Mellemledernes anseelse og ledelsesansvar – nu og i fremtiden

Mellemlederne er udfordret for tiden. De er klemt, overset, drukner i drift og er ikke klædt godt nok på til en ekstremt forandringspræget hverdag.

DEA har, i samarbejde med Lederne og NOCA, undersøgt, hvordan danske mellemledere ser på deres arbejdsliv. Resultatet er, at de føler sig udfordret på især 4 områder:

1) Evnen og pladsen til at agere forandringsagenter

2) Tid til at lede – driften fylder (for) meget

3) Teknologi og digitalisering

4) Uforudsigelighed og usikkerhed, som udfordrer den mentale sundhed

Noget af det, som gør det svært at være mellemleder, er at de mangler information fra topledelsen. Derudover har de ikke den højeste status. Hverken i virksomhederne, hos politikere eller i befolkningen. Således var der ingen mellemleder med i regeringens ledelseskommission, lige som kritikken af unødvendige ledere (læs: bureaukrati og kolde hænder) fylder meget.

Derfor er det nok en god ide at lytte til opfordringerne fra henholdsvis Johan Larsen, valgt som årets lærling af DI Vestsjælland: “Tag jeg bedre af mellemlederne” og Ledelseskommissionen: “Vi har ikke råd til at spare flere mellemledere væk”.

Jagten på det meningsfulde arbejde

Der går næsten ikke en dag, uden at jeg ser et opslag, en artikel eller en debat om emner relateret til “det meningsfulde arbejde”. Enten med udgangspunkt i bøger som “Pseudoarbejde, “Det meningsfulde arbejde”, livsfarlig ledelse” og “vær professionel på arbejdet”. Eller aktuelle udfordringer og bekymringer som stress, antallet af medarbejdere der ønsker at skifte job, negative nyhedsartikler samt en ung generation, der forventer både et menings- og ansvarsfuldt arbejde.

Som et rigt og veludviklet samfund som vores med velfærdsgoder, overskud, lighed, fokus på medarbejderpleje samt manglende behov for at arbejde af nød (de fleste af os, i hvert fald), kan vi tillade os at stille krav om meningsfuldt arbejde. For vi har dækket de laveste behov i Maslows behovspyramide, der er mangel på arbejdskraft, vi har adgang til løbende uddannelse og opkvalificering og har opbakning fra fagbevægelsen.

Arbejdet er både med til at skabe vores identitet, dække vores sociale behov, sikre en indkomst og give os mulighed for at udvikle os. Men det er langt fra altid, at det vi laver giver mening. Eller at chefen / virksomheden giver én lyst til at blive.

Måske det er forventningsafstemningen den er gal med, dårlig ledelse/ledere, manglende forståelse af behovet for social kapital, det stigende forandringspres, kontroltyraniet eller manglende indflydelse på eget arbejde? Og husker vi at skelne mellem meningsløst, ligegyldigt, uinspirerende og dårligt planlagt/defineret arbejde?.

Kan den danske model stå distancen?

 

I kølvandet på forårets omfattende OK18-forhandlinger for det offentlige arbejdsmarked er der opstået usikkerhed om holdbarheden af den danske arbejdsmarkedsmodel og dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor er der bl.a. blevet foreslået et kvalitetstjek af den danske model.

Det sker på et tidspunkt, hvor EU’s indre marked har ført til krav om, at alle EU-borgere skal have ret til børnecheck samt adgang til dagpenge efter en måneds arbejde. Det sker samtidig med, at EU-Kommissionen med et “arbejdsvilkårsdirektiv”, som skal give lønmodtagere adgang til en række minimumsrettigheder. Samtidig betyder nye ansættelsesformer, at der i fremtiden vil være færre, der er omfattet af de overenskomster, som er et af hovedpunkterne for forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Spørgsmålet er, hvad man kan stille op, og om der i så fald er et bedre alternativ.

Derudover er det ikke sikkert, at det er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, der fører til, at flere får en plads på arbejdsmarkedet, uanset om man er ufaglært, akademiker, handicappet, udlænding eller +50. For slet ikke at tale om den generelle tillidskrise mellem især store dele af den offentlige sektor og politikerne på Christiansborg.

Danmarks globale udsyn – eller mangel på samme

Danmark er en lille og åben økonomi. Måske det er derfor, at sloganet for den danske erhvervsstrategi er “Open – for business and pleasure”.

Men et er ord og perspektiv. Noget andet er konkret praksis. For det virker mere og mere som om, at business og pleasure tages meget alvorligt. Forretningsfolk og turister er velkomne, dvs. personer der viser interesse for vores land og erhvervsmuligheder, men som ikke har et primært ønske om at bo her.

