Velkommen til læringsøkonomien

Nogle gange kan man blive immun over for mantraer og krav om forandringsparathed, opkvalificering, teknologisk udvikling og valg af de ”rigtige” uddannelser som håndværker, ingeniør, lærer, sygeplejerske eller so-su-assistent. For man vil jo bare gerne have et arbejde, bidrage med noget, gøre en forskel, opfinde/skabe noget og klare sig selv. Derfor ser vi også de fastlåste positioner, når det handler om vækst og manglen på kvalificeret arbejdskraft, ansættelse af akademikere, fremtidens folkeskole, og efteruddannelse af ufaglærte eller nedslidte medarbejdere.

Dette ændrer dog ikke på, at Danmark – og resten af verden – befinder sig midt i den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor vidensøkonomien er ved at blive afløst af læringsøkonomien. Her handler det om at lære nyt, lære at anvende viden på en ny måde, og evne at samarbejde og skabe nye relationer, perspektiver og løsninger. Det der på mange måder det der omfatter filosofien og tankegangen om at gå fra et ”fixed” til et ”growth” mindset. Her rettes fokus mod muligheder og potentialer frem for i begrænsende overbevisninger og fastholdelse af status quo. Og ser man på jobannoncerne og stillingsbeskrivelserne i private virksomheder, det offentlige og i konsulentbranchen, så lægger man mærke til udtryk som digital læringskonsulent, kursus- og konferencekonsulent, kursuskoordinator, faglig konsulent og learning & development manager. Og for den unge generation, så holder de sig ikke tilbage, når det gælder udvikling af nye produkter, anvendelse af ny teknologi eller optagelse af ”sådan-gør-du”-videoer til Youtube.

Det er noget, som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked. Den anerkendte professor og forsker Lynda Gratton har udtalt, at vi skal have fokus på arbejdsopgaver og jobfunktioner frem for jobtitler og uddannelsesbaggrunde. Og ja, lige nu har Danmark stor mangel på tømrere, elektrikere, it-specialister, ingeniører og sundhedsfagligt personale. Men vi har især behov for medarbejdere og iværksættere, der besidder en række personlige og universelle færdigheder og kompetencer, som er afgørende på det arbejdsmarked, som er under forandring. Ifølge World Economic Forum vil de 10 vigtigste kompetencer i 2020 være:

  1. Kompleks problemløsning
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Følelsesmæssig intelligens
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandlingsevne
  10. Kognitiv fleksibilitet (mental omstillingsparathed og åbenhed)

Derfor er det ikke bare nok, at vi har dygtige medarbejdere med hænderne godt skruet på, der kan producere en masse og sikre driften. For kunderne er med til at bestemme og designe løsningerne. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af virksomheden og sammen med specialister og underleverandører uden for virksomheden. Den verden vi lever i bliver mere kompleks. Og vi kan ikke bare kopiere andre eller forvente, at det vi lever af i dag, også er det vi skal leve af i morgen.

Den gode nyhed er, at Danmark har en klar fordel sammenlignet med mange andre nationer. For vi har tradition for at satse på gratis uddannelse og se det som et fundament for velfærdssamfundet. Samtidig har vi en demokratisk og lighedsbaseret kultur og tradition, hvor nysgerrighed, tillid, kritisk tænkning og udfordring af autoriteterne har ført til, at vi kan tænke selv, er vant til at samarbejde og arbejde løsningsorienteret, tager ansvar og tør sige fra.

Til gengæld er der to forudsætninger, der skal være opfyldt, inden vi bliver alt for selvfede eller modløse. Den første er, at flere kommer med på vognen, når det gælder uddannelse og beskæftigelse. Den anden er, at vi skal have styrket danskernes generelle mentale sundhed. Her står det på nogle områder sløjt til, hvilket udover sygedage og mistrivsel også betyder manglende evne til f.eks. kompleks problemløsning, kreativitet, sikre kvaliteten af vores arbejde og håndtere forandringer.

Personalepleje og sundhedsfremme vinder frem på arbejdspladserne

Sundhed og trivsel på arbejdspladsen er ikke længere noget der bare bliver talt om, lavet kampagner for eller et personalegode for de udvalgte få.

Dette kan der være mange årsager til, som jeg ikke har fuldt indblik i. Dog hænger det sandsynligvis sammen med bl.a. et holdningsskifte, sygefraværdsstatistikkerne, stress-undersøgelser, rapporter fra bl.a. WHO, lovgivning og politisk bevågenhed samt nye krav og forventninger fra medarbejderne.

Derudover er der kamp om talenterne, langtidsfravær koster virksomhederne og det offentlige dyrt og går ud over de øvrige medarbejdere. Samtidig går vi op i sundhed, men kan ikke få det passet ind i en travl hverdag, og for virksomhederne har det god employer og employee branding værdi at satse på dette. Derfor ser vi også virksomheder som Great Place to Work lave deciderede konkurrencer og certificeringer på området, lige som der i Danmark nu kåres Danmarks sundeste arbejdspladser. Og for sundhedsindustrien, herunder psykologer, arbejdsmiljørådgivere, fysioterapeuter, diætister og sygeplejersker, er det en god nyhed.

