Samskabelse som udviklingsmodel

Kilde: Shutterstock

Kilde: Shutterstock

Et af de nye modeord og udviklingstiltag er samskabelse (også kaldet co-creation, koproduktion og brugerdreven innovation). Jeg har selv været involveret i flere samskabelsesprocesser og -projekter i årenes løb, bl.a. inden for medie-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Samskabelse har fundet sted til alle tider, bare ikke i så struktureret og bevidst form som nu. Det sker bl.a. som led i nye krav fra borgere og kunder og et øget samarbejde mellem det offentlige, det private og civilsamfundet. Vi vil ikke bare være kunder, levererandører, ansatte, forbrugere, borgere, klienter eller patienter. Vi vil have individuelle løsninger, være en del af noget større, bidrage med vores viden og holdninger og/eller have indflydelse på den måde vores skattekroner bliver brugt.

Nogle vil måske sige, at for mange kokke fordærver maden, at det ender med pseudosamskabelse eller være bekymret for, om der bliver afgivet for megen kontrol og ansvar. Andre har indset, at det giver bedre løsninger, bedre samarbejde, øget tillid, dannelse og demokrati.

Men god samskabelse er ikke bare noget man gør. Det kræver forberedelse, kompetencer, klar opgavefordeling, styring og vilje. Det kan man blive klogere på gennem at læse en række bøger om det, spørge dem der har både gode og dårlige erfaringer med det, få hjælp fra proceskonsulenter eller deltage i såkaldte samskabelseslaboratorier. Selv har jeg lært det genemme praktisk erfaring, lige som jeg er blevet klogere på det ved at deltage i KS’ konference om samskabelse i november 2016.

Du kan læse mere om det i KS’ temamagasin, hvor der er konkrete cases samt et bud fra konsulentfirmaet Strategize på de 12 trin strategisk i samskabelse.

Så kom der fokus på iværksætterne

Kilde: Shutterstock

 

22% af arbejdsstyrken udgøres af iværksættere, selvstændige og freelancere. Og andelen er stigende. Men arbejdsmarkedspolitikken og beskæftigelseslovgivningen bygger stadig på fortidens arbejdsmarked og tanken om, at de fleste danskere var lønmodtagere.

Det spænder ben for mange, lige som retten til dagpenge, barsel og uddannelse ikke er den samme som for lønmodtagere.

Heldigvis er det begyndt at lysne lidt. Den nye regering har nævnt iværksætterne i deres regeringsgrundlag. Partiet Alternativet har valgt at sætte fokus på netop iværksættere. Og der er kommet fokus på bl.a. iværksætteres udfordirng med at få adgang til risikovillig kapital.

 

Robust er noget mennesker og virksomheder bliver

Robusthed er det nye mantra i mange jobopslag og som løsning på at skabe succes for/på arbejdsmarkedet.

Imidlertid er jeg af den overbevisning, at robust er noget mennesker og virksomheder  (for)bliver, hvis rammerne er i orden. Det er ikke den enkeltes ansvar alene, eller noget der kommer af sig selv.

Jeg ser frem til at følge og deltage i debatten og praksis på området. Næste stop er et arrangement i dag hos VirksomhedsnetværkCabi.

En offentlig sektor under konstant beskydning

Danmarks offentlige sektor er stor, og vi betaler meget til den via skatten. Så der er store forventninger og krav til den. Og nulfejls- og effektivitetskulturen er udbredt.

Det er fair at stille krav og forvente, at den offentlige sektor leverer god service og lærer af sine fejl. Det undrer mig bare, at der ikke er den samme fokus på den private sektor; det er som om, at det tages for givet, at man her altid gør det godt.

Hvad med nogle af disse fakta (i denne postfaktuelle tid?):

  • Regionerne – især hospitalerne – slår på mange parametre den private sektor, når det gælder produktivitet
  • Konkurser
  • Et traditionelt landbrug der kun kan overleve på offentlig/EU-støtte, og som ikke tager udgangspunkt i forbrugernes ønsker og behov
  • it-virksomheder der igen og igen er involveret i offentlige it-skandaler
  • Topchefer der bliver fyret fordi de ikke kan levere varen
  • Bøder og domme til virksomheder, der ikke overholder loven og underbetaler deres medarbejdere
  • Stigende byggesjusk

Oprøret mod eliten spænder ben for samarbejdet

Der tales om et opgør mod eliten. Den samme elite som få ville være foruden: advokaten, lægen, banken, ingeniøren, musikerne og de dygtige iværksættere.

Når nogle udpeges som modstandere, så er der ikke altid vilje til at samarbejde eller anerkende det de bringer til bordet. Og uden samarbejde, opstår der problemer – også på arbejdsmarkedet.

I forvejen er det en stor udfordring at sikre et godt samarbejde på tværs af faggrupper, geografi, sektorer og alder. Og det betyder dårlige løsninger, mindre effektivitet og mindre fokus på kunderne/borgerne.

Udbud versus efterspørgsel i kampen om vækst

Manglen på vækst vækker bekymring, lige som krisen i en række traditionelle brancher er begyndt at gå op for folk.

Vi skal leve af noget andet i fremtiden, arbejde på andre måder og gøre os klar til at der bliver færre til at forsørge hinanden og betale skat. Så langt er der stor enighed.

