Bred oprustning inden for arbejdsmiljø- og arbejdsmarkedsområdet

Foto: Colourbox

Godt nok er jeg en nørd og ualmindeligt optaget, når det gælder fremtidens arbejdsliv, arbejdsmiljø og arbejdsmarked.

Alligevel var uge 47 anderledes end andre uger. I hvert fald væltede det ind med mails om tiltag inden for dette område.

Først og fremmest blev tænketanken bæredygtigt arbejdsliv lanceret.

Så blev den nye danske platform for arbejdspladsstrategi annonceret, som åbnes ved en konference d. 4. december. Det er bl.a. Instituttet for Fremtidsforskning der står bag.

Så kom nyheden om, at Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø er gået sammen om en hjemmeside, der skal formidle forskningsbaseret viden og værktøjer. Godt initiativ, selvom der skæres ned på Arbejdstilsynet.

Og senest var det SMVdanmark og Mandag Morgen, der har valgt at sætte fokus på mental sundhed på arbejdspladsen.

Inden da havde regeringen lagt op til forhandlinger om indsatser til forbedring af arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.

Der lader til at være et entydigt signal om, at noget må gøres og at tingene kan gøres bedre.

Iværksætterkulturen har appel men få tager springet

Kilde: Shutterstock

Iværksætterkulturen har stærk appel. Eller rettere drømmen om at være herre i eget hus, skabe og opfinde nye produkter / løsninger og se konkrete resultater motiverer både børn, unge og driftige personer generelt. Danmark har et fantastisk erhvervsklima i den sammenhæng, flere videregående uddannelsesinstitutioner står bag en række spin-offs, der undervises i iværksætteri på skolerne, erhvervslivet flokkes om iværksættere, der etableres samarbejder med erhvervslivet og ideerigdommen og maker-kulturen er stor.

Det er som om, at iværksætterkulturen inspirerer og iværksætterne møder respekt – dog ikke så meget fra den finansielle sektor -. Men samtidig er det få der tager springet, overlever efter 5 år, opnår langtidsholdbar succes og / eller skaber vækstvirksomheder. Også selvom en ny analyse fra DI viser, at unge virksomheder tegner sig for 50 % af værdiskabelsen i Danmark.

Det med økonomien, de administrative opgaver, stringent lovgivning og manglende netværkskompetencer er det der slår de fleste danske iværksættere og nystartede virksomheder ud. Mange små firmaer døjer med administrativt bøvl, og for kvindernes vedkommende kan det være svært at overbevise banken om at deres forretningside er en god investering. Så det er nok en god udvikling, at både venturefonde og andre internationale investorer har valgt at finde pengepungen frem.

Her i november er det endnu en gang global iværksætteruge. Denne gang er det FN’s 17 verdensmål, der er omdrejningspunktet for de gode ideer, nye virksomheder og nye arbejdspladser.

 

Diversitetsledelse sætter viden og kompetencer i spil

Strategisk diversitetsledelse tager skridtet videre fra mangfoldighedsledelse, inklusionsinitiativer og CSR-vinkler. Det er blevet et spørgsmål om forretning. I dag skal virksomheder og organisationer være agile, effektive, innovative, forberedt på fremtiden og kæmpe om talenterne. Kort sagt: de skal vise rettidig omhu og kan ikke tage noget for givet.

På nationalt plan har der længe været fokus på at få inkluderet nydanskere og handicappede på arbejdsmarkedet, lige som der i hele verden tales og gøres meget for at sikre flere kvinder på ledelsesposter og få flere piger/kvinder til at tage en uddannelse.

Men strategisk diversitetsledelse handler om meget mere end det. For rent forretningsmæssigt handler diversitetsledelse om at sætte viden og kompetencer i spil, sammensætte velfungerende teams, skabe vækst, høste konkurrencefordele og blive i stand til at træffe bedre beslutninger. For forskning og undersøgelser fra bl.a. Mckinsey, Deloitte og World Economic Forum viser, at det kan bidrage til bundlinjen. Og en dansk undersøgelse viser, at et kønsopdelt arbejdsmarked er en dårlig forretning.