Om det så er de rette tiltag, en skinmanøvre eller der er tale om en decideret strategisk praksis som led i f.eks. HR- og forretningsstrategien, det er ikke til at vide. I hvert fald skorter det ikke på bøger, rapporter og forslag, der sætter fokus på den negative betydning af dårlig ledelse, manglende indflydelse på og mening i arbejdet, undøvendig bureaukrati og kontrol samt utilstrækkelige sundheds- og arbejdsmiljøindsatser.

Opgør med bureaukrati og regeltyrani

Regeringen, virksomheder, industrien og udvalgte brancher er alle ved at gøre op med unødvendige regler og bureaukrati. Ikke nødvendigvis en tillidsreform, for politikerne ved åbenbart bedst, og har svært ved at stoppe med at lovgive ud fra enkeltsager og forventningen om quick fixes. Derfor er der stadig – og vil nok altid være – regler og bureaukrati, som opfattes som opfattes som unødvendige for “manden på gulvet”.

Nogle af de steder som får gavn af dette opgør er små og mellemstore virksomheder, dele af den den offentlige sektor, foreningsdanmark samt life science industrien. Modtagelsen har været positiv, selvom der også har været stillet spørgsmålstegn ved mulighederne for kvalitets- og forbedringsarbejde samt risikoen for forringet patientsikkerhed.

Næste gang er det forhåbentlig styringsmodellerne og finansieringen af de forskellige dele af den offentlige sektor, som der sker noget med. For alle tre elementer i den vigtige sociale kapital er vigtige: tillid, mening og retfærdighed.

Den gode arbejdslivsbalance er ikke ens for alle

                 Shutterstock/Lucian3D

Lad os starte med den gode nyhed: Danmark har, ifølge World Economic Forum, vedens bedste arbejdslivsbalance. Det skal vi være glade for, for det har positiv betydning for vores sundhed, produktivitet og effektivitet samt giver plads til flere på arbejdsmarkedet.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærene eller betragte det, som noget der er kommet af sig selv. Det er et fælles ansvar at sikre en god arbejdslivsbalance. Og her har vi meget at takke vores velfærdssamfund og lønmodtagerrettigheder for. Samtidig er lange arbejdstider ikke i høj kurs eller noget vi er tvunget til, bla. pga. rimelige lønninger.

Til gengæld er det med arbejdslivsbalancen ikke noget, som alle har lige stor indflydelse på, lige som den rette arbejdslivsbalance kan variere fra person til person og over tid. Og med den aktuelle stress-epidemi og ledighed blandt handicappede og seniorer, må der være noget der halter et sted.

Med GIG-økonomien, hvor flere og flere arbejder som løstansatte, kan det være svært at opnå et fast og stabilt arbejdsliv med en grundlæggende og sund arbejdslivsbalance. Med mindre man er heldig, evner at styre sin tid, har faste kunder, ikke er tvunget til at arbejde en masse timer og / eller  trives med livet som fri agent. I dele af den  offentlige sektor er der en praksis med mange deltidsansættelser. Det tiltaler nogle, især kvinder, men det kan også være kilde til økonomisk og faglig frustration.

Samtidig er vi mennesker forskellige, lige som vores livsforløb betyder, at vi på nogle tidspunkter har et stort ønske om og en masse energi til at “rykke”og pleje karrieren, mens vi har andre behov og ønsker, når vi stifter familie, oplever sygdom/kriser eller nærmere os pensionsalderen. Derfor er en god arbejdslivsbalance ikke det samme for alle.

Det oplever mange virksomheder nu, hvor der inden for visse fag og brancher er mangel på kvalificeret arbejdskraft, opleves nedslidning, stress og stor personaleomsætning samt en generel centralisering af arbejdspladserne.

Dertil kommer den nye millenialsgeneration, som er på vej ud på arbejdsmarkedet – eller allerede har gjort deres første joberfaringer. De vil have et meningsfyldt arbejde, de vil have indflydelse, de bliver ikke hængende så længe og – vigtigst af alt: de skelner ikke helt mellem arbejde og fritid.

Mellemledernes anseelse og ledelsesansvar – nu og i fremtiden

Mellemlederne er udfordret for tiden. De er klemt, overset, drukner i drift og er ikke klædt godt nok på til en ekstremt forandringspræget hverdag.

DEA har, i samarbejde med Lederne og NOCA, undersøgt, hvordan danske mellemledere ser på deres arbejdsliv. Resultatet er, at de føler sig udfordret på især 4 områder:

1) Evnen og pladsen til at agere forandringsagenter

2) Tid til at lede – driften fylder (for) meget

3) Teknologi og digitalisering

4) Uforudsigelighed og usikkerhed, som udfordrer den mentale sundhed

Noget af det, som gør det svært at være mellemleder, er at de mangler information fra topledelsen. Derudover har de ikke den højeste status. Hverken i virksomhederne, hos politikere eller i befolkningen. Således var der ingen mellemleder med i regeringens ledelseskommission, lige som kritikken af unødvendige ledere (læs: bureaukrati og kolde hænder) fylder meget.

