Arbejdsmarked: matcher dine kompetencer fremtidens behov?

Kompetence

Velkommen til vidensamfundet, netværkssamfundet, den fjerde industrielle revolution, den digitale tidsalder, deltager- og relationssamfundet samt den kognitive økonomi.

En masse fine ord om nutidens og fremtidens samfund, der alle stiller krav til vores kompetencer på det danske – og globale – arbejdsmarked.

Derfor står uddannelse og kompetenceudvikling højt på dagsordenen hos både politikere, ansatte, fagbevægelse og studerende. Derfor har vi også set både nye overenskomster og politiske udspil, der har fokus på uddannelse det seneste år.

Samtidig viser konsulenthuset Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2016, at den største årsag til, at jobsøgere bliver fravalgt til et job, er deres uddannelse.

Men hvad er det så vi skal kunne i fremtiden? Og hvordan ved vi, hvad vi får brug for, når en lang række af fremtidens jobs ikke er opfundet endnu?

Det har World Economic Forum forsøgt at analysere sig frem til i rapporten “The Future of Jobs”. Deres bud på de 10 vigtigste kompetencer i 2020 er:

  1. Kompleks problemløsning (lå også nummer 1 i rapporten vedrørende 2015)
  2. Kritisk tænkning
  3. Kreativitet
  4. Ledelse af mennesker
  5. Koordinering med andre
  6. Emotionel intelligens (ny)
  7. Dømme- og beslutningskraft
  8. Serviceorienteret
  9. Forhandling
  10. Kognitiv fleksibilitet (ny)

Kort sagt: Personlige kompetencer, evnen til tænkning, reflektion og analyse samt nytænkning.

Nu er der afsat penge og politisk vilje. Så er det op til arbejdsgiverne at spille med, politikerne vilje til at samarbejde, uddannelsesinstitutionernes evne til at udvikle deres undervisning samt medarbejdernes / de lediges / unges medansvar for at blive klædt godt på til fremtiden.

Infrastruktur som vækstmotor

Transport

En stabil og veludviklet infrastruktur er én af forudsætningerne for vækst, erhvervsudvikling, regional udvikling og et land der i bund og grund hænger sammen.

Transport- og energisektoren er under udvikling, omend det nogle gange synes at gå for langsomt og/eller favoriserer visse dele af landet på bekostning af andre, der måske har mere behov.

Når det gælder den digitale infrastruktur, som er mindst lige så vigtig i en digital tidsalder, går det noget trægt. I hvert fald uden for de større byer. Og selvom der det seneste år er kommet mere politisk fokus på området og der er bevilget midler til bredbåndsdækning i hele landet, så betragter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke bredbånd og mobildækning som en statslig opgave. .

Måske der er ændringer på vej. I hvert fald venter der et kommunal- og regionsvalg til efteråret, og det har fået en række politikere på banen. Desuden er der afsat midler til at “undersøge mulige initiativer, der styrker teleselskabernes muligheder for at skabe god dækning”. Det har vakt begejstring hos den danske teleindustri, der efterlyser både penge, samarbejde og lovændringer for at Danmark kan blive en frontløber, eller i hvert fald få resten af Danmark med digitalt, så også erhvervslivet i yderområderne kan udvikle deres erhvervsliv og tiltrække nye borgere.

Imens stormer et kontinent som Afrika frem, når det gælder mobilløsninger. På nogle områder er de lysår foran os. Men det hører man ikke så meget om.

Samskabelse som udviklingsmodel

Et af de nye modeord og udviklingstiltag er samskabelse (også kaldet co-creation, koproduktion, collective impact, social innovation og brugerdreven innovation). Jeg har selv været involveret i flere samskabelsesprocesser og -projekter i årenes løb, bl.a. inden for medie-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Samskabelse har fundet sted til alle tider, bare ikke i så struktureret og bevidst form som nu. Det sker bl.a. som led i nye krav fra borgere og kunder og et øget samarbejde mellem det offentlige, det private og civilsamfundet. Vi vil ikke bare være kunder, levererandører, ansatte, forbrugere, borgere, klienter eller patienter. Vi vil have individuelle løsninger, være en del af noget større, bidrage med vores viden og holdninger og/eller have indflydelse på den måde vores skattekroner bliver brugt.

Nogle vil måske sige, at for mange kokke fordærver maden, at det ender med pseudosamskabelse eller være bekymret for, om der bliver afgivet for megen kontrol og ansvar. Andre har indset, at det giver bedre løsninger, bedre samarbejde, øget tillid, dannelse og demokrati.

Men god samskabelse er ikke bare noget man gør. Det kræver forberedelse, kompetencer, klar opgavefordeling, styring og vilje. Det kan man blive klogere på gennem at læse en række bøger om det, spørge dem der har både gode og dårlige erfaringer med det, få hjælp fra proceskonsulenter eller deltage i såkaldte samskabelseslaboratorier. Selv har jeg lært det genemme praktisk erfaring, lige som jeg er blevet klogere på det ved at deltage i KS’ konference om samskabelse i november 2016.

Du kan læse mere om det i KS’ temamagasin, hvor der er konkrete cases samt et bud fra konsulentfirmaet Strategize på de 12 trin strategisk i samskabelse.

