Velkommen til læringsøkonomien

Nogle gange kan man blive immun over for mantraer og krav om forandringsparathed, opkvalificering, teknologisk udvikling og valg af de ”rigtige” uddannelser som håndværker, ingeniør, lærer, sygeplejerske eller so-su-assistent. For man vil jo bare gerne have et arbejde, bidrage med noget, gøre en forskel, opfinde/skabe noget og klare sig selv. Derfor ser vi også de fastlåste positioner, når det handler om vækst og manglen på kvalificeret arbejdskraft, ansættelse af akademikere, fremtidens folkeskole, og efteruddannelse af ufaglærte eller nedslidte medarbejdere.

Dette ændrer dog ikke på, at Danmark – og resten af verden – befinder sig midt i den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor vidensøkonomien er ved at blive afløst af læringsøkonomien. Her handler det om at lære nyt, lære at anvende viden på en ny måde, og evne at samarbejde og skabe nye relationer, perspektiver og løsninger. Det der på mange måder det der omfatter filosofien og tankegangen om at gå fra et ”fixed” til et ”growth” mindset. Her rettes fokus mod muligheder og potentialer frem for i begrænsende overbevisninger og fastholdelse af status quo. Og ser man på jobannoncerne og stillingsbeskrivelserne i private virksomheder, det offentlige og i konsulentbranchen, så lægger man mærke til udtryk som digital læringskonsulent, kursus- og konferencekonsulent, kursuskoordinator, faglig konsulent og learning & development manager. Og for den unge generation, så holder de sig ikke tilbage, når det gælder udvikling af nye produkter, anvendelse af ny teknologi eller optagelse af ”sådan-gør-du”-videoer til Youtube.

Det er noget, som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked. Den anerkendte professor og forsker Lynda Gratton har udtalt, at vi skal have fokus på arbejdsopgaver og jobfunktioner frem for jobtitler og uddannelsesbaggrunde. Og ja, lige nu har Danmark stor mangel på tømrere, elektrikere, it-specialister, ingeniører og sundhedsfagligt personale. Men vi har især behov for medarbejdere og iværksættere, der besidder en række personlige og universelle færdigheder og kompetencer, som er afgørende på det arbejdsmarked, som er under forandring. Ifølge World Economic Forum vil de 10 vigtigste kompetencer i 2020 være:

  1. Kompleks problemløsning
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Følelsesmæssig intelligens
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandlingsevne
  10. Kognitiv fleksibilitet (mental omstillingsparathed og åbenhed)

Derfor er det ikke bare nok, at vi har dygtige medarbejdere med hænderne godt skruet på, der kan producere en masse og sikre driften. For kunderne er med til at bestemme og designe løsningerne. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af virksomheden og sammen med specialister og underleverandører uden for virksomheden. Den verden vi lever i bliver mere kompleks. Og vi kan ikke bare kopiere andre eller forvente, at det vi lever af i dag, også er det vi skal leve af i morgen.

Den gode nyhed er, at Danmark har en klar fordel sammenlignet med mange andre nationer. For vi har tradition for at satse på gratis uddannelse og se det som et fundament for velfærdssamfundet. Samtidig har vi en demokratisk og lighedsbaseret kultur og tradition, hvor nysgerrighed, tillid, kritisk tænkning og udfordring af autoriteterne har ført til, at vi kan tænke selv, er vant til at samarbejde og arbejde løsningsorienteret, tager ansvar og tør sige fra.

Til gengæld er der to forudsætninger, der skal være opfyldt, inden vi bliver alt for selvfede eller modløse. Den første er, at flere kommer med på vognen, når det gælder uddannelse og beskæftigelse. Den anden er, at vi skal have styrket danskernes generelle mentale sundhed. Her står det på nogle områder sløjt til, hvilket udover sygedage og mistrivsel også betyder manglende evne til f.eks. kompleks problemløsning, kreativitet, sikre kvaliteten af vores arbejde og håndtere forandringer.

Personalepleje og sundhedsfremme vinder frem på arbejdspladserne

Sundhed og trivsel på arbejdspladsen er ikke længere noget der bare bliver talt om, lavet kampagner for eller et personalegode for de udvalgte få.

