Frihandel er mere end et privilegium

Intet land kan leve af at handle med sig selv, klippe hinanden eller finansiere udgifter med skatter. Og det er få forbrugere, der kun køber produkter fra deres eget land. Heller ikke de mest nationalistiske eller bæredygtighedselskende af slagsen.

Frihandel har gavnet mange lande og kontinenter. Til gengæld er det ikke alle der nyder godt af frihandelsprivilegiet. Især ikke Afrika. Derfor ser vi en folkevandring og hjerneflugt fra bl.a. mange tidligere kolonier, som den vestlige verden nu spiser af med bistandsmidler og import af udvalgte varer og ressourcer.

For Danmarks vedkommende kan vi, ifølge en ny analyse, takke EU’s fælles indre marked for, at vi er 10 % rigere og har et 5 % større bruttonationalprodukt. Og for EU som helhed er frihandlen med til at sikre 56 mio. jobs. Især de små og mellemstore virksomheder nyder godt af det.

Men med frihandel bliver der også stillet krav. Lige nu er det et af de største stridspunkter ved Brexit-forhandlingerne. Og frihandel er ikke en garanti for eksport. Det oplever USA bl.a. Deres svar har været at indføre told og afgifter på varer fra Kina og EU. Men hvorfor ikke se på, hvorfor amerkanerne og udlandet vælger amerikanske produkter fra.

Frihandel løser ikke alt, og kan på nogle måder spænde ben for en bæredygtig erhvervsudvikling. Og der er også andre udfordringer i form af manglende standardisering, statsstøtte og digitale benspænd. Her har verdenshandelsorganisationen WTO ikke fulgt med tiden og udviklingen. Derfor er der lagt op til en større reform for at forhindre unfair konkurrence og en decideret handelskrig.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

I Danmark er det nemt at oprette et firma. Siden sidste år har man kunne gøre det for 1 krone. På arbejdsmarkedet udgør iværksættere, selvstændige og freelancere 22% af arbejdsstyrken. Og andelen er stigende, især blandt børn og unge. Sandsynligvis som led i udviklingen af den såkaldte GIG-økonomi / freelancerøkonomi / platformsøkonomi.

Til gengæld er det få selvstændige virksomheder der overlever efter de første 5 år, mange har udfordringer med at tiltrække risikovillig kapital og få af dem formår at vækste. Det spænder ben for mange, lige som retten til barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Derfor er det tankevækkende, at arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen stadig bygger på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Der er kommet en ny dagpengeaftale, der betyder, at der ikke skelnes så meget mellem lønmodtagere, freelancere og selvstændige. Nogle kommuner giver penge til ledige, der ønsker at starte virksomhed. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. En række iværksættere er begyndt at undervise i iværksætteri. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordring med at få adgang til risikovillig kapital.

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.For vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. .

Svarene på, hvordan denne situation skal håndteres, og hvilke løsninger der skal på bordet er mange, og de fleste har fokus på tiltag, der påvirker arbejdsudbuddet og købekraften. Det vil sige første del af teorien om udbud og efterspørgsel. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal sikre landbrugets overlevelse. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. Men ærligt talt. Det er nok ikke lige deres kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation, og erhvervsskolerne holdes ikke fri for nedskæringer. .

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken eller måske tage chancen som selvstændig, selvom det betyder nedgang i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

Et kønsopdelt arbejdsmarked koster erhvervslivet penge og arbejdskraft

Kilde: Shutterstock

Ligestillingdebatten har, med rette måske, ofte fokus på lønforskelle, diskrimination og manglende udnyttelse af kvinders kompetencer.

Imidlertid er det relevant også at fokusere på de bagvedliggende årsager og konsekvenserne på lang sigt, der bl.a. hænger sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked.

I en ny rapport fra SFI, er det kønsopdelte arbejdsmarked blevet kortlagt .

Rapporten belyser tre områder:

  • Udviklingen i kønsopdelingen på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste to årtier.
  • Mobilitet på individniveau ved at undersøge mobiliteten mellem sektorer og brancher.
  • Udviklingen i kønsopdelingen i uddannelsessystemet.

Ud fra dette påpeges det i rapporten, at et kønsopdelt arbejdsmarked medfører, at visse fag og brancher præges af økonomisk ineffektivitet, at visse kvindedominerede brancher fravælges af mænd, bl.a. pga. lavere lønninger, at nogle brancher generelt har svært ved at tiltrække både mænd og kvinder samt at kvinder nogle steder er overkvalificeret i forhold til det arbejde de udfører.

Dermed vil det danske arbejdsmarked de kommende år blive udfordret af mulighederne for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og opnå gevinsterne af mangfoldighedsledelse. Desuden vil lønningerne bygge på køn mere end kompetencer. Og nogle fag/brancher vil få (endnu) større udfordringer ift. parametre som antallet af ansatte på barsel/ufaglærte/nedsat arbejdstid/nedslidning mm.

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Så blev der endelig sat gang i privatiseringsdebatten

Med Lars Løkkes snak om nulvækst i i den offentlige sektor har jeg længe haft den tanke, at han  virkeligheden taler om privatisering af den offentlige sektor, men ikke havde mod til at sige det.

