Lønmodtagerkulturen og faste arbejdstider fra 9 – 17 holder udviklingen tilbage

Shutterstock/Lucian3D

Lad mig starte med at slå én ting fast: Jeg har hverken noget problem med lønmodtagere eller 9 – 17-arbejde. Jeg er selv lønmodtager og arbejder 9 – 17.

Men der hvor kæden hopper af for mig er, når en stor del af lovgivningen, borgerne og sågar fagforeninger alene tager udgangspunkt i det industrisamfund, som eksisterede for mere end 100 år siden, når arbejdsmarkedet skal udvikles og reguleres.

For mange arbejder hverken fra 9 – 17 eller som lødmodtagere. Og der er mange muligheder for og ønsker om ikke at være låst fast af bestemte tidspunkter, arbejdsformer og lokaliteter.

Globaliseringen betyder, at samarbejdspartnere, kunder og kollegaer arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet, alt efter hvor de bor på kloden.

Det fleksible arbejdsmarked betyder, at åbningstider mellem 9 og 18 ikke hænger sammen med en travl hverdag med børn, pendleri og vekslende arbejdstider.

Desuden er folk forskellige og har forskellige døgnrytme. Det er ikke noget jeg bare siger – det bliver der forsket i. Så hvorfor ikke lade folk bidrage til samfundet, fællesskabet og arbejdspladsen, når de er mest produktive?

Nye medier og kommunikationsformer gør det muligt at arbejde på en anden måde end tidligere. Det kræver ikke nødvendigvis en kontorplads eller at man stempler ind i produktionshallen.

Tænk også på det evige vejarbejde og ventetiderne på sygehusene. Hvorfor lukker det ned de fleste steder kl. 15?

Lysten til at blive selvstændig er stor, men mange afholder sig fra til, bl.a. fordi lovgivningen primært er indrettet til at håndtere arbejdsforhold for lønmodtagere eller ledige.  

Desuden viser projekter omkring selvvvalgt arbejdstid, at det fører til større arbejdsglæde og mindre sygefravær.

På samme måde kan nye og mere fleksible arbejdspladser føre til bedre talentpleje.