Hvad skal Danmark leve af?

Valgkampen har længe været i gang, og som vanligt er det lig med løfter og  overbudspolitik for, hvad der skal bruges penge på. Ikke mindst velfærd.

Men hvad skal Danmark leve af? Og hvor skal pengene komme fra – udover hævede skatter og afgifter?

Det spørgsmål stiller både Mandag Morgen og serieiværksætter Martin Thorborg.

Socialdemokraterne og Venstre har begge lanceret deres bud for at styrke dansk erhvervsliv. Fælles for dem begge er, at de fokuserer på erhvervslivets rammevilkår, uddannelse samt omstilling til grøn energi.

Det er en start men ikke særligt visionært eller nytænkende.

Udgifterne til udbudsrunder og privaticering skal tælle med

Konkurrence er en god ting. Især fair konkurrence. Og et marked, hvor det er kunderne, som er i fokus.

Til gengæld er det utopi, i min verden, at tro, at markedet regulerer sig selv og tilpasser sig efterspørgslen. For udbyderne gør sjældent noget, der ikke er til gavn for dem selv eller kan betale sig på både den korte og den lange bane. I så fald ville der nok blive udviklet medicin til små og fattige patientgrupper, flere der bød ind på komplicerede opgaver med store lovgivningsmæssige og rammemæssige krav og/eller it-firmaer, der blev ramt efter adskillige skandaler.

Udbud kan være en god ting, både økonomisk og udviklingsmæssigt. Og noget kan vi ikke komme uden om pga. EU’s regler. Der er bare nogle af mellemregningerne og de negative konsekvenser/resultater, som har det med at blive overset. Det gælder f.eks.:

  • Ulovlig eller uregelmenterede udbudsrunder, der efterfølgende enten bliver annulleret, resulterer i sagsanlæg eller giver anden uro på bagsmækken
  • Udbud der stiller så store / specifikke krav, at nogle virksomheder rent faktisk har monopol og små/mellemstore virksomheder ikke har en reel chance for at byde på opgaven
  • Oplevet administrativt bøvl fra udbyderens side.
  • Udgifter og tidsforbrug til ansøgninger blandt de virksomheder, der ikke fik opgaven. De lærte måske noget. Men det var dyrt. Og ressourcer der kunne være anvendt til noget andet.
  • Udbudsrunder hvor prisen er den afgørende faktor. Her kan det ende med dårligere kvalitet, faglig inkompetence og manglende økonomisk robusthed hos dem der vinder opgaven
  • Dobbeltbetaling hos kommunerne der har forsyningspligten. Går en privat leveandør konkurs, skal de overtage opgaven. Og den udgift er sjældent regnet med i udbuddet.

Frihandel er mere end et privilegium

Intet land kan leve af at handle med sig selv, klippe hinanden eller finansiere udgifter med skatter. Og det er få forbrugere, der kun køber produkter fra deres eget land. Heller ikke de mest nationalistiske eller bæredygtighedselskende af slagsen.

Frihandel har gavnet mange lande og kontinenter. Til gengæld er det ikke alle der nyder godt af frihandelsprivilegiet. Især ikke Afrika. Derfor ser vi en folkevandring og hjerneflugt fra bl.a. mange tidligere kolonier, som den vestlige verden nu spiser af med bistandsmidler og import af udvalgte varer og ressourcer.

For Danmarks vedkommende kan vi, ifølge en ny analyse, takke EU’s fælles indre marked for, at vi er 10 % rigere og har et 5 % større bruttonationalprodukt. Og for EU som helhed er frihandlen med til at sikre 56 mio. jobs. Især de små og mellemstore virksomheder nyder godt af det.

Men med frihandel bliver der også stillet krav. Lige nu er det et af de største stridspunkter ved Brexit-forhandlingerne. Og frihandel er ikke en garanti for eksport. Det oplever USA bl.a. Deres svar har været at indføre told og afgifter på varer fra Kina og EU. Men hvorfor ikke se på, hvorfor amerkanerne og udlandet vælger amerikanske produkter fra.

Frihandel løser ikke alt, og kan på nogle måder spænde ben for en bæredygtig erhvervsudvikling. Og der er også andre udfordringer i form af manglende standardisering, statsstøtte og digitale benspænd. Her har verdenshandelsorganisationen WTO ikke fulgt med tiden og udviklingen. Derfor er der lagt op til en større reform for at forhindre unfair konkurrence og en decideret handelskrig.

GIG-økonomien udfordrer arbejdsmarkedet men giver også plads til fleksibilitet

Fremtidens arbejdsmarked er her ikke endnu, og så alligevel. En række tendenser og ændringer er i gang allerede nu. Vi ved ikke helt, hvad fremtidens jobfunktioner og -titler er. Nye virksomhedstyper, samarbejdsformer og produkter kommer til. Og færre vil arbejde som lønmodtagere.

GIG-økonomien, der også omtales som freelance- og platformsøkonomi, har ramt arbejdsmarkedet i hele verden (GIG er oprindeligt musikeres udtryk for en arbejdsopgave i form af en koncert). Flere og flere vil – frivilligt eller pga. manglende efterspørgsel på fastansatte medarbejder – arbejde som freelancere, projektansatte, vikarer og daglejere. Ifølge en række fremtidsforskere og organisationer som World Economic Forum og ILO vil omkring 50% af arbejdsstyrken i 2030 bestå af ikke-fastansatte medarbejdere.

Det vil medføre både udfordringer og muligheder for virksomheder, arbejdstagere og fagbevægelsen, herunder i forhold til:

Continue reading