Robust er noget mennesker og virksomheder bliver

Robusthed er det nye mantra i mange jobopslag og som løsning på at skabe succes for/på arbejdsmarkedet.

Imidlertid er jeg af den overbevisning, at robust er noget mennesker og virksomheder  (for)bliver, hvis rammerne er i orden. Det er ikke den enkeltes ansvar alene, eller noget der kommer af sig selv.

Jeg ser frem til at følge og deltage i debatten og praksis på området. Næste stop er et arrangement i dag hos VirksomhedsnetværkCabi.

En offentlig sektor under konstant beskydning

Danmarks offentlige sektor er stor, og vi betaler meget til den via skatten. Så der er store forventninger og krav til den. Og nulfejls- og effektivitetskulturen er udbredt.

Det er fair at stille krav og forvente, at den offentlige sektor leverer god service og lærer af sine fejl. Det undrer mig bare, at der ikke er den samme fokus på den private sektor; det er som om, at det tages for givet, at man her altid gør det godt.

Hvad med nogle af disse fakta (i denne postfaktuelle tid?):

  • Regionerne – især hospitalerne – slår på mange parametre den private sektor, når det gælder produktivitet
  • Konkurser
  • Et traditionelt landbrug der kun kan overleve på offentlig/EU-støtte, og som ikke tager udgangspunkt i forbrugernes ønsker og behov
  • it-virksomheder der igen og igen er involveret i offentlige it-skandaler
  • Topchefer der bliver fyret fordi de ikke kan levere varen
  • Bøder og domme til virksomheder, der ikke overholder loven og underbetaler deres medarbejdere
  • Stigende byggesjusk

Oprøret mod eliten spænder ben for samarbejdet

Der tales om et opgør mod eliten. Den samme elite som få ville være foruden: advokaten, lægen, banken, ingeniøren, musikerne og de dygtige iværksættere.

Når nogle udpeges som modstandere, så er der ikke altid vilje til at samarbejde eller anerkende det de bringer til bordet. Og uden samarbejde, opstår der problemer – også på arbejdsmarkedet.

I forvejen er det en stor udfordring at sikre et godt samarbejde på tværs af faggrupper, geografi, sektorer og alder. Og det betyder dårlige løsninger, mindre effektivitet og mindre fokus på kunderne/borgerne.

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.

Vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. Så langt er der stor enighed.

Men når det gælder løsningerne, så bliver der vendt op og ned på tingene. Teorien om udbud og efterspørgsel tænkes anderledes. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal drive landbruget. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, som måske ikke lige er dem, der har de kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation. Det kan politikerne ikke hjælpe med.

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken, selvom det betyder i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

National klyngestrategi bringer forskningen ud til virksomhederne

Den nye nationale klyngestrategi lægger op til at bringe mere forskning ud til virksomhederne for derigennem at understøtte innovation og regional udvikling.

Dermed sættes der yderligere fokus på den naturlige, og nogle gange oversete tendens, hvor virksomheder inden for samme branche samarbejder og placerer sig geografisk i det samme område, også uden for landets 5 største byer.

Det er både et positivt signal og fornuftig erhvervspolitik

 

Et kønsopdelt arbejdsmarked koster erhvervslivet penge og arbejdskraft

Kilde: Shutterstock

Kilde: Shutterstock

Ligestillingdebatten har, med rette måske, ofte fokus på lønforskelle, diskrimination og manglende udnyttelse af kvinders kompetencer.

Imidlertid er det relevant også at fokusere på de bagvedliggende årsager og konsekvenserne på lang sigt, der bl.a. hænger sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked.

I en ny rapport fra SFI, er det kønsopdelte arbejdsmarked blevet kortlagt .

Rapporten belyser tre områder:

  • Udviklingen i kønsopdelingen på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste to årtier.
  • Mobilitet på individniveau ved at undersøge mobiliteten mellem sektorer og brancher.
  • Udviklingen i kønsopdelingen i uddannelsessystemet.

Ud fra dette påpeges det i rapporten, at et kønsopdelt arbejdsmarked medfører, at visse fag og brancher præges af økonomisk ineffektivitet, at visse kvindedominerede brancher fravælges af mænd, bl.a. pga. lavere lønninger, at nogle brancher generelt har svært ved at tiltrække både mænd og kvinder samt at kvinder nogle steder er overkvalificeret i forhold til det arbejde de udfører.

Dermed vil det danske arbejdsmarked de kommende år blive udfordret af mulighederne for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og opnå gevinsterne af mangfoldighedsledelse. Desuden vil lønningerne bygge på køn mere end kompetencer. Og nogle fag/brancher vil få (endnu) større udfordringer ift. parametre som antallet af ansatte på barsel/ufaglærte/nedsat arbejdstid/nedslidning mm.

Deleøkonomien har bred appel uden konsekvensberegning

shutterstock_deleøkonomi

Deleøkonomi – eller opgaveøkonomien, som Morten Bay Kalder det – er blevet det nye modeord med særdeles bred appel. Formidlingstjenesterne skyder frem, der tales om deleøkonomi som forretningsmodel og de første eksperter er på banen. Ja, selv den nye erhvervs- og vækstminister taler om at hjælpe deleøkonomien på vej.

Og Danmark har da også gode forudsætninger for at tage deleøkonomien til sig: Høj tillid, historisk erfaring fra andelsbevægelse, brug af vennetjenester og nabotjenester med videre.

Imidlertid er det værd at huske på, at deleøkonomien ikke kun er en slags demokratisk og ubureaukratisk byttehandel samt at motivationen for deleøkonomien er meget forskellig. Desuden kan deleøkonomien komme til at udfordre både politikere, arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og dem, der ikke bare vil dele, men også have anerkendelse for det de har skabt og frie tøjler til at drive forretning.