Men når det gælder løsningerne, så bliver der vendt op og ned på tingene. Teorien om udbud og efterspørgsel tænkes anderledes. Det er f.eks. ikke forbrugerne der skal drive landbruget. Det skal udbuddet af traditionelle landbrugsprodukter og EU-støtte, selvom supermarkederne ikke kan følge med efterspørgslen på økologiske varer. Og virksomheder med mangel på specialiseret arbejdskraft kan ikke længere gøre brug af en greencardordning, som kan sikre dem arbejdskraft fra udlandet. Til gengæld vil et flertal af politikerne øge udbuddet blandt kontanthjælpsmodtagere, som måske ikke lige er dem, der har de kvalifikationer der efterspørges.

Skattemæssigt er der også sket ændringer. Skatten i bunden er blevet reduceret, bl.a. for at stimulere forbruget. Fjernelsen af topskatten vil gavne nogle få, men sikkert ikke påvirke forbruget særligt meget. Og øget forgældning af den danske befolkning ses også som en løsning lige her og nu, selvom det kan få konsekvenser på længere sigt. I forvejen er det svært at få lån i banken, både som privatperson, virksomhed og iværksætter.

Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft er enorm, men de virksomheder der efterspørger den står ikke just forrest i køen for at uddanne en ny generation. Det kan politikerne ikke hjælpe med.

Nye brancher og virksomheder dukker op. Mange ufaglærte eller uden job er skeptiske. Men hvis der nu er efterspørgsel på de nye produkter, så gør det vel ikke noget. Og nogle ufaglærte kunne jo overveje at sætte sig på skolebænken, selvom det betyder i indkomsten i en periode. Så kunne det være, der igen blev efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

National klyngestrategi bringer forskningen ud til virksomhederne

Den nye nationale klyngestrategi lægger op til at bringe mere forskning ud til virksomhederne for derigennem at understøtte innovation og regional udvikling.

Dermed sættes der yderligere fokus på den naturlige, og nogle gange oversete tendens, hvor virksomheder inden for samme branche samarbejder og placerer sig geografisk i det samme område, også uden for landets 5 største byer.

Det er både et positivt signal og fornuftig erhvervspolitik

 

Et kønsopdelt arbejdsmarked koster erhvervslivet penge og arbejdskraft

Kilde: Shutterstock

Kilde: Shutterstock

Ligestillingdebatten har, med rette måske, ofte fokus på lønforskelle, diskrimination og manglende udnyttelse af kvinders kompetencer.

Imidlertid er det relevant også at fokusere på de bagvedliggende årsager og konsekvenserne på lang sigt, der bl.a. hænger sammen med et kønsopdelt arbejdsmarked.

I en ny rapport fra SFI, er det kønsopdelte arbejdsmarked blevet kortlagt .

Rapporten belyser tre områder:

  • Udviklingen i kønsopdelingen på det danske arbejdsmarked i løbet af de sidste to årtier.
  • Mobilitet på individniveau ved at undersøge mobiliteten mellem sektorer og brancher.
  • Udviklingen i kønsopdelingen i uddannelsessystemet.

Ud fra dette påpeges det i rapporten, at et kønsopdelt arbejdsmarked medfører, at visse fag og brancher præges af økonomisk ineffektivitet, at visse kvindedominerede brancher fravælges af mænd, bl.a. pga. lavere lønninger, at nogle brancher generelt har svært ved at tiltrække både mænd og kvinder samt at kvinder nogle steder er overkvalificeret i forhold til det arbejde de udfører.

Dermed vil det danske arbejdsmarked de kommende år blive udfordret af mulighederne for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og opnå gevinsterne af mangfoldighedsledelse. Desuden vil lønningerne bygge på køn mere end kompetencer. Og nogle fag/brancher vil få (endnu) større udfordringer ift. parametre som antallet af ansatte på barsel/ufaglærte/nedsat arbejdstid/nedslidning mm.

Deleøkonomien har bred appel uden konsekvensberegning

shutterstock_deleøkonomi

Deleøkonomi – eller opgaveøkonomien, som Morten Bay Kalder det – er blevet det nye modeord med særdeles bred appel. Formidlingstjenesterne skyder frem, der tales om deleøkonomi som forretningsmodel og de første eksperter er på banen. Ja, selv den nye erhvervs- og vækstminister taler om at hjælpe deleøkonomien på vej.

Og Danmark har da også gode forudsætninger for at tage deleøkonomien til sig: Høj tillid, historisk erfaring fra andelsbevægelse, brug af vennetjenester og nabotjenester med videre.

Imidlertid er det værd at huske på, at deleøkonomien ikke kun er en slags demokratisk og ubureaukratisk byttehandel samt at motivationen for deleøkonomien er meget forskellig. Desuden kan deleøkonomien komme til at udfordre både politikere, arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og dem, der ikke bare vil dele, men også have anerkendelse for det de har skabt og frie tøjler til at drive forretning.

Noget af konsekvensberegningen, som mangler er:

  • Hvordan skal bytteforholdet være, så alle får noget ud af det?
  • Hvad med lovgivningen? Passer den til virkeligheden?
  • Når vi bytter, er vi så helt kvalitetsbevidste?
  • Hvad med betaling / opkrævning af skat?
  • Hvad med prisen? Kan det blive for billigt og skabe et ulige arbejdsmarked?