Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Selvmodsigelser i samspillet med de unge i uddannelsessystemet

Ungdommen er fremtiden, siger vi. Og der er brug for dem, for vi andre bliver ældre og går på et tidspunkt på pension, ned i tid eller holder for meget fast i fortiden.

Og initiativerne er der mange af (fremdriftsreform, reform af erhvervskolerne, gymnasiereform, debat om adgangskrav til gymnasierne, førtids- og fleksreform, kontanthjælpsreform mm.) – de er bare ikke altid de rigtige, eller også er de præget af kortsigtede løsninger, stereotype billeder af de unge og udpegning af, hvem der skal gøre tingene anderledes/skaber problemer. Sidstnævnte omfatter alt lige fra forældrene, de studerende, de unge selv, underviserne, rektorerne, folkeskolen og erhvervslivet.

Konsensus er der i hvert fald ikke. Og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen er der heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver. Nogle af dem ser vi allerede:

  • Fokus på karakterræs og produktion af kandidater
  • Ensretning – ingen plads til at tænke ud af boksen eller være noget specielt
  • Stressede studerende
  • Studerende med manglende erhvervserfaring
  • Erhvervsskoleer der nedprioriteres/forskelsbehandles og hvis elever bliver dem, der ikke klarer sig godt i folkeskolen eller selv må kæmpe for en læreplads/praktikplads
  • Sårbare unge, der falder ud af uddannelsessystemer flere gange og kastes rundt i de kommunale systemer

Unge er mere end bare unge, og de er ikke ens. Lige som ældre heller ikke alle er svage/fattige.

Det handler om at få de unge godt ud på den anden side af uddannelsessystemet til gavn for samfundet og dem selv.Og hvor der stilles rimelige krav og forventninger til dem.

Beskæftigelsesreform i sigte

Kilde: Shutterstock

 

Efter mere end et årtis ørkenvandring, snak og ubeslutsomhed er der kommet et bud på en ny besæftigelsesreform.

Det er tiltrænkt, og ideen om ikke at lade det blive til en spareøvelse er positiv. Desuden er der gode målsætninger om at gøre op med ensretning, bureaukrati, ventetid på aktivering og et øget antal ufaglærte, der bliver hægtet af arbejdsmarkedet.

Nu er spørgsmålet bare, om folketinget i fællesskab kan finde et kompromis, så der ikke kun bliver tale om en optakt til næste folketingsvalg.

I mellemtiden kan man håbe på, at en kommende reform bliver fulgt op af initiativer, der gør noget ved følgende negative tendenser og karakteristika ved det danske arbejdsmarked:

  • Sort og underbetalt arbejde
  • Aldersdiskrimination
  • Urimelig behandling af syge og handicappede
  • Misbrug af tilskudsordninger (praktik, løntilskud mm.)
  • Iværksættere med færre rettigheder end folk på kontanthjælp/dagpenge

Så blev der endelig sat gang i privatiseringsdebatten

Med Lars Løkkes snak om nulvækst i i den offentlige sektor har jeg længe haft den tanke, at han  virkeligheden taler om privatisering af den offentlige sektor, men ikke havde mod til at sige det.

Traditionelt set er venstrefløjen, inkl. Socialdemokraterne, mest skeptiske over for dette, især på velfærdsområdet. Men i praksis har de “røde” kommuner lagt mere op til udlicitering end de “blå”.  

Nu er den såkaldte produktivitetskommission så også kommet på banen med forslag om mere privatisering/udlicitering og offentligt-privat samarbejde. Og det har fået de ideologiske argumenter frem hos de forskellige politiske fløje på Christiansborg samt hos dele af fagbevægelsen.

Men hvorfor gøre det her til en religion? Fokus må ligge på kapacitet, kvalitet og udgifter.

Lige nu viser f.eks. beskæftigelsesindsatsen med al tydelighed, at hverken det offentlige eller det private evner at levere kvalitet for pengene. Så her skal der tænkes nyt og frit. Flere steder i kommunerne er der et alt for stor fokus på regler og procedurer i stedet for at se på borgernes konkrete situation og betragte dem som kunder. Her kunne man sikkert lære noget af både private virksomheder og frivillige foreninger. Og på hospitalsområdet har flere regioner sparet penge og undgået overkapacitet/underkapacitet ved at lade privathospitaler stå for bl.a. scanninger.

Men lad os nu se, om plejer er ved at dø.   

 

Konkurrencestaten – hvor langt vil vi gå?

Danmarks finansminister har meldt ud, at vi befinder os i en konkurrencestat. Det han nok ret i. Og erhvervslivet stiller også krav om bedre vilkår for at klare sig i den internationale konkurrence.

Men hvad med konkurrencen på det danske arbejdsmarked? Skal den også være fri og fair?

Udbudsreglerne betyder i praksis, at kun de største aktører med det billigste bud vinder. Og prisen holder sjældent i virkeligheden. Social dumping og manglende kædeansvar er heller ikke just et udtryk for fair konkurrence. Men det bekymrer finansministeren og liberale politikere sig ikke om. Det er kun skatten, der er problemet.