Noget af konsekvensberegningen, som mangler er:

  • Hvordan skal bytteforholdet være, så alle får noget ud af det?
  • Hvad med lovgivningen? Passer den til virkeligheden?
  • Når vi bytter, er vi så helt kvalitetsbevidste?
  • Hvad med betaling / opkrævning af skat?
  • Hvad med prisen? Kan det blive for billigt og skabe et ulige arbejdsmarked?

Forskning som fundament for dansk erhvervsliv

Hvad skal vi satse på uddannelsesmæssigt og hvad skal vi leve af?

Når det gælder forskning er meningerne delte. Regeringen siger, at der investeres rigeligt, og vi hellere skal satse på eliteforskning. Erhvervslivet og forskningsinstitutionerne er ikke helt enige. Og blandt en del af befolkningen er det svært at få øje på, hvad lige de får ud af den megen forskning. Og ja, det er ikke alle opfindelser, forretningsideer og daglige gøremål der bygger på forskning.

Men overordnet set er der enighed om, at vi skal leve af viden. Og det er også det vi anerkendes for i udlandet. Og i hverdagen glemmer vi nogle gange, hvad gavn vi har af forskning, også den ikke rent naturvidenskabelige.

Lad mig komme med tre konkrete eksempler:

Kartoffelproducenterne, som i fremtiden kan sælge deres produkter som andet end traditionelle fødevarer. På baggrund af forskning kan kartofler omdannes til alt muligt andet. Det betyder, at der bliver større efterspørgsel på kartofler.

Sundhedsvæsnet, der på baggrund af forskning kan tilbyde mere individuelt tilpasset medicin, skabe nye private arbejdspladser, sikre bedre patientoplevelser samt reducere antallet af fejl.

Turismeerhvervet. I dag er det ikke de samme ting vi gider at opleve som tilbage i 50’erne. Vi er blevet mere individualistiske, har flere penge og flere muligheder at vælge imellem. Det kan også ses på udvalget af muligheder, lige fra camping, naturparker og økoferie til all inclusive charterrejser, rejser til junglen og krydstogter. Udviklingen bygger måske ikke kun på forskning, men det er svært at spå om fremtiden og hvad forskellige målgrupper har af præferencer. Det kan forskningen hjælpe til med, især den humanistiske forskning.

Det afgørende er, at forskningen er til gavn for samfundet, at forskningsresultaterne bliver brugt bagefter og at forskerne anerkendes for deres arbejde – lige som alle andre.

Og så skal vi huske på, at mange af de produkter og ydelser vi køber ikke – ud af den blå luft –  findes i den udgave og det sted vi nu handler. De er der ofte på baggrund af forskning, forbrugerundersøgelser, salgstal med videre.

Fra centralisering til udflytning af offentlige arbejdspladser

Planerne om at udflytte 3900 statslige job fra primært København til resten af landet har skabt voldsomt debat. Ja, der er næsten tale om et overgreb og noget der kræver et kriseberedskab.

Det samme kan ikke siges om de statslige medarbejdere i provinsbyerne, der som følge af strukturreformen fra 2007 er blevet tvunget til at arbejde i storbyerne. Eller de danskere, der har mistet jobbet, fordi deres arbejdsplads er blevet flyttet til udlandet. Her er argumenterne, at det er med til at samle ekspertisen, sikre effektiviseringer eller lavere driftsomkostninger.

Og det er tankevækkende, at det er de samme politikere, der først satte en centraliseringsbølge igang, der nu går i den modsatte retning for ikke at miste vælgere samt for at skabe et såkaldt Danmark i balance. Og mens de gør det lægger de op til at skære på investeringer og tilskud til initiativer, der er rned til at skabe vækst i udkantsdanmark, herunder grøn omstilling, iværksætteri og færgetransport. Så hellere en motorvej et sted, hvor der ikke er brug for den eller et håndværkerfradrag til folk, der faktisk godt kunne betale selv.

 

Selvmodsigelser i samspillet med de unge i uddannelsessystemet

Ungdommen er fremtiden, siger vi. Og der er brug for dem, for vi andre bliver ældre og går på et tidspunkt på pension, ned i tid eller holder for meget fast i fortiden.

Og initiativerne er der mange af (fremdriftsreform, reform af erhvervskolerne, gymnasiereform, debat om adgangskrav til gymnasierne, førtids- og fleksreform, kontanthjælpsreform mm.) – de er bare ikke altid de rigtige, eller også er de præget af kortsigtede løsninger, stereotype billeder af de unge og udpegning af, hvem der skal gøre tingene anderledes/skaber problemer. Sidstnævnte omfatter alt lige fra forældrene, de studerende, de unge selv, underviserne, rektorerne, folkeskolen og erhvervslivet.

Konsensus er der i hvert fald ikke. Og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen er der heller ikke.

Spørgsmålet er, hvad konsekvenserne bliver. Nogle af dem ser vi allerede:

  • Fokus på karakterræs og produktion af kandidater
  • Ensretning – ingen plads til at tænke ud af boksen eller være noget specielt
  • Stressede studerende
  • Studerende med manglende erhvervserfaring
  • Erhvervsskoleer der nedprioriteres/forskelsbehandles og hvis elever bliver dem, der ikke klarer sig godt i folkeskolen eller selv må kæmpe for en læreplads/praktikplads
  • Sårbare unge, der falder ud af uddannelsessystemer flere gange og kastes rundt i de kommunale systemer

Unge er mere end bare unge, og de er ikke ens. Lige som ældre heller ikke alle er svage/fattige.

Det handler om at få de unge godt ud på den anden side af uddannelsessystemet til gavn for samfundet og dem selv.Og hvor der stilles rimelige krav og forventninger til dem.