Generelt er det et område, der er kommet højt op på topledernes dagsorden. Måske i erkendelse af, at det er herfra, at udviklingen skal drives, og at det anses som en afgørende indsats. Samtidig lever vi i en tid, hvor folk lever længere, og derfor bidrager mere på arbejdspladsen. Ingen forventer, at de kan bidrage med det samme hele tiden, eller ønsker det samme af deres arbejdsliv som årene går. Dertil kommer den nye Millenials generation, der har anderledes krav og forvetninger til deres karriere og arbejdsplads. Og humanisterne, som er så udskældt. Ja, de er i høj kurs blandt f.eks. it- og ingeniørvirksomheder. For de kan måske ikke lave det en robot eller big data kan. Til gengæld ved de en masse om, hvordan mennesker, forbrugere og kunder tænker, handler og agerer.

Man kunne også sige, at diversitesledelse er lige som et godt produkt- eller marketing mix, hvor en enkel indsats eller et enkelt produkt ikke kan stå alene. For kunderne har  forskellige præferencer og er ikke tilgængelige de samme steder eller modtagelige for de samme budskaber.

Velkommen til læringsøkonomien

Nogle gange kan man blive immun over for mantraer og krav om forandringsparathed, opkvalificering, teknologisk udvikling og valg af de ”rigtige” uddannelser som håndværker, ingeniør, lærer, sygeplejerske eller so-su-assistent. For man vil jo bare gerne have et arbejde, bidrage med noget, gøre en forskel, opfinde/skabe noget og klare sig selv. Derfor ser vi også de fastlåste positioner, når det handler om vækst og manglen på kvalificeret arbejdskraft, ansættelse af akademikere, fremtidens folkeskole, og efteruddannelse af ufaglærte eller nedslidte medarbejdere.

Dette ændrer dog ikke på, at Danmark – og resten af verden – befinder sig midt i den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor vidensøkonomien er ved at blive afløst af læringsøkonomien. Her handler det om at lære nyt, lære at anvende viden på en ny måde, og evne at samarbejde og skabe nye relationer, perspektiver og løsninger. Det der på mange måder det der omfatter filosofien og tankegangen om at gå fra et ”fixed” til et ”growth” mindset. Her rettes fokus mod muligheder og potentialer frem for i begrænsende overbevisninger og fastholdelse af status quo. Og ser man på jobannoncerne og stillingsbeskrivelserne i private virksomheder, det offentlige og i konsulentbranchen, så lægger man mærke til udtryk som digital læringskonsulent, kursus- og konferencekonsulent, kursuskoordinator, faglig konsulent og learning & development manager. Og for den unge generation, så holder de sig ikke tilbage, når det gælder udvikling af nye produkter, anvendelse af ny teknologi eller optagelse af ”sådan-gør-du”-videoer til Youtube.

Det er noget, som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked. Den anerkendte professor og forsker Lynda Gratton har udtalt, at vi skal have fokus på arbejdsopgaver og jobfunktioner frem for jobtitler og uddannelsesbaggrunde. Og ja, lige nu har Danmark stor mangel på tømrere, elektrikere, it-specialister, ingeniører og sundhedsfagligt personale. Men vi har især behov for medarbejdere og iværksættere, der besidder en række personlige og universelle færdigheder og kompetencer, som er afgørende på det arbejdsmarked, som er under forandring. Ifølge World Economic Forum vil de 10 vigtigste kompetencer i 2020 være:

  1. Kompleks problemløsning
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Følelsesmæssig intelligens
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandlingsevne
  10. Kognitiv fleksibilitet (mental omstillingsparathed og åbenhed)

Derfor er det ikke bare nok, at vi har dygtige medarbejdere med hænderne godt skruet på, der kan producere en masse og sikre driften. For kunderne er med til at bestemme og designe løsningerne. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af virksomheden og sammen med specialister og underleverandører uden for virksomheden. Den verden vi lever i bliver mere kompleks. Og vi kan ikke bare kopiere andre eller forvente, at det vi lever af i dag, også er det vi skal leve af i morgen.

Den gode nyhed er, at Danmark har en klar fordel sammenlignet med mange andre nationer. For vi har tradition for at satse på gratis uddannelse og se det som et fundament for velfærdssamfundet. Samtidig har vi en demokratisk og lighedsbaseret kultur og tradition, hvor nysgerrighed, tillid, kritisk tænkning og udfordring af autoriteterne har ført til, at vi kan tænke selv, er vant til at samarbejde og arbejde løsningsorienteret, tager ansvar og tør sige fra.