Du kan også læse mere om, hvordan arbejdet med samskabelse gribes an i kommunerne samt baggrunden for samskabelse som fænomen.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

I Danmark er det nemt at oprette et firma. Siden sidste år har man kunne gøre det for 1 krone. På arbejdsmarkedet udgør 22% af arbejdsstyrken af iværksættere, selvstændige og freelancere. Og andelen er stigende, især blandt børn og unge. Sandsynligvis som led i udviklingen af den såkaldte GIG-økonomi / freelancerøkonomi / platformsøkonomi.

Til gengæld er det få selvstændige virksomheder der overlever efter de første 5 år, mange har udfordringer med at tiltrække risikovillig kapital og få af dem formår at vækste.

Det spænder ben for mange, lige som retten til barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Derfor er det tankevækkende, at arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen stadig bygger på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Der er kommet en ny dagpengeaftale, der betyder, at der ikke skelnes så meget mellem lønmodtagere, freelancere og selvstændige. Nogle kommuner giver penge til ledige, der ønsker at starte irksomhed. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. En række iværksættere er begyndt at undervise i iværksætteri. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordring med at få adgang til risikovillig kapital.

International arbejdsmiljødag uden meget at smile af

Kilde: Shutterstock
Dårligt arbejdsmiljø og arbejdsulykker koster både på bundlinjen, menneskeligt for den der bliver ramt og samfundsøkonomisk.

Desværre står de dårlige nyheder i kø, og i visse brancher / landsdele står det rigtigt dårligt til. Især når det gælder arbejdsulykker, dårligt psykisk arbejdsmiljø og fastholdelse af medarbejdere.

Og selvom det nu er blevet nemmere at anmelde arbejdsulykker, der også kan udstedes strakspåbud for dårligt psykisk arbejdsmiljø og der løbende gennemføres landsdækkende arbejdsmiljøkampagner, er det langt fra nok til at bremse udviklingen.

Slet ikke, når arbejdstilsynet har mistet 25% af sit budget og sagsbehandlingstiden for arbejdsulykker er urimelig lang. Måske det er tid til at starte forfra og sætte ind, hvor det for alvor gør en forskel.

Robust er noget mennesker og virksomheder bliver

Opbygning af mennesker

Robusthed er det nye mantra i mange jobopslag og som løsning på at skabe succes for/på arbejdsmarkedet.

Imidlertid er jeg af den overbevisning, at robust er noget mennesker og virksomheder (for)bliver, hvis rammerne er i orden. Det er ikke den enkeltes ansvar alene, eller noget der kommer af sig selv.

Jeg ser frem til at følge og deltage i debatten og praksis på området. Næste stop er et arrangement i dag hos VirksomhedsnetværkCabi.

En offentlig sektor under konstant beskydning

Løftet pegefinger

Danmarks offentlige sektor er stor, og vi betaler meget til den via skatten. Så der er store forventninger og krav til den. Og nulfejls- og effektivitetskulturen er udbredt.

Det er fair at stille krav og forvente, at den offentlige sektor leverer god service og lærer af sine fejl. Det undrer mig bare, at der ikke er den samme fokus på den private sektor; det er som om, at det tages for givet, at man her altid gør det godt.

Hvad med nogle af disse fakta (i denne postfaktuelle tid)?:

  • Regionerne – især hospitalerne – slår på mange parametre den private sektor, når det gælder produktivitet
  • Konkurser
  • Et traditionelt landbrug der kun kan overleve på offentlig/EU-støtte, og som ikke tager udgangspunkt i forbrugernes ønsker og behov
  • it-virksomheder der igen og igen er involveret i offentlige it-skandaler
  • Topchefer der bliver fyret fordi de ikke kan levere varen
  • Bøder og domme til virksomheder, der ikke overholder loven og underbetaler deres medarbejdere
  • Stigende byggesjusk

Oprøret mod eliten spænder ben for samarbejdet

Der tales om et opgør mod eliten. Den samme elite som få ville være foruden: advokaten, lægen, banken, ingeniøren, musikerne og de dygtige iværksættere.

Når nogle udpeges som modstandere, så er der ikke altid vilje til at samarbejde eller anerkende det de bringer til bordet. Og uden samarbejde, opstår der problemer – også på arbejdsmarkedet.

I forvejen er det en stor udfordring at sikre et godt samarbejde på tværs af faggrupper, geografi, sektorer og alder. Og det betyder dårlige løsninger, mindre effektivitet og mindre fokus på kunderne/borgerne.

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.

Vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. Så langt er der stor enighed.

Men når det gælder løsningerne, så bliver der vendt op og ned på tingene. Teorien om udbud og efterspørgsel tænkes anderledes. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal drive landbruget. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, som måske ikke lige er dem, der har de kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation. Det kan politikerne ikke hjælpe med.

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken, selvom det betyder i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

National klyngestrategi bringer forskningen ud til virksomhederne

Den nye nationale klyngestrategi lægger op til at bringe mere forskning ud til virksomhederne for derigennem at understøtte innovation og regional udvikling.

Dermed sættes der yderligere fokus på den naturlige, og nogle gange oversete tendens, hvor virksomheder inden for samme branche samarbejder og placerer sig geografisk i det samme område, også uden for landets 5 største byer.

Det er både et positivt signal og fornuftig erhvervspolitik