Dette kan der være mange årsager til, som jeg ikke har fuldt indblik i. Dog hænger det sandsynligvis sammen med bl.a. et holdningsskifte, sygefraværdsstatistikkerne, stress-undersøgelser, rapporter fra bl.a. WHO, lovgivning og politisk bevågenhed samt nye krav og forventninger fra medarbejderne.

Derudover er der kamp om talenterne, langtidsfravær koster virksomhederne og det offentlige dyrt og går ud over de øvrige medarbejdere. Samtidig går vi op i sundhed, men kan ikke få det passet ind i en travl hverdag, og for virksomhederne har det god employer og employee branding værdi at satse på dette. Derfor ser vi også virksomheder som Great Place to Work lave deciderede konkurrencer og certificeringer på området, lige som der i Danmark nu kåres Danmarks sundeste arbejdspladser. Og for sundhedsindustrien, herunder psykologer, arbejdsmiljørådgivere, fysioterapeuter, diætister og sygeplejersker, er det en god nyhed.

Om det så er de rette tiltag, en skinmanøvre eller der er tale om en decideret strategisk praksis som led i f.eks. HR- og forretningsstrategien, det er ikke til at vide. I hvert fald skorter det ikke på bøger, rapporter og forslag, der sætter fokus på den negative betydning af dårlig ledelse, manglende indflydelse på og mening i arbejdet, undøvendig bureaukrati og kontrol samt utilstrækkelige sundheds- og arbejdsmiljøindsatser.

Grænser for den frivillige sektors arbejde

Det frivilige (sociale) arbejde er hverken krymmel på kransekagen eller noget der kan erstatte væsentlige velfærdsfunktioner. Hen over sommeren, og som del af debatterne på bl.a. Folkemødet, har der været fokus på betydningen af og rammerne for det frivillige arbejde, som 40 % af danskerne deltager i.

Udviklingen i det frivillige arbejde viser, at samarbejdet mellem kommuner/hospitaler og frivillige er blevet mere organiseret, at flere udfører frivilligt arbejde uden om foreningerne, at der er behov for øget støtte og kompetenceudvikling af frivillige samt at der er en gråzone i udbredelsen af frivilligt arbejde i forhold til, hvilke opgaver der kan/bør løses af henholdsvis frivillige og ansatte.

Det frivillige arbejde har sine fordele, og corporate volounteering indgår bl.a. i flere virksomheders CSR-arbejde, herunder i den finansielle sektor og større teknologiske virksomheder. Andre virksomheder vælger at støtte frivillige organisationer, f.eks. gennem sponsorater For nogle borgere er frivilligt arbejde en vej til inklusion i samfundet, med til at skabe empowerment og/eller adgangsbillet til et arbejde. Fleer fonde er begyndt at arbejde mere strategisk med deres bevillinger til og samarbejde inden for især det sociale- og sundhedsmæssige område. Og værdien af frivilligt socialt arbejde er stort. Flere millioner kroner.

På den anden side kan det frivillige arbejde være konkurrenceforvridende og fastholde nogle borgere uden for det reelle arbejdsmarked. I nogle brancher er der en forventning om, at “frivilligt” arbejde er en forudsætning for en ansættelse. Og på internettet og de sociale medier er der mange, der insisterer på at kunne hente gratis information, artikler, digitale produkter med mere. Jeg er ikke sikker på, at alle tænker over konsekvenserne og selv er indstillet på at arbejde gratis.

Mangel på arbejdskraft – en kamp om sandheden

Uenigheden om, hvor vidt dansk erhvervsliv lider under mangel på arbejdskraft er stor. Det skyldes bl.a., at problemets omfang og årsag afhænger meget af, hvilke øjne der ser, hvilke behov man har, hvordan man betragter erhvervsudviklingen og hvor vidt løsningerne forventes løst af virksomhederne, de ledige, dem der mangler en praktikplads, politikerne, fagbevægelsen eller uddannelsesinstitutionerne.

Svaret er nok, at det er noget der skal løses i fællesskab, at man er nødt til at se på behovene både nu og om 20 år, og at udfordringerne er forskellige alt efter hvilken branche, faggruppe og landsdel, der er tale om.