Og hvad med aupair-ordningen? Hvorfor skal små selvstændige servicefirmaer udkonkurreres, fordi rige nordsjællendere ikke vil betale for børnepasning, rengøring og madlavning? På samme måde fratager SKI-aftalen det offentlige fra at købe ind hos den billigste leverandør. Senest har Atea fået lov til at være eneleverandør til staten.

Så der er lang vej til at vi får noget der minder om en konkurrencestat.

Lønmodtagerkulturen og faste arbejdstider fra 9 – 17 holder udviklingen tilbage

Shutterstock/Lucian3D

Lad mig starte med at slå én ting fast: Jeg har hverken noget problem med lønmodtagere eller 9 – 17-arbejde. Jeg er selv lønmodtager og arbejder 9 – 17.

Men der hvor kæden hopper af for mig er, når en stor del af lovgivningen, borgerne og sågar fagforeninger alene tager udgangspunkt i det industrisamfund, som eksisterede for mere end 100 år siden, når arbejdsmarkedet skal udvikles og reguleres.

For mange arbejder hverken fra 9 – 17 eller som lødmodtagere. Og der er mange muligheder for og ønsker om ikke at være låst fast af bestemte tidspunkter, arbejdsformer og lokaliteter.

Globaliseringen betyder, at samarbejdspartnere, kunder og kollegaer arbejder på forskellige tidspunkter af døgnet, alt efter hvor de bor på kloden.

Det fleksible arbejdsmarked betyder, at åbningstider mellem 9 og 18 ikke hænger sammen med en travl hverdag med børn, pendleri og vekslende arbejdstider.

Desuden er folk forskellige og har forskellige døgnrytme. Det er ikke noget jeg bare siger – det bliver der forsket i. Så hvorfor ikke lade folk bidrage til samfundet, fællesskabet og arbejdspladsen, når de er mest produktive?

Nye medier og kommunikationsformer gør det muligt at arbejde på en anden måde end tidligere. Det kræver ikke nødvendigvis en kontorplads eller at man stempler ind i produktionshallen.

Tænk også på det evige vejarbejde og ventetiderne på sygehusene. Hvorfor lukker det ned de fleste steder kl. 15?

Lysten til at blive selvstændig er stor, men mange afholder sig fra til, bl.a. fordi lovgivningen primært er indrettet til at håndtere arbejdsforhold for lønmodtagere eller ledige.  

Desuden viser projekter omkring selvvvalgt arbejdstid, at det fører til større arbejdsglæde og mindre sygefravær.

På samme måde kan nye og mere fleksible arbejdspladser føre til bedre talentpleje.

 

Vikarbranchen: Vækst samt bedre vilkår for vikaransatte

Samtidig med at vikarbranchen oplever en årlig omsætning på 11 mia. kroner; en vækst på 28 % på 3 år, kan vikarer ansat gennem et vikarbureau glæde sig over, at Danmark fra 1 juli 2013 har implementeret en EU-lov, der giver dem flere rettigheder og bedre vilkår. I grove træk betyder det, at vikarerne fremover bliver ligestillet med fastansatte medarbejdere i de virksomheder de arbejder for. Men om det også kommer til at omfatte et opgør med ansættelsesklausulerne, der indtil videre har givet en slags findeløn til vikarbureauer, siger loven ikke rigtigt noget om.

Nedsat arbejdsevne eller 50+ er ikke = inkompetence eller uproduktivitet

Første del af Rasmus Jarlovs indlæg om personer ansat på særlige vilkår kan jeg kun være enig i.

Imidlertid er der mange arbejdsgivere, både i det offentlige og det private, som ikke deler den holdning. Derfor ser vi, at rigtigt mange med nedsat arbejdsevne, handicap eller en alder over 50 har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvorfor ansætte folk til det de er værd, når man kan få dem til en lavere pris gennem særordninger – med eller uden nedsat erhvervsevne? Det er ikke kun det offentlige, der tænker sådan, det gør det private også. Imens stiger lønningerne til lederne og direktørerne, også selv om de ikke skaber de store resultater.

Dette forholder Rasmus Jarlov sig slet ikke til. Samtidig sender han et signal om, at personer med nedsat arbejdsevne, handicap eller en høj alder hverken er så kompetente eller produktive, som folk der er ansat på almindelige vilkår er. Jeg har oplevet en del, som arbejder 37 timer, der hverken er særligt produktive, effektive eller loyale.

Og i mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke oplevet, at der kun fandtes arbejdsopgaver/-funktioner, der kunne løses med en arbejdsindsats på 37 timer om ugen, eller kollegaer på nedsat tid, der løste ligegyldige opgaver eller blot var ansat af barmhjertighed. Tværtimod. Nogle af dem sikrer rent faktisk, at nogle opgaver, der har været tilsidesat bliver løst samt at nogle af deres kollegaer får tid til at bruge deres tid på deres kerneopgaver. Det kan da kun være en god ting.