Til gengæld er der to forudsætninger, der skal være opfyldt, inden vi bliver alt for selvfede eller modløse. Den første er, at flere kommer med på vognen, når det gælder uddannelse og beskæftigelse. Den anden er, at vi skal have styrket danskernes generelle mentale sundhed. Her står det på nogle områder sløjt til, hvilket udover sygedage og mistrivsel også betyder manglende evne til f.eks. kompleks problemløsning, kreativitet, sikre kvaliteten af vores arbejde og håndtere forandringer.

Personalepleje og sundhedsfremme vinder frem på arbejdspladserne

Sundhed og trivsel på arbejdspladsen er ikke længere noget der bare bliver talt om, lavet kampagner for eller et personalegode for de udvalgte få.

Dette kan der være mange årsager til, som jeg ikke har fuldt indblik i. Dog hænger det sandsynligvis sammen med bl.a. et holdningsskifte, sygefraværdsstatistikkerne, stress-undersøgelser, rapporter fra bl.a. WHO, lovgivning og politisk bevågenhed samt nye krav og forventninger fra medarbejderne.

Derudover er der kamp om talenterne, langtidsfravær koster virksomhederne og det offentlige dyrt og går ud over de øvrige medarbejdere. Samtidig går vi op i sundhed, men kan ikke få det passet ind i en travl hverdag, og for virksomhederne har det god employer og employee branding værdi at satse på dette. Derfor ser vi også virksomheder som Great Place to Work lave deciderede konkurrencer og certificeringer på området, lige som der i Danmark nu kåres Danmarks sundeste arbejdspladser. Og for sundhedsindustrien, herunder psykologer, arbejdsmiljørådgivere, fysioterapeuter, diætister og sygeplejersker, er det en god nyhed.

Om det så er de rette tiltag, en skinmanøvre eller der er tale om en decideret strategisk praksis som led i f.eks. HR- og forretningsstrategien, det er ikke til at vide. I hvert fald skorter det ikke på bøger, rapporter og forslag, der sætter fokus på den negative betydning af dårlig ledelse, manglende indflydelse på og mening i arbejdet, undøvendig bureaukrati og kontrol samt utilstrækkelige sundheds- og arbejdsmiljøindsatser.

Opgør med bureaukrati og regeltyrani

Regeringen, virksomheder, industrien og udvalgte brancher er alle ved at gøre op med unødvendige regler og bureaukrati. Ikke nødvendigvis en tillidsreform, for politikerne ved åbenbart bedst, og har svært ved at stoppe med at lovgive ud fra enkeltsager og forventningen om quick fixes. Derfor er der stadig – og vil nok altid være – regler og bureaukrati, som opfattes som opfattes som unødvendige for “manden på gulvet”.

Nogle af de steder som får gavn af dette opgør er små og mellemstore virksomheder, dele af den den offentlige sektor, foreningsdanmark samt life science industrien. Modtagelsen har været positiv, selvom der også har været stillet spørgsmålstegn ved mulighederne for kvalitets- og forbedringsarbejde samt risikoen for forringet patientsikkerhed.

Næste gang er det forhåbentlig styringsmodellerne og finansieringen af de forskellige dele af den offentlige sektor, som der sker noget med. For alle tre elementer i den vigtige sociale kapital er vigtige: tillid, mening og retfærdighed.

Den gode arbejdslivsbalance er ikke ens for alle

                 Shutterstock/Lucian3D

Lad os starte med den gode nyhed: Danmark har, ifølge World Economic Forum, vedens bedste arbejdslivsbalance. Det skal vi være glade for, for det har positiv betydning for vores sundhed, produktivitet og effektivitet samt giver plads til flere på arbejdsmarkedet.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærene eller betragte det, som noget der er kommet af sig selv. Det er et fælles ansvar at sikre en god arbejdslivsbalance. Og her har vi meget at takke vores velfærdssamfund og lønmodtagerrettigheder for. Samtidig er lange arbejdstider ikke i høj kurs eller noget vi er tvunget til, bla. pga. rimelige lønninger.

Til gengæld er det med arbejdslivsbalancen ikke noget, som alle har lige stor indflydelse på, lige som den rette arbejdslivsbalance kan variere fra person til person og over tid. Og med den aktuelle stress-epidemi og ledighed blandt handicappede og seniorer, må der være noget der halter et sted.

