Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Fredede cheflønninger

Shutterstock

Finanskrisen og manglende konkurrenceevne har ført til skarpe meninger om både danske lønninger, overførselsindkomster og bonusordninger for chefer og nøglemedarbejdere.

Det kan virke provokerende, at menige medarbejdere bliver afkrævet løntilbageholdenhed af konkurrencemæssige hensyn samtidig med, at deres chefer kan bevare gode lønninger og bonusordninger.

Aasger Aaamund har udtalt, at topcheferne bliver betalt for at træffe svære beslutninger. Dette giver jeg ham ret i, men de bliver vel også betalt for at levere resultater? Og det er vel det, som de af og til ikke har formået, og derfor har været nødt til at træffe svære beslutninger. Vestas er et godt eksempel, hvor man således har valgt at forfremme en topchef, på trods af, at vedkommende ikke har leveret resultater. Vedkommende har endda selv udtalt det.

Så er det, at udenforstående personer som jeg, der absolut ikke lider under hverken Janteloven eller misundelse, stiller spørgsmålstegn ved, at nogle direktører og bestyrelser får lov til at frede cheflønninger og bonusordninger, uden at aktionærerne kan gøre noget ved det. Og hvis lønningerne er et problem for et selskabs konkurrenceevne, så må alle lønningerne tælle med – ikke kun dem for medarbejderne.

Hjemmearbejde – hvor svært kan det være?

Industrisamfundet er en saga blot, men beskæftigelseslovgivningen er ikke fulgt med ind i det 21. århundrede. I hvert fald sker det kun med ganske få skridt.

I 2011 vedtog man en national hjemmearbejdsdag. Det ser jeg som et skridt i den rigtige retning, for mange har jo rent faktisk en hjemmearbejdsplads. Og hver 3. lønmodtager har et job, der gør det muligt. Ligeledes viser en dansk undersøgelse fra 2008, at mange danskere elsker deres hjemmearbejdsplads. Måske fordi de så kan arbejde, når de er mest effektive og når det passer ind i hverdagen. Samtidig kan de slippe for myldretrafik, larm og afbrydelser.

Efter finanskrisen er billedet ifølge Randstad ændret en del, måske fordi folk er bange for at miste deres arbejde og tilhørsforhold til gode kolleger.

Det handler vel om at skabe optimale arbejdsbetingelser og fokusere på, hvilke resultater vi skaber i stedet for entydigt at bedømme lønmodtagere ud fra, hvor hvornår og hvor meget de arbejder. Uden at det dog skal føre til en forventning om, at folk er til rådighed 24 timer i døgnet.

Greentech på hjernen

Greentech er helt klart et indsatsområde, som det er værd at satse på. Ikke mindst de steder, hvor der er et naturligt samarbejde på området, herunder Nordsjælland, hvilket jeg tidligere har sat fokus på sammen med Morten Helveg Petersen

Men der er ingen grund til entydigt at satse på én branche i en tid hvor potentialet og arbejdspladserne opstår i andre brancher, blandt iværksættere og hos de traditionelle industrivirksomheder. Med Rasmus Helvegs udtalelser om Aalborgportland – med 1500 ansatte – over for Vestas’ og Siemens ditto nedskæringer -, virker det desværre som om, at nogle politikere har fået greentech på hjernen. Dertil kommer gartnerier og grønne virksomheder, der med den nye sukker– og fedtafgift, overvejer at flytte deres produktion til udlandet samt grønne iværksættere, som ikke kan fnde politisk opbakning eller finansiering til f.eks. CO2-neutrale teknologier.

Det er simpelthen både dumt, tegn på uvidenhed om dansk erhvervsliv og direkte i modstrid med regeringens målsætning om at kickstarte dansk økonomi og proritere arbejdet med innovation. .

NB: Dette indlæg er opdateret d. 8. februar 2012

Medarbejderne betaler for topchefernes fejltagelser

Ikke alene har Finanskrisen gjort det sværere og dyrere at være dansker. Den har også været med til at udstille en række brancher og virksomheder, der hverken havde styr på økonomi eller ledelse. Således har en række topchefer kunne hævet en fed hyre til trods for at de ikke har skabt nogen nævneværdige resultater og/eller sikret sig en klækkelig fratrædelsesgodtgørelse, når de er blevet fyret som resultat af inkompetence. Det har vi ikke råd til i længden, særligt ikke i forhold til de medarbejdere, som mister deres arbejde pga de efterfølgende nedjusteringer og besparelser.

Til gløgg og æbleskiver hos Mette Frederiksen

Som nyt medlem af Foreningen af Arbejdsmarkedsjournalister havde jeg fornøjelsen af at opleve Mette Frederiksen på slap line. Det blev til et par mundtre timer med debat om alt fra konsekvenserne af efterlønsreformen og  manglende fornuft i kommunernes beskæftigelsesindsats til krævementaliteten blandt unge ledige og afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Derudover gav Mette Frederiksen et indblik i regeringens planer på områder som social dumping, ungdomsarbejdsløshed og de kommende arbejdsmarkedsreformer og overenskomstforhandlinger.

For mit eget vedkommende forsøgte jeg at sætte fokus på vilkårene for psykisk syge samt regeringens løfte om en barselsfond for selvstændige. Førstnævnte var ikke så nemt at komme igennem med, mens hun bekræftede, at planerne om en barselsfond nok kom på bordet i 2013. Dog undlod hun at fortælle, at det allerede ville blive lanceret kort efter dette møde.

Ønskes: vækstinitiativer – Haves: syltekrukker

“It is the economy, stupid” sagde Bill Clinton tilbage i 90’erne.

Siden da er økonomitemaet koblet på en vækstdagsorden, i hvert fald tales der meget om det.

Men i Danmark halter det med konkrete initiativer, udover et Vækstforum og en Vækstpakke, som store dele af erhvervslivet betragter som en række syltekrukker.

Spørgsmålet er, hvor længe lønmodtagerdanmark og DJØF’erne på Christiansborg vil fortsætte med at sikre tryghed for danskerne på bekostning af jobskabelse, vækst og øgede skatteindtægter.