Personligt mener jeg, at der er nogle åbenlyse udfordringer og tendenser, som ingen kan løbe fra og som kræver handling lige nu, herunder:

  • Der er kamp om talenterne inden for visse områder, bl.a. håndværkere, it-specialister, ingeniører og social- og sundhedsassistenter. Og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udfordringerne omkring manglende praktikpladser er ved at blive løst, og der bliver oprettet flere studiepladser inden for STEM-fagene.Det ændrer bare ikke på, at en ledig procesoperatør, 60-årig bogholder eller nedslidt jord- og betonarbejder kan omskoles eller har evnerne til at skifte til sådanne jobs. Det er ikke noget der klares med få måneders uddannelse. Og ekspertisen hertil ligger på uddannelsesstederne – sjældent i små- og mellemstore virksomheder Og hvem siger, at virksomhederne vil ansætte dem?
  • Øget mobilitet og forbedret rekrutteringspraksis kan man ikke rigtigt lovgive om. Det kræver en kultur- og praksisændring. Jeg er selv vant til at pendle, har taget ufaglært arbejde eller jobs uden for mit fagområde, og har selv været opsøgende. Arbejdspladserne kan ikke sådan flytte hen, hvor de ledige bor, men de kan være bedre til at sælge deres ledige stillinger og skabe rammer, der gør deres jobs og virksomhed mere attraktiv for bl.a. kvinder, og den nye unge generation, der kræver både mening i og indflydelse på deres arbejde.
  • Et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor vi kan frigøre det uudnyttede potentiale, der er hos personer, der er nedslidte, har psykiske udfordringer, et fysisk handicap, har et ikke-danskklingende navn eller er passeret de 60. Det er måske ikke alle, der kan være med til at udvikle og implementere kunstig intelligens, bygge hospitaler eller programmere it. Men så kan de måske noget andet. Og det bliver der også plads til. For en del af de jobs vi skal leve af om 20 år er ikke omfundet endnu. Og en del af dem vil være såkaldte gig-jobs, dvs. jobs hvor man ikke er fastansat.

Opgør med bureaukrati og regeltyrani

Regeringen, virksomheder, industrien og udvalgte brancher er alle ved at gøre op med unødvendige regler og bureaukrati. Ikke nødvendigvis en tillidsreform, for politikerne ved åbenbart bedst, og har svært ved at stoppe med at lovgive ud fra enkeltsager og forventningen om quick fixes. Derfor er der stadig – og vil nok altid være – regler og bureaukrati, som opfattes som opfattes som unødvendige for “manden på gulvet”.

Nogle af de steder som får gavn af dette opgør er små og mellemstore virksomheder, dele af den den offentlige sektor, foreningsdanmark samt life science industrien. Modtagelsen har været positiv, selvom der også har været stillet spørgsmålstegn ved mulighederne for kvalitets- og forbedringsarbejde samt risikoen for forringet patientsikkerhed.

Næste gang er det forhåbentlig styringsmodellerne og finansieringen af de forskellige dele af den offentlige sektor, som der sker noget med. For alle tre elementer i den vigtige sociale kapital er vigtige: tillid, mening og retfærdighed.

Den gode arbejdslivsbalance er ikke ens for alle

                 Shutterstock/Lucian3D

Lad os starte med den gode nyhed: Danmark har, ifølge World Economic Forum, vedens bedste arbejdslivsbalance. Det skal vi være glade for, for det har positiv betydning for vores sundhed, produktivitet og effektivitet samt giver plads til flere på arbejdsmarkedet.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærene eller betragte det, som noget der er kommet af sig selv. Det er et fælles ansvar at sikre en god arbejdslivsbalance. Og her har vi meget at takke vores velfærdssamfund og lønmodtagerrettigheder for. Samtidig er lange arbejdstider ikke i høj kurs eller noget vi er tvunget til, bla. pga. rimelige lønninger.

Til gengæld er det med arbejdslivsbalancen ikke noget, som alle har lige stor indflydelse på, lige som den rette arbejdslivsbalance kan variere fra person til person og over tid. Og med den aktuelle stress-epidemi og ledighed blandt handicappede og seniorer, må der være noget der halter et sted.