Traditionelt set er venstrefløjen, inkl. Socialdemokraterne, mest skeptiske over for dette, især på velfærdsområdet. Men i praksis har de “røde” kommuner lagt mere op til udlicitering end de “blå”.  

Nu er den såkaldte produktivitetskommission så også kommet på banen med forslag om mere privatisering/udlicitering og offentligt-privat samarbejde. Og det har fået de ideologiske argumenter frem hos de forskellige politiske fløje på Christiansborg samt hos dele af fagbevægelsen.

Men hvorfor gøre det her til en religion? Fokus må ligge på kapacitet, kvalitet og udgifter.

Lige nu viser f.eks. beskæftigelsesindsatsen med al tydelighed, at hverken det offentlige eller det private evner at levere kvalitet for pengene. Så her skal der tænkes nyt og frit. Flere steder i kommunerne er der et alt for stor fokus på regler og procedurer i stedet for at se på borgernes konkrete situation og betragte dem som kunder. Her kunne man sikkert lære noget af både private virksomheder og frivillige foreninger. Og på hospitalsområdet har flere regioner sparet penge og undgået overkapacitet/underkapacitet ved at lade privathospitaler stå for bl.a. scanninger.

Men lad os nu se, om plejer er ved at dø.   

 

Konkurrencestaten – hvor langt vil vi gå?

Danmarks finansminister har meldt ud, at vi befinder os i en konkurrencestat. Det han nok ret i. Og erhvervslivet stiller også krav om bedre vilkår for at klare sig i den internationale konkurrence.

Men hvad med konkurrencen på det danske arbejdsmarked? Skal den også være fri og fair?

Udbudsreglerne betyder i praksis, at kun de største aktører med det billigste bud vinder. Og prisen holder sjældent i virkeligheden. Social dumping og manglende kædeansvar er heller ikke just et udtryk for fair konkurrence. Men det bekymrer finansministeren og liberale politikere sig ikke om. Det er kun skatten, der er problemet.

Og hvad med aupair-ordningen? Hvorfor skal små selvstændige servicefirmaer udkonkurreres, fordi rige nordsjællendere ikke vil betale for børnepasning, rengøring og madlavning? På samme måde fratager SKI-aftalen det offentlige fra at købe ind hos den billigste leverandør. Senest har Atea fået lov til at være eneleverandør til staten.

Så der er lang vej til at vi får noget der minder om en konkurrencestat.

Mandsmod og god ledelse som mangelvare

Der produceres og effektiviseres til den store guldmedalje i det ganske land. Men det er ikke godt nok, siger Produktivitetskomissionen, DI, DJØF, erhvervsfolk med flere.  

Til gengæld er der få der stiller spørgsmålstegn ved, om vi producerer de rigtige ting, og om vi gør det på den rigtige måde. Her tænker jeg ikke på dansk nicheproduktion eller LEAN-principper, men mere på, om det vi leverer på arbejdspladsen har værdi og bidrager til bundlinjen samt er båret frem af dygtige medarbejdere, ledere, samarbejspartnere og politikere.

Banksektoren, Vestas og it-virksomhederne, der har leveret elendige it-systemer til det offentlige, viser med al tydelighed, at det ikke er alle, der evner at drive forretning. Sygefraværet i både den offentlige og private sektor taler også sit tydelige sprog. For én ting er finanskrisen og konkurrencen udefra, noget andet er politikernes passion for regler og kontrol, danskernes hang til lønmodtagerrollen og ledernes manglende evne til at tage vare på medarbejderne, belønne dem for deres resultater og indsats samt prioritere rigtigt i en travl hverdag. Bedre bliver det heller ikke, når danske toppolitikere, der stiller krav til borgerne om at bidrage til samfundet, samtidig med at de selv ikke har mandsmod nok til at stå ved konsekvenserne af deres politik eller erkende deres egne fejl og manglende dømmekraft. 

Tillid, respekt og resultater kommer ikke af sig selv. Det kræver mandsmod, god ledelse og evnen til at levere varen.

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Fredede cheflønninger

Shutterstock

Finanskrisen og manglende konkurrenceevne har ført til skarpe meninger om både danske lønninger, overførselsindkomster og bonusordninger for chefer og nøglemedarbejdere.

Det kan virke provokerende, at menige medarbejdere bliver afkrævet løntilbageholdenhed af konkurrencemæssige hensyn samtidig med, at deres chefer kan bevare gode lønninger og bonusordninger.

Aasger Aaamund har udtalt, at topcheferne bliver betalt for at træffe svære beslutninger. Dette giver jeg ham ret i, men de bliver vel også betalt for at levere resultater? Og det er vel det, som de af og til ikke har formået, og derfor har været nødt til at træffe svære beslutninger. Vestas er et godt eksempel, hvor man således har valgt at forfremme en topchef, på trods af, at vedkommende ikke har leveret resultater. Vedkommende har endda selv udtalt det.

Så er det, at udenforstående personer som jeg, der absolut ikke lider under hverken Janteloven eller misundelse, stiller spørgsmålstegn ved, at nogle direktører og bestyrelser får lov til at frede cheflønninger og bonusordninger, uden at aktionærerne kan gøre noget ved det. Og hvis lønningerne er et problem for et selskabs konkurrenceevne, så må alle lønningerne tælle med – ikke kun dem for medarbejderne.