Derfor er det nok en god ide at lytte til opfordringerne fra henholdsvis Johan Larsen, valgt som årets lærling af DI Vestsjælland: “Tag jeg bedre af mellemlederne” og Ledelseskommissionen: “Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk”.

Jagten på det meningsfulde arbejde

Der går næsten ikke en dag, uden at jeg ser et opslag, en artikel eller en debat om emner relateret til “det meningsfulde arbejde”. Enten med udgangspunkt i bøger som “Pseudoarbejde, “Det meningsfulde arbejde”, livsfarlig ledelse” og “vær professionel på arbejdet”. Eller aktuelle udfordringer og bekymringer som stress, antallet af medarbejdere der ønsker at skifte job, negative nyhedsartikler samt en ung generation, der forventer både et menings- og ansvarsfuldt arbejde.

Som et rigt og veludviklet samfund som vores med velfærdsgoder, overskud, lighed, fokus på medarbejderpleje samt manglende behov for at arbejde af nød (de fleste af os, i hvert fald), kan vi tillade os at stille krav om meningsfuldt arbejde. For vi har dækket de laveste behov i Maslows behovspyramide, der er mangel på arbejdskraft, vi har adgang til løbende uddannelse og opkvalificering og har opbakning fra fagbevægelsen.

Arbejdet er både med til at skabe vores identitet, dække vores sociale behov, sikre en indkomst og give os mulighed for at udvikle os. Men det er langt fra altid, at det vi laver giver mening. Eller at chefen / virksomheden giver én lyst til at blive.

Måske det er forventningsafstemningen den er gal med, dårlig ledelse/ledere, manglende forståelse af behovet for social kapital, det stigende forandringspres, kontroltyraniet eller manglende indflydelse på eget arbejde? Og husker vi at skelne mellem meningsløst, ligegyldigt, uinspirerende og dårligt planlagt/defineret arbejde?.

Mennesker og teknologi er ikke hinandens modsætninger

Frygten for at miste sit arbejde pga. automatisering, frustrationer over at spilde tid på dårlige it-systemer og udsigten til mere upersonlig kontakt med andre er ikke lige det der er med til at skabe teknologibegejstring. Og ja, der er udfordringer og behov for omstilling. Ingen tvivl om det.

Imidlertid kan størstedelen af teknologien ikke erstatte kloge hoveder, varme hjerter og dygtige hænder. Og det skal den heller ikke. Men den kan gøre livet nemmere, skabe nye arbejdspladser og give plads til en bedre anvendelse af menneskelige ressourcer. Hvis, altså, ledere og medarbejdere er klar til det og den bliver implementeret og anvendt på en god måde. Lige nu ser mange ledere det som deres største udfordring.

Jeg prøver ikke at være en jubelidiot, men prøver bare at fokusere på det positive. Og den teknologiske udvikling stopper ikke.

FNs verdensmål som løftestang for virksomhedernes CSR-arbejde

CSR

Mange borgere har mistet tilliden til, at det offentlige/politikere kan/vil sikre tilfredsstillende løsninger på væsentlige “bløde” udfordringer. Det sker i kølvandet på en verdensomspændende finanskrise, klimaudfordringer, flygtningekriser, sundhedssystemer der bryder sammen samt sociale problemer der forsøges løst med puljer, bistandshjælp, lappeløsninger og pisk.

Samtidig kan virksomhedernes bidrag til at løfte et socialt ansvar være svære at honorere, ud over enkeltstående og måske mindre strategiske og afgørende indsatser. Og der stilles ofte spørgsmålstegn ved legitimiteten af disse tiltag.

Continue reading

GIG-økonomien udfordrer arbejdsmarkedet men giver også plads til fleksibilitet

Fremtidens arbejdsmarked er her ikke endnu, og så alligevel. En række tendenser og ændringer er i gang allerede nu. Vi ved ikke helt, hvad fremtidens jobfunktioner og -titler er. Nye virksomhedstyper, samarbejdsformer og produkter kommer til. Og færre vil arbejde som lønmodtagere.

GIG-økonomien, der også omtales som freelance- og platformsøkonomi, har ramt arbejdsmarkedet i hele verden (GIG er oprindeligt musikeres udtryk for en arbejdsopgave i form af en koncert). Flere og flere vil – frivilligt eller pga. manglende efterspørgsel på fastansatte medarbejder – arbejde som freelancere, projektansatte, vikarer og daglejere. Ifølge en række fremtidsforskere og organisationer som World Economic Forum og ILO vil omkring 50% af arbejdsstyrken i 2030 bestå af ikke-fastansatte medarbejdere.

Det vil medføre både udfordringer og muligheder for virksomheder, arbejdstagere og fagbevægelsen, herunder i forhold til:

Continue reading