Med GIG-økonomien, hvor flere og flere arbejder som løstansatte, kan det være svært at opnå et fast og stabilt arbejdsliv med en grundlæggende og sund arbejdslivsbalance. Med mindre man er heldig, evner at styre sin tid, har faste kunder, ikke er tvunget til at arbejde en masse timer og / eller  trives med livet som fri agent. I dele af den  offentlige sektor er der en praksis med mange deltidsansættelser. Det tiltaler nogle, især kvinder, men det kan også være kilde til økonomisk og faglig frustration.

Samtidig er vi mennesker forskellige, lige som vores livsforløb betyder, at vi på nogle tidspunkter har et stort ønske om og en masse energi til at “rykke”og pleje karrieren, mens vi har andre behov og ønsker, når vi stifter familie, oplever sygdom/kriser eller nærmere os pensionsalderen. Derfor er en god arbejdslivsbalance ikke det samme for alle.

Det oplever mange virksomheder nu, hvor der inden for visse fag og brancher er mangel på kvalificeret arbejdskraft, opleves nedslidning, stress og stor personaleomsætning samt en generel centralisering af arbejdspladserne.

Dertil kommer den nye millenialsgeneration, som er på vej ud på arbejdsmarkedet – eller allerede har gjort deres første joberfaringer. De vil have et meningsfyldt arbejde, de vil have indflydelse, de bliver ikke hængende så længe og – vigtigst af alt: de skelner ikke helt mellem arbejde og fritid.

Mellemledernes anseelse og ledelsesansvar – nu og i fremtiden

Mellemlederne er udfordret for tiden. De er klemt, overset, drukner i drift og er ikke klædt godt nok på til en ekstremt forandringspræget hverdag.

DEA har, i samarbejde med Lederne og NOCA, undersøgt, hvordan danske mellemledere ser på deres arbejdsliv. Resultatet er, at de føler sig udfordret på især 4 områder:

1) Evnen og pladsen til at agere forandringsagenter

2) Tid til at lede – driften fylder (for) meget

3) Teknologi og digitalisering

4) Uforudsigelighed og usikkerhed, som udfordrer den mentale sundhed

Noget af det, som gør det svært at være mellemleder, er at de mangler information fra topledelsen. Derudover har de ikke den højeste status. Hverken i virksomhederne, hos politikere eller i befolkningen. Således var der ingen mellemleder med i regeringens ledelseskommission, lige som kritikken af unødvendige ledere (læs: bureaukrati og kolde hænder) fylder meget.

Derfor er det nok en god ide at lytte til opfordringerne fra henholdsvis Johan Larsen, valgt som årets lærling af DI Vestsjælland: “Tag jeg bedre af mellemlederne” og Ledelseskommissionen: “Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk”.

Jagten på det meningsfulde arbejde

Der går næsten ikke en dag, uden at jeg ser et opslag, en artikel eller en debat om emner relateret til “det meningsfulde arbejde”. Enten med udgangspunkt i bøger som “Pseudoarbejde, “Det meningsfulde arbejde”, livsfarlig ledelse” og “vær professionel på arbejdet”. Eller aktuelle udfordringer og bekymringer som stress, antallet af medarbejdere der ønsker at skifte job, negative nyhedsartikler samt en ung generation, der forventer både et menings- og ansvarsfuldt arbejde.

Som et rigt og veludviklet samfund som vores med velfærdsgoder, overskud, lighed, fokus på medarbejderpleje samt manglende behov for at arbejde af nød (de fleste af os, i hvert fald), kan vi tillade os at stille krav om meningsfuldt arbejde. For vi har dækket de laveste behov i Maslows behovspyramide, der er mangel på arbejdskraft, vi har adgang til løbende uddannelse og opkvalificering og har opbakning fra fagbevægelsen.

Arbejdet er både med til at skabe vores identitet, dække vores sociale behov, sikre en indkomst og give os mulighed for at udvikle os. Men det er langt fra altid, at det vi laver giver mening. Eller at chefen / virksomheden giver én lyst til at blive.

Måske det er forventningsafstemningen den er gal med, dårlig ledelse/ledere, manglende forståelse af behovet for social kapital, det stigende forandringspres, kontroltyraniet eller manglende indflydelse på eget arbejde? Og husker vi at skelne mellem meningsløst, ligegyldigt, uinspirerende og dårligt planlagt/defineret arbejde?.

