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

I Danmark er det nemt at oprette et firma. Siden sidste år har man kunne gøre det for 1 krone. På arbejdsmarkedet udgør iværksættere, selvstændige og freelancere 22% af arbejdsstyrken. Og andelen er stigende, især blandt børn og unge. Sandsynligvis som led i udviklingen af den såkaldte GIG-økonomi / freelancerøkonomi / platformsøkonomi.

Til gengæld er det få selvstændige virksomheder der overlever efter de første 5 år, mange har udfordringer med at tiltrække risikovillig kapital og få af dem formår at vækste. Det spænder ben for mange, lige som retten til barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Derfor er det tankevækkende, at arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen stadig bygger på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Der er kommet en ny dagpengeaftale, der betyder, at der ikke skelnes så meget mellem lønmodtagere, freelancere og selvstændige. Nogle kommuner giver penge til ledige, der ønsker at starte virksomhed. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. En række iværksættere er begyndt at undervise i iværksætteri. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordring med at få adgang til risikovillig kapital.

Forbrugerne er selv med til at påvirke globaliseringen

IndkøbsvogneGlobaliseringen påvirker os alle og er ikke sådan lige af stoppe eller styre. Befolkningerne er begyndt at reagere og sige fra, fordi globaliseringen forbindes med tab af muligheder samt national identitet/styrke/suverænitet.

Det har ført til et opgør mod den såkaldte elite og politiske løsninger, der fokuserer på andet end enkle løsninger og nationale forhold.

Her er tanken ikke, at vi alle er en del af globaliseringen, og at vores handlinger faktisk påvirker udviklingen. For goderne vil vi jo gerne have i form af billigere varer, produkter/services vi ikke kan købe herhjemme, oplevelser og rejser i andre lande, varer der støtter en bæredygtig produktion i den 3. verden, eksport, viden og hjælp i krisesituationer.

 

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.For vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. .

Svarene på, hvordan denne situation skal håndteres, og hvilke løsninger der skal på bordet er mange, og de fleste har fokus på tiltag, der påvirker arbejdsudbuddet og købekraften. Det vil sige første del af teorien om udbud og efterspørgsel. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal sikre landbrugets overlevelse. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Men ærligt talt. Det er nok ikke lige deres kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation, og erhvervsskolerne holdes ikke fri for nedskæringer. .

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken eller måske tage chancen som selvstændig, selvom det betyder nedgang i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

National klyngestrategi bringer forskningen ud til virksomhederne

ForskningDen nye nationale klyngestrategi lægger op til at bringe mere forskning ud til virksomhederne for derigennem at understøtte innovation og regional udvikling.

Dermed sættes der yderligere fokus på den naturlige, og nogle gange oversete tendens, hvor virksomheder inden for samme branche samarbejder og placerer sig geografisk i det samme område, også uden for landets 5 største byer.

Det er både et positivt signal og fornuftig erhvervspolitik

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Selvmodsigelser i samspillet med de unge i uddannelsessystemet

Ungdommen er fremtiden, siger vi. Og der er brug for dem, for vi andre bliver ældre og går på et tidspunkt på pension, ned i tid eller holder for meget fast i fortiden.

Og initiativerne er der mange af (fremdriftsreform, reform af erhvervskolerne, gymnasiereform, debat om adgangskrav til gymnasierne, førtids- og fleksreform, kontanthjælpsreform mm.) – de er bare ikke altid de rigtige, eller også er de præget af kortsigtede løsninger, stereotype billeder af de unge og udpegning af, hvem der skal gøre tingene anderledes/skaber problemer. Sidstnævnte omfatter alt lige fra forældrene, de studerende, de unge selv, underviserne, rektorerne, folkeskolen og erhvervslivet.

Konsensus er der i hvert fald ikke. Og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen er der heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver. Nogle af dem ser vi allerede:

  • Fokus på karakterræs og produktion af kandidater
  • Ensretning – ingen plads til at tænke ud af boksen eller være noget specielt
  • Stressede studerende
  • Studerende med manglende erhvervserfaring
  • Erhvervsskoleer der nedprioriteres/forskelsbehandles og hvis elever bliver dem, der ikke klarer sig godt i folkeskolen eller selv må kæmpe for en læreplads/praktikplads
  • Sårbare unge, der falder ud af uddannelsessystemer flere gange og kastes rundt i de kommunale systemer

Unge er mere end bare unge, og de er ikke ens. Lige som ældre heller ikke alle er svage/fattige.

Det handler om at få de unge godt ud på den anden side af uddannelsessystemet til gavn for samfundet og dem selv.Og hvor der stilles rimelige krav og forventninger til dem.