Derudover vil jeg til Rasmus Jarlov sige, at arbejdsgivere/ledere der ikke kan se ud over folks arbejdsevne, handicap eller alder har et problem og viser manglende evner som leder. Det er pudsigt, at en del af disse personer sagtens kan klare sig som selvstændige erhvervsdrivende med leverancer til både det offentlige og det private, men ikke kan finde ansættelse netop her. Ligeledes er det grotesk at se, at virksomhederne/lederne – ofte uden konsekvenser – kan slippe afsted med inkompetence, ansatte der går ned med stress eller bliver fysisk nedslidte pga. dårligt arbejdsmiljø, høj personaleomsætning mm.

Sidst, men ikke mindst,kan jeg ikke se det logiske i, at en konservativ politiker som Rasmus Jarlov hellere ser folk på overførselsindkomst end i arbejde på nedsat tid/særlige vilkår. Med mindre han foretrækker signalpolitik frem for at komme med konkrete løsninger på ovennævnte problemstilinger, gerne ser arbejdsmarkedet tilbage til det det var for 100 år siden eller blot mener, at arbejdsgiverne/lederne altid ved bedst.

 

Vækstplan til gavn for de få

Shutterstock / MR.LIGHTMAN

Efter at brugt et par dage på at forholde mig til den omfattende og dyre vækstplan kan jeg konstatere, at vækstplanen primært vil være til gavn for de få og vil have begrænset indflydelse på beskæftigelsen.

Momsen, der er med til at ændre/påvirke forbrugernes adfærd, bliver der ikke pillet ved. Så ingen hjælpp der til at påvirke danskernes efterspørgsel på danske produkter.

Bolig-jobordningen er en dobbeltgevinst for boligejerne: først kan de få fradrag til at få udført vedligeholdelse eller forbedringer. Bagefter kan de score gevinsten i form af en værditilvæskt til deres bolig. Til gengæld kan borgerne generelt, der benytter sig af og betaler til hospitaler, skoler, plejehjem med videre se frem til dårlige byggekvalitet, for kommunerne skal spare på det område, og de lokale håndværkere må derfor se bort fra det offentlige marked.

Ingen praktik- og lærepladser. Efteruddannelsesområdet bliver prioriteret, men dem som ikke kan gennemføre en uddannelse pga. manglende praktik- og lærepladser får heller ikke rigtigt nogen glæde af vækstpakken.

Lavere selskabsskat til glæde for de store selskaber. Alle vil da gerne betale mindre i skat. Spørgsmålet er, om det er med til at skabe vækst. Og spørg man andre end de store selskaber, så er det ikke dette, som står øverst på ønskelisten. 

Til kamp mod græsehandlen. De lokale købmænd i Sønderjylland, København og Helsingør får en hjælpende hånd med sænkningen af afgiften på øl og sodavand. Til gengæld fokuseres der ikke på e-handlen, som også foregår på tværs af græserne. Her taber Danmark fortsat terræn, selvom potentialet og frorbugervanerne peger i retning af, at det klart kan betale sig, at satse på dette.

Og så er der de små iværksættere. De er endnu en gang til grin for deres egne penge og arbejdsindsats. Her blev der ikke set på den manglende risikovillige kapital, det offentliges lange betalingstider samt udsigten til at skabe lokale arbejdspladser. Kun momskreditterne blev der pillet ved.

For de familieejede virksomheder er der lidt gevinst at hente gennem investering/opsparing via fonde. Men at det fortsat skal være en byrde at lave et generations- eller ejerskifte, fordi der fortsat skal betales arveafgift af de penge virksomehden selv har evnet at spare op til fortsat at udvikle virksomheden og ruste sig til dårlige tider, det forstår jeg ikke. Men vi er jo i Jantelovens land, og alle famileejede virksomheer er jo på størrelse med Lego og Jysk, ikke? 

Samlet set skal det give 15.000 arbejdspladser. Det er godt nok et smalt resultat til mange mange milliarder kroner.

Nyttejob med utilsigtede konsekvenser

 

Shutterstock/Andy Dean Photography

Ideen med nyttejob er meget besnærende, især fordi mange kontanthjælpsmodtagere åbenbart lader til at sige nej tak til nyttejob og dermed også kontanthjælpen.

Imidlertid kan nyttejob have nogle utilsigtede konsekvenser. I første omgang kan det betyde, at reelle jobs bliver omdannet til nyttejob. Det har vi set med f.eks. løntilskudsordningen. Dermed kan folk i arbejde risikere at miste deres job. Ligeledes kan folk der dropper kontanthjælp og nyttejob fristes til at arbejde sort. Dette er ulovligt, men da de ikke kan blive anklaget for socialt bedrageri, så er risikoen måske ikke så stor. Og nogle af dem, som vil blive tilbudt nyttejob har måske ikke fysikken med sig eller de bedste forudsætninger for at finde sig et ordinært arbejde. Og er de over 30, så er der ikke lagt op til den store uddannelsesgulerod.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Men løntilskuds- og akutjobordningen, der primært er målrettet dagpengemodtagere, har ikke været nogen succes, slet ikke for dem, der har været længe væk fra arbejdsmarkedet.  Hvad kan nyttejob gøre for folk, der har taget en uddannelse, som politikerne har bedt om? Og hvad skal der ske, når nyttejobbet udløber?