Daginstitutionerne har brug for andet end løftede pegefingre

Forventningerne til vores daginstitutioner har nået uanede højder, og derfor er det også nemt at blive skuffet.

Den seneste tid har kritikken gået på antallet af lukkeuger, for feminine værdier, opbevaring frem for pasning samt nedslidning af bygninger og faciliteter.

Men hvem har egentlig gjort noget for at rekruttere flere mænd til daginstitutionerne? Hvor mange vil betale mere i ejendomsskat, så vi har råd til at ansætte flere pædagoger? Hvem har sidst skrevet et rosende læserbrev om en lokal daginstitition – vel og mærke én, der ikke var lukningstruet? Og hvor mange afser tid til at deltage i samtaler med ledere og pædagoger, tage en halv fridag eller sige fra over for den mængde af papirarbejde, som tynger institutionerne?

Kort sagt, hvor mange har foretaget sig noget konstruktivt eller set på dagsinstitutionerne fra andet end deres egen lille verden?