Det siger noget om det globale danske udsyn blandt befolkningen og danske politikere. Og det viser sig i den politik der bliver gennemført. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for dansk økonomi, danske borgere, dansk erhvervsliv og Danmarks renomé i udlandet.

Det har ført til undren, medieomtaler og opsange fra en bred front: erhvervsfolk, erhvervsorganisationer, dygtige udlændinge, danskere i udlandet, danskere der ønsker at bo i Danmark med deres udenlandske partner, internationale medier og NGO’er.

Lars Himmer og Sara Riis-Carstensen illustrerede det ganske godt, da de talte ved Dansk Erhvervs Årsdag 2018.

For Lars Himmer er vi blinde for det enorme potentiale der ligger i de ca. 800.000 personer, der hvert år vender tilbage til Danmark med global viden og erfaringer i bagagen. Og Sara Riis-Carstensen gjorde opmærksom på, at blot fordi vi ved, at et produkt eller en virksomhed er dansk, så er det ikke nødvendigvis tilfældet i udlandet.

Danmarks statsminister er ikke nem at blive klog på. For han siger noget forskelligt hele tiden: Danmark er et åbent land (Dansk Erhvervs Årsdag 2018). Danmark har plads til dem der kan og vil (Nytårstale). Danmark skal tage imod dem vi inviterer (Tweet). Regeringen vil sikre, at dansk erhvervsliv kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft (Dansk erhvervsliv) og Danmark som international partner (Regeringsgrundlaget).

Og uanset hvad man måtte mene om udlændinge – især dem fra ikke-vestlige lande, så skyder vi os selv i foden og bringer os i disse situationer:

  • Færre dygtige udlændinge, der søger til Danmark for at arbejde
  • Danskere som ikke bliver anerkendt for deres viden om internationale forhold og erhvervsforholdene på vigtige eksportmarkeder
  • Et turisterhverv der har det godt, men alligevel går glip af indtægter og turister
  • Danske virksomheder der ikke kan tiltrække den arbejdskraft de har brug for, og som de ikke kan skaffe i Danmark
  • Danskere der ikke kan få lov til at bo med deres partner i deres fædreland
  • Udlændinge der kriminaliseres for at arbejde i Danmark, f.eks. sagen om en forsker der holdt oplæg for danske politikere.

Har vi råd til det på sigt? Er det prisen værd? Og hvad er den danske holdning egentlig?

Mennesker og teknologi er ikke hinandens modsætninger

Frygten for at miste sit arbejde pga. automatisering, frustrationer over at spilde tid på dårlige it-systemer og udsigten til mere upersonlig kontakt med andre er ikke lige det der er med til at skabe teknologibegejstring. Og ja, der er udfordringer og behov for omstilling. Ingen tvivl om det.

Imidlertid kan størstedelen af teknologien ikke erstatte kloge hoveder, varme hjerter og dygtige hænder. Og det skal den heller ikke. Men den kan gøre livet nemmere, skabe nye arbejdspladser og give plads til en bedre anvendelse af menneskelige ressourcer. Hvis, altså, ledere og medarbejdere er klar til det og den bliver implementeret og anvendt på en god måde. Lige nu ser mange ledere det som deres største udfordring.

Jeg prøver ikke at være en jubelidiot, men prøver bare at fokusere på det positive. Og den teknologiske udvikling stopper ikke.

FNs verdensmål som løftestang for virksomhedernes CSR-arbejde

CSR

Mange borgere har mistet tilliden til, at det offentlige/politikere kan/vil sikre tilfredsstillende løsninger på væsentlige “bløde” udfordringer. Det sker i kølvandet på en verdensomspændende finanskrise, klimaudfordringer, flygtningekriser, sundhedssystemer der bryder sammen samt sociale problemer der forsøges løst med puljer, bistandshjælp, lappeløsninger og pisk.

Samtidig kan virksomhedernes bidrag til at løfte et socialt ansvar være svære at honorere, ud over enkeltstående og måske mindre strategiske og afgørende indsatser. Og der stilles ofte spørgsmålstegn ved legitimiteten af disse tiltag.

Continue reading

GIG-økonomien udfordrer arbejdsmarkedet men giver også plads til fleksibilitet

Fremtidens arbejdsmarked er her ikke endnu, og så alligevel. En række tendenser og ændringer er i gang allerede nu. Vi ved ikke helt, hvad fremtidens jobfunktioner og -titler er. Nye virksomhedstyper, samarbejdsformer og produkter kommer til. Og færre vil arbejde som lønmodtagere.