Kan den danske model stå distancen?

 

I kølvandet på forårets omfattende OK18-forhandlinger for det offentlige arbejdsmarked er der opstået usikkerhed om holdbarheden af den danske arbejdsmarkedsmodel og dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor er der bl.a. blevet foreslået et kvalitetstjek af den danske model.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU’s indre marked har ført til krav om, at alle EU-borgere skal have ret til børnecheck samt adgang til dagpenge efter en måneds arbejde. Det sker samtidig med, at EU-Kommissionen med et “arbejdsvilkårsdirektiv”, som skal give lønmodtagere adgang til en række minimumsrettigheder. Samtidig betyder nye ansættelsesformer, at der i fremtiden vil være færre, der er omfattet af de overenskomster, som er et af hovedpunkterne for forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Spørgsmålet er, hvad man kan stille op, og om der i så fald er et bedre alternativ.

Derudover er det ikke sikkert, at det er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, der fører til, at flere får en plads på arbejdsmarkedet, uanset om man er ufaglært, akademiker, handicappet, udlænding eller +50. For slet ikke at tale om den generelle tillidskrise mellem især store dele af den offentlige sektor og politikerne på Christiansborg.

Danmarks globale udsyn – eller mangel på samme

Danmark er en lille og åben økonomi. Måske det er derfor, at sloganet for den danske erhvervsstrategi er “Open – for business and pleasure”.

Men et er ord og perspektiv. Noget andet er konkret praksis. For det virker mere og mere som om, at business og pleasure tages meget alvorligt. Forretningsfolk og turister er velkomne, dvs. personer der viser interesse for vores land og erhvervsmuligheder, men som ikke har et primært ønske om at bo her.

Det siger noget om det globale danske udsyn blandt befolkningen og danske politikere. Og det viser sig i den politik der bliver gennemført. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for dansk økonomi, danske borgere, dansk erhvervsliv og Danmarks renomé i udlandet.

Det har ført til undren, medieomtaler og opsange fra en bred front: erhvervsfolk, erhvervsorganisationer, dygtige udlændinge, danskere i udlandet, danskere der ønsker at bo i Danmark med deres udenlandske partner, internationale medier og NGO’er.

Lars Himmer og Sara Riis-Carstensen illustrerede det ganske godt, da de talte ved Dansk Erhvervs Årsdag 2018.

For Lars Himmer er vi blinde for det enorme potentiale der ligger i de ca. 800.000 personer, der hvert år vender tilbage til Danmark med global viden og erfaringer i bagagen. Og Sara Riis-Carstensen gjorde opmærksom på, at blot fordi vi ved, at et produkt eller en virksomhed er dansk, så er det ikke nødvendigvis tilfældet i udlandet.

Danmarks statsminister er ikke nem at blive klog på. For han siger noget forskelligt hele tiden: Danmark er et åbent land (Dansk Erhvervs Årsdag 2018). Danmark har plads til dem der kan og vil (Nytårstale). Danmark skal tage imod dem vi inviterer (Tweet). Regeringen vil sikre, at dansk erhvervsliv kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft (Dansk erhvervsliv) og Danmark som international partner (Regeringsgrundlaget).

Og uanset hvad man måtte mene om udlændinge – især dem fra ikke-vestlige lande, så skyder vi os selv i foden og bringer os i disse situationer:

  • Færre dygtige udlændinge, der søger til Danmark for at arbejde
  • Danskere som ikke bliver anerkendt for deres viden om internationale forhold og erhvervsforholdene på vigtige eksportmarkeder
  • Et turisterhverv der har det godt, men alligevel går glip af indtægter og turister
  • Danske virksomheder der ikke kan tiltrække den arbejdskraft de har brug for, og som de ikke kan skaffe i Danmark
  • Danskere der ikke kan få lov til at bo med deres partner i deres fædreland
  • Udlændinge der kriminaliseres for at arbejde i Danmark, f.eks. sagen om en forsker der holdt oplæg for danske politikere.

Har vi råd til det på sigt? Er det prisen værd? Og hvad er den danske holdning egentlig?