Med GIG-økonomien, hvor flere og flere arbejder som løstansatte, kan det være svært at opnå et fast og stabilt arbejdsliv med en grundlæggende og sund arbejdslivsbalance. Med mindre man er heldig, evner at styre sin tid, har faste kunder, ikke er tvunget til at arbejde en masse timer og / eller  trives med livet som fri agent. I dele af den  offentlige sektor er der en praksis med mange deltidsansættelser. Det tiltaler nogle, især kvinder, men det kan også være kilde til økonomisk og faglig frustration.

Samtidig er vi mennesker forskellige, lige som vores livsforløb betyder, at vi på nogle tidspunkter har et stort ønske om og en masse energi til at “rykke”og pleje karrieren, mens vi har andre behov og ønsker, når vi stifter familie, oplever sygdom/kriser eller nærmere os pensionsalderen. Derfor er en god arbejdslivsbalance ikke det samme for alle.

Det oplever mange virksomheder nu, hvor der inden for visse fag og brancher er mangel på kvalificeret arbejdskraft, opleves nedslidning, stress og stor personaleomsætning samt en generel centralisering af arbejdspladserne.

Dertil kommer den nye millenialsgeneration, som er på vej ud på arbejdsmarkedet – eller allerede har gjort deres første joberfaringer. De vil have et meningsfyldt arbejde, de vil have indflydelse, de bliver ikke hængende så længe og – vigtigst af alt: de skelner ikke helt mellem arbejde og fritid.

Mellemledernes anseelse og ledelsesansvar – nu og i fremtiden

Mellemlederne er udfordret for tiden. De er klemt, overset, drukner i drift og er ikke klædt godt nok på til en ekstremt forandringspræget hverdag.

DEA har, i samarbejde med Lederne og NOCA, undersøgt, hvordan danske mellemledere ser på deres arbejdsliv. Resultatet er, at de føler sig udfordret på især 4 områder:

1) Evnen og pladsen til at agere forandringsagenter

2) Tid til at lede – driften fylder (for) meget

3) Teknologi og digitalisering

4) Uforudsigelighed og usikkerhed, som udfordrer den mentale sundhed

Noget af det, som gør det svært at være mellemleder, er at de mangler information fra topledelsen. Derudover har de ikke den højeste status. Hverken i virksomhederne, hos politikere eller i befolkningen. Således var der ingen mellemleder med i regeringens ledelseskommission, lige som kritikken af unødvendige ledere (læs: bureaukrati og kolde hænder) fylder meget.

Derfor er det nok en god ide at lytte til opfordringerne fra henholdsvis Johan Larsen, valgt som årets lærling af DI Vestsjælland: “Tag jeg bedre af mellemlederne” og Ledelseskommissionen: “Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk”.

Jagten på det meningsfulde arbejde

Der går næsten ikke en dag, uden at jeg ser et opslag, en artikel eller en debat om emner relateret til “det meningsfulde arbejde”. Enten med udgangspunkt i bøger som “Pseudoarbejde, “Det meningsfulde arbejde”, livsfarlig ledelse” og “vær professionel på arbejdet”. Eller aktuelle udfordringer og bekymringer som stress, antallet af medarbejdere der ønsker at skifte job, negative nyhedsartikler samt en ung generation, der forventer både et menings- og ansvarsfuldt arbejde.

Som et rigt og veludviklet samfund som vores med velfærdsgoder, overskud, lighed, fokus på medarbejderpleje samt manglende behov for at arbejde af nød (de fleste af os, i hvert fald), kan vi tillade os at stille krav om meningsfuldt arbejde. For vi har dækket de laveste behov i Maslows behovspyramide, der er mangel på arbejdskraft, vi har adgang til løbende uddannelse og opkvalificering og har opbakning fra fagbevægelsen.

Arbejdet er både med til at skabe vores identitet, dække vores sociale behov, sikre en indkomst og give os mulighed for at udvikle os. Men det er langt fra altid, at det vi laver giver mening. Eller at chefen / virksomheden giver én lyst til at blive.

Måske det er forventningsafstemningen den er gal med, dårlig ledelse/ledere, manglende forståelse af behovet for social kapital, det stigende forandringspres, kontroltyraniet eller manglende indflydelse på eget arbejde? Og husker vi at skelne mellem meningsløst, ligegyldigt, uinspirerende og dårligt planlagt/defineret arbejde?.