GIG-økonomien, der også omtales som freelance- og platformsøkonomi, har ramt arbejdsmarkedet i hele verden (GIG er oprindeligt musikeres udtryk for en arbejdsopgave i form af en koncert). Flere og flere vil – frivilligt eller pga. manglende efterspørgsel på fastansatte medarbejder – arbejde som freelancere, projektansatte, vikarer og daglejere. Ifølge en række fremtidsforskere og organisationer som World Economic Forum og ILO vil omkring 50% af arbejdsstyrken i 2030 bestå af ikke-fastansatte medarbejdere.

Det vil medføre både udfordringer og muligheder for virksomheder, arbejdstagere og fagbevægelsen, herunder i forhold til:

Continue reading

Arbejdsmarked: matcher dine kompetencer fremtidens behov?

Kompetence

Velkommen til vidensamfundet, netværkssamfundet, den fjerde industrielle revolution, den digitale tidsalder, deltager- og relationssamfundet samt den kognitive økonomi.

En masse fine ord om nutidens og fremtidens samfund, der alle stiller krav til vores kompetencer på det danske – og globale – arbejdsmarked.

Derfor står uddannelse og kompetenceudvikling højt på dagsordenen hos både politikere, ansatte, fagbevægelse og studerende. Alene det seneste år har vi set både nye overenskomster og politiske udspil, der har fokus på uddannelse.

Samtidig viser konsulenthuset Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2016, at den største årsag til, at jobsøgere bliver fravalgt til et job, er deres uddannelse.

Men hvad er det så vi skal kunne i fremtiden? Og hvordan ved vi, hvad vi får brug for, når en lang række af fremtidens jobs ikke er opfundet endnu?

Continue reading

Samskabelse som udviklingsmodel

Et af de nye modeord og udviklingstiltag er samskabelse (også kaldet co-creation, koproduktion, collective impact, social innovation og brugerdreven innovation). Jeg har selv været involveret i flere samskabelsesprocesser og -projekter i årenes løb, bl.a. inden for medie-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Samskabelse har fundet sted til alle tider, bare ikke i så struktureret og bevidst form som nu. Det sker bl.a. som led i nye krav fra borgere og kunder og et øget samarbejde mellem det offentlige, det private og civilsamfundet. Vi vil ikke bare være kunder, levererandører, ansatte, forbrugere, borgere, klienter eller patienter. Vi vil have individuelle løsninger, være en del af noget større, bidrage med vores viden og holdninger og/eller have indflydelse på den måde vores skattekroner bliver brugt.

Nogle vil måske sige, at for mange kokke fordærver maden, at det ender med pseudosamskabelse eller være bekymret for, om der bliver afgivet for megen kontrol og ansvar. Andre har indset, at det giver bedre løsninger, bedre samarbejde, øget tillid, dannelse og demokrati.

Men god samskabelse er ikke bare noget man gør. Det kræver forberedelse, kompetencer, klar opgavefordeling, styring og vilje. Det kan man blive klogere på gennem at læse en række bøger om det, spørge dem der har både gode og dårlige erfaringer med det, få hjælp fra proceskonsulenter eller deltage i såkaldte samskabelseslaboratorier. Selv har jeg lært det genemme praktisk erfaring, lige som jeg er blevet klogere på det ved at deltage i KS’ konference om samskabelse i november 2016.

Du kan læse mere om det i KS’ temamagasin, hvor der er konkrete cases samt et bud fra konsulentfirmaet Strategize på de 12 trin strategisk i samskabelse.

Du kan også læse mere om, hvordan arbejdet med samskabelse gribes an i kommunerne samt baggrunden for samskabelse som fænomen.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

I Danmark er det nemt at oprette et firma. Siden sidste år har man kunne gøre det for 1 krone. På arbejdsmarkedet udgør iværksættere, selvstændige og freelancere 22% af arbejdsstyrken. Og andelen er stigende, især blandt børn og unge. Sandsynligvis som led i udviklingen af den såkaldte GIG-økonomi / freelancerøkonomi / platformsøkonomi.

Til gengæld er det få selvstændige virksomheder der overlever efter de første 5 år, mange har udfordringer med at tiltrække risikovillig kapital og få af dem formår at vækste. Det spænder ben for mange, lige som retten til barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Derfor er det tankevækkende, at arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen stadig bygger på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Der er kommet en ny dagpengeaftale, der betyder, at der ikke skelnes så meget mellem lønmodtagere, freelancere og selvstændige. Nogle kommuner giver penge til ledige, der ønsker at starte virksomhed. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. En række iværksættere er begyndt at undervise i iværksætteri. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordring med at få adgang til